Månelys - Bramminginfo

En del af byens udvikling er ikke særlig spektakulær, men ikke desto mindre ret så afgørende når man skal bruge byen. Det er alle de praktiske ting som man i dag forventer i orden: veje, fortove, kloak, belysning. Et var at staten byggede en jernbane og en flot banegård, men hvad med den øvrige infrastruktur? Der fulgte jo ikke en byplanlægning med. Og åbenlyst at kommunens struktur gjorde sagen endnu mere kompliceret. Andetsteds fortælles om den komplicerede situation før kommunesammenlægningen i 1938, men her konstaterer vi bare at sagen var indviklet når der skulle tre kommuner til at bestemme en kloakering og belægning af Storegade – problemer der lå ud over at der her var tale om nye indretninger som alle byer var uerfarne med. Og selvom sognerådene blev enige om det, var det jo ikke sikkert at amtet gav tilladelse til lån.

Se nu her i marts 1908 hvor en Mads skrev et humoristisk læserbrev om byens vejforhold med mere: byen mangler: nogenlunde passable veje, ordentligt anlagte fortove, sunde afløbsforhold, anbringelse af kloaker, betryggende sikkerhed for ikke at få styrtebade ved nedfaldende sne fra tagene eller af utætte tagrender, fjernelse af udstillede genstande på fortovene, som kasser, jern-roeraspere, trillebøre o. lign., få sin morgenpost før kl. 1 eftermiddag, når man har sin bopæl mindre end fem minutters gang fra postkontoret. En ordentlig gadebelysning.

Mads bemærkede at byen godt nok havde et frisindet sogneråd og en bosiddende politibetjent. For nogle år siden blev de gamle tranlamper udskiftet med elektriske glødelamper hvor Lyset nærmest er en parodi på lys de mørke aftener; ved måneskin og de lyse aftener er det upåklageligt. Byen har endvidere tre offentlige beværtninger med uindskrænket lukketid. Et fast kosmorama[biograf] med en ganske – for de besøgende – uforglemmelig lirekassetid.[?] En kommuneskole, som erklæret for at være den smukkeste i danmark. Adgangen til denne skole er dog i denne tid ikke anbefalende, med mindre man er i besiddelse af meget lange støvler, eller vil foretrække at vente til der af sognerådet anskaffes et par motorjoller. Af andre seværdigheder i byen anbefales et besøg på byens vandværk. Fire år senere har samme person en notits om fortovsbelægning på Jernbanegade og forslag om at anskaffe en snes kommunale ænder til vandhullerne, en ide som Mads mente beboerne vil være sognerådet taknemlig for.

Lyrisk annonce fra 1909

Hallo! Hallo!

Ingen som Fr. Mortensen kan

Cykler og motorer lave i Stand

Bøsser han lidt forstand også har på,

Symaskiner vil han ej heller forsmå

Hvis De kommer til Bramminge hen,

Hør prisen på cykler og gummi, min Ven.

Skulle cyklen din springe med et knald,

Da bor Fr. Mortensen via a vis 'Kikkenborg's stald.

Året efter er der en lang artikel af Clemens på samme melodi om Bramming som en dejlig by om dagen hvor man kan se at gå udenom vandpytterne, byen har apotek, bank, cementstøberi, dyrlæge, elektricitetsværk. Der er 'asfalteret' spadseresti fra nordvest og ind til byen hvor han bliver kørt ned på grund af manglende lys, derefter falder han i en stor mudderdam, der var lamper men kun én var tændt, han løber en gammel kone ned og hun lander i en vandpyt med et forskrækket vræl, og de cigaretrygende drenge ved Kikkeborgs rejsestald griner. Da han kom til stationen stank der af petroleum i ventesalen og forhallen.

Se det er jo omtaler der placerer Bramming som en by i den tredje verden!

Den nyvalgte sognerådsformand (fra 1909), husmand Sillas Mortensen fik også tørt på i en sag om vejen langs jernbanen til Høe. Den var i slet forfatning og blev benyttet af 30 familier med skolebørn hver dag. Og redaktør Thomsen bemærkede: Hvis ikke henstillingen til sognerådet hjælper, må beboerne gå til højre myndigheder. Hertil svarede sognerådsformanden: vi har vejstrækninger der trænger mere, der er netop licitation over vejmaterialer, og her vil nævnte vejstrækning blive tilgodeset. Truslen med de højere myndigheder noteres med al den honnør den tilkommer: tag dem ad notam, på den måde lader Bramminge sogneråd sig ikke korrexe. Ærbødigst Sillas Mortensen. Thomsen svarer at Mortensens indlæg viser at kritikken var berettiget så derfor skulle han ikke diktere os hvad vi må skrive eller ikke skrive. Vi skriver jo alligevel hvad vi vil, uden først at spørge hr. Mortensen. Men Mortensen forstod jo at gi igen, selv i en tid uden spindoktorer, han havde siden 1885været meddeler for Bramming til den konservative Ribe Stifttidende plus kontorbestyrer for samme i byen.

Lys over landet

De politiske forhold gjorde jo at Borgerforeningen fik stor indflydelse. Sognerådet havde jo ikke magt over Storegade, der mest lå i Hunderup kommune, og Bramming sogneråd bestod i lang tid af bønder fra Nørå, der ikke så interesse i at betale for noget i stationsbyen. Så mange ting blev fostret i Borgerforeningen, således også belysningssagen. Hvad var en storby uden gadelys? Så de købte en del tranlamper som blev sat op - de fik kommunen til at bidrage med 100 kr. til, de havde søgt om 135. Der kom to nye blus – sådan kaldte man gadelys – på Ribevej, hvor Hunderup kommune startede et stykke ude, med numrene 28/45, men dem måtte beboerne selv betale, hvortil redaktør Thomsen syrligt bemærkede at de kunne gå hjem i Seng mens de kan se.

Mørket viger

Det var det uigennemtrængelige mørke, som alt for ofte har ruget over Bramminge stationsby, der var den væsentligste årsag til den nu afholdte bazar, og kampen er af lysets venner med borgerforeningens kvinder i spidsen ført med en sådan omsigt, at der efter den foreløbige opgørelse kan noteres 600-700 kr. som krigsbytte.

Og endda gik angriberne meget ’moderat’ frem. Kun 20 øre for adgang til at se den hele udstilling med teaterforestillinger, koncerter og tableauer. Men sådan er livets gang, snart skal det tages fat med den størst mulige kraft, ’magten’ går sine radikale veje, snart skal der lirkes småt for at virke godt, og snildheden fører an. Moderationen er ved roret, sålænge dette varer, og udbyttet svarer til den dygtighed, hvormed ledelsen føres.

De ferniske kræfter vakte udelt og fortjent anerkendelse.

Landbodagbladet 29.3.1898

Men næppe var smed H.M. Thomsen kommet i sognerådet før der forelå en skrivelse der foreslog kommunen at overtage lamperne. Så nemt gik det nu ikke, men i første omgang blev der afsat 100 kr. til belysning - det var i 1902. Og Borgerforeningen havde endda foreslået en finansieringskilde: indførelse af hundeskat. Det var jo ret genialt selvom der jo ikke er den store sammenhæng mellem gadelys og besiddelse af hunde, da højest at dyrene så havde noget at strinte op ad.

Sagen havde sin træge gang: Hunderup sogneråd så ingen grund til sådan et indgreb i privatlivet, bare fordi en del af kommunen lå i Storegade, de ville heller ikke være med til kun at indføre det i denne del af deres kommune. Men H.M. Thomsen og møller Poulsen tog toget til Ribe hvor de gik op på Herredskontoret for at forhandle sagen med herredsfogeden. Hvad der skete er ikke helt klart, om den blev kringlet som en del at sundhedsvedtægten får stå hen, men der blev i hvert fald taget kvælertag på Hunderupfolkene: hundeskatten blev indført. Hunde under 16 tommer skulle der betales 4 kr. om året og over, altså 42 centimeter, 8 kr. Det tog kun to år at gennemføre denne reform!

Men der var også andre end Borgerforeningen der havde lamper. I 1904 foreslog snedker M. Jørgensen fra Strygejernet at kommunen overtog lygten ud for hans ejendom. Det gjorde de så, som der står: Det overlodes til Smed Thomsen at ordne sagen. Skolegade der var blevet kommunal i slutningen af 1907 ansøgte efter et år om at få opsat 2 à 3 elektriske blus.

Kort forinden, i august 1905 vedtog sognerådet så kommunal gadebelysning med elværket som forsyningskilde - ingen tranlamper mere. Der skulle lige to sognerådsmøder og et hurtigt udvalgsarbejde til, så var den bøf. Man valgte det billigste Overslag og tilbud er på 730 Kr. 10. Men det blev bevilliget under Forudsætning af Amtets probation [det skal jo nok være approbation!]. Og der blev tegnet kontrakt for 10 år med Elektricitetsværket, det var omkring den tid købmand Chr. Hestbech lige var ejer af elværket og lige trådt tilbage som sognerådsformand.

I 1911 var kulminerede problemerne med strømforsyningen fra elværket og Borgerforeningen vedtog at arbejde for en mere tilfredsstillende ordning for forbrugerne af elektrisk lys. Der blev holdt et offentligt møde om sagen, men det kom der ikke noget ud af Mødet druknede i det danske Vrøvl, som redaktør Thomsen så diplomatisk skrev. Hovedproblemet var at få en gunstig overenskomst med den senere ejeren af elværket, Ingelev Christensen – han holdt fast på sin pris, og selv ikke truslen om oprettelse af en kommunalt elværk havde effekt. Det sidste var socialdemokraternes linje. Der førtes på den tid en heftig debat om kommunesocialismen, med redaktør Sundbo, Esbjerg som bannerfører. Redaktør Thomsen: Vi må nu se tiden an og afvente, hvad [borgerforeningens] udvalg kan udrette. Foreløbig får elektricitetsejeren nok den pris for sit lys som han forlanger, om det bliver godt lys, skal tiden vise. Når det drejede sig om gadebelysningen forelå der jo en 10-årig kontrakt med kommunen, men den enkelte forbruger havde jo næppe kontrakt.

Cykelkørslen

Læserbrev fra Bramming, underskrevet En Rejsende, der beklager sig over at indbyggerne ikke bruger cykellygter, og opfordrer de gående til at bære lygter på sig som lyser til alle Sider. Thi i Bramming vrimler det med cyklister der sætter deres lys under en skæppe.

Kloak i Storegade

For den nye by var kloakering et stort problem – spildevand blev bare udledt som man bedst kunne finde afløb. I 1907 blev der lavet en plan af Borgerforeningen, men i september 1908 var der endnu ikke sket noget, sagen var som Thomsen skrev, blevet henvist til et begravelses-udvalg. Når redaktør Thomsen fór i blækhuset var det fordi der var et værre svineri lige overfor hans bopæl: I går aftes blev en provisorisk kloakbrønd renset ved en ejendom på hjørnet af Storegade. Indholdet blev hevet op af brønden og hældt ud i Borgergade, og det løb ved siden af gaden helt over til Nørregade. Der blev en stank over hele byen, som ikke er til at beskrive. Nævnte udvalg fandt ingen løsning, men efter et møde med Hunderup, blev der dog vedtaget en plan. Herefter begyndte kloakeringen. Den var nu først færdig for Vestbyen i 1909/10.

I 1908 kom der gang i det i området Storegade, Borgergade, Nørregade. Men i Storegade var Hunderup jo jurisdiktion, og den var ikke så nem at greje som hundeskatten. Borgerforeningen havde en plan, og sognerådet nedsatte et udvalg (H.M. Thomsen, Søndergaard og M.A. Madsen) der forelagde en plan efter at have taget forholdene i betragtning samt konfereret med vejassistent V. Saaby, Ribe. Når man skulle have hjælp fra Ribe var det fordi sagen var kompliceret, men Saaby havde man vistnok tidligere konsulteret i forbindelsen med brobyggeri i Vibæk i 1904. Det var ikke det politiske med Hunderup i første omgang, men terrænforholdene i Bramming: idet det flade terræn forårsager at ledningen ikke kan sættes i forbindelse med den nuværende hovedledning. Det var et problem der skulle præge byen i mange år og det var vel først 50 år efter at problemet blev løst.

Men udvalget allierede sig med nogle fra Borgerforeningen og holdt et møde med alle implicerede, også de på Storegade der ikke var hjemmehørende i Bramming kommune, thi en ordning af kloakforholdene må ske i forening med beboerne i den del af stationsbyen, der hører under Vilslev-Hunderup Kommune for det denne ordning er til fælles bedste og den billigste. Det er jo også svært at forestille sig en kloakløsning i Storegade der ikke omfattede strækningen fra Sommerlyst til Industrivej/Møllevej, og navnlig dengang. Men det endte med at 34 lodsejere tilsluttede sig en fælles løsning, omfattende 42 ejendomme. En del lodsejere havde ikke tilsluttet sig, det var mest udenbysboende, men udvalget var fortrøstningsfuldt efter den stemning, som nu er at spore iblandt de interesserede, må [det] anses som sandsynligt at også de der endnu ikke har tiltrådt erklæringen, vil slutte sig hertil.

Sognerådets vedtagelse

Herefter indstille vi at Bramming Kommune under reservation af Amtets tilladelse yder et tilskud af 1.000 kr. at udbetale i 5 år med 200 kr. årlig, under forudsætning af

at nedlægning af stikledninger sker efter en af sognerådet godkent plan at der ved hvert stikledningsanlæg, som sker af flere lodsejere i forening oprettes overenskomstbetryggende for [omfattende] samtlige i anlæget deltagende

at der anlægges rendesten efter en nærmere af Sognerådet godkendt plan

at de i Borgerforeningens skrivelse [af] 4. jan 1908 opførte poster godkendes som fællesudgifter af Udvalget

at arbejdet påbegyndes snarest og skal i alle tilfælde være færdigt til 1'dembr d.å. under betryggende ledelse

at tilskuddet udelukkende kommer interessenterne i Bramminge kommune tilgode

Bramminge Sogneråd 12. septr. 1908

Således blev Storegade kloakeret. Der kom rendesten ved samme lejlighed. Men bemærk at tilskuddet kun omfatter beboerne i Bramming kommune; de der var så uheldige at bo i Hunderup, måtte bøde for det! Når der står, at arbejdet skal udføres under betryggende ledelse, er det vel fordi der skal være orden i tingene, vel ikke fordi smed Thomsen tænker på arbejderbeskyttelse?

Men også i østbyen var der problemer. Se her i august 1910: Gartner Jacobsens lille dreng på ca. 2 år faldt i går i kommuneskolens åbne kloakgrøft, der fører hen til Byggeforeningen [Lindegade], havde arbejdsmand H.P. Schmidt ikke hørt de andre børns råb ville barnet sikkert være omkommet, da Schmidt kom til stede var barnet omtrent under med hele kroppen. Hvor længe skal der også smøles med at få den grøft tildækket? – hvad redaktør Thomsen hentyder til er at sognerådet allerede to år før havde vedtaget at lægge grøften i rør.