Ledvogterne - Bramminginfo

Selvfølgelig var ledvogterne en del af banernes sikringssystem, dels skulle de sikre at toget blev afsporet ved at køre ind i krydsende trafik, dels skulle de sikre at almindelige mennesker og fæ mod at blive kørt ned at toget. Ledvogtere kunne undtagelsesvis have en mere speciel funktion, at holde berusere fra kroen: En mand der boede ad Ribevej til havde nogle ben der tit førte ham ad Kikkenborgs Krostue til, hans kone havde derfor truffet en aftale med Marie om at lukke bommene hvis han var i farvandet. Fru Devantier passede nemlig bommene ved overkørslen Storegade-Ribevej (det var inden Viadukten blev bygget) – overfor Kikkenborg.

Der var mange ledvogtere omkring Bramming, dels på banen Esbjerg-Lunderskov, dels på Ribebanen og på Grindstedbanen. Vogterhusene nr. 18 til 22 lå mellem Ilsted og Tømmerby, på Ribebanen var der nr. 1 og 2 og til Grindsted nr. 1-4. Altså i alt omkring 10 ledvogterhuse i Bramming kommune.

De fleste huse blev bygget samtidigt med banen, men ikke nr. 20A ved Kikkenborg der først blev bygget omkring 1900. Før den tid blev leddene betjent fra stationen. Det var først efter 1910 at der kom bomme her. Men det var altså her Devantiers regerede. De boede i 1901 ikke her, men i det vestligste vogterhus, nr. 22, der lå ved Bendixensvej (nedrevet 1969). Både Marie og Hans Peter var fra Øster Vedsted, blev gift i 1888 og flyttede til Gørding, senere til Bramming år 1900. Ellen Devantier har indskrevet sig lidt i danmarkshistorien, idet det var hende der stod ved de nedrullede bomme ved nr. 20A den 26.7.1913 kl. 16.12, da ulykkestoget kørte forbi. Sekunderne efter afsporedes toget ved Industrivej 10 og Brammingulykken var en realitet.

I anledning af ulykken blev hun afhørt af overbetjent J. Petersen den 29. og Ellen fortalte at da hun så toget komme ved ledvogterhus nr. 20 lukkede hun bommene ned og blev stående, indtil toget passerede hende. Toget kunne hun dårligt se for støv, da det kørte meget hurtigt, hvilket dette tog altid plejer. Der stod en mand fra Bramming, som hun dog ikke ved hvad hedder, og idet toget passerede sagde han Det kører meget hurtigt hvortil hun svarede Det gør det altid.

20A blev bygget af murer N.P. Hansen fra Gørding og nedrevet omkring 1979 – i mange år i nyere tid beboet af portør Tønning.

Vogterhus nr. 20

Kirkebogen i 1880 melder om at ledvogter Grabes kone Hansigne på 34 år fik Jeppe, men at han døde forinden dåb i kirken. De har nok boet i vogterhus nr. 20, der lå lidt upraktisk (for beboelse) idet det lå med Lunderskovbanen på den ene side og Ribebanen på den anden, lige ud for Bøgely – det blev også revet ned i 1955. Fra 1907 var det familien Højland der boede her, Anne Marie havde født fem børn – de flyttede senere til Funders alle. Andreas var aktiv i fagforeningen og ved faneindvielsen i 1940 slog han søm nr. 2 i på Dansk Jernbaneforbunds nye fane. Han døde i 1943 og der var mange der beklagede sig over at Socialdemokratiets fane ikke var til stedet ved begravelsen.

I Mulvad lå nr. 21 og her boede Aage Svendsen og han har fortalt: Vi boede de første elleve år i ledvogterhuset i Mulvad, og mens jeg var ved baneafdelingen, var Marie ledvogter. Når det var tåget lagde hun knaldsignaler ud, så togføreren [lokomotivføreren?] vidste, hvor toget befandt sig. Jeg var ikke særlig glad for at hun havde den tjans at farte rundt i tågen, men det bidrog til vores udkomme med ti kroner om måneden. Vogterhuset lå Snedkervej 1 og i 1901 var ledvogterne Lars Frederik Rasmussen og Anna, f. Hansen.

På Ribebanen var Jeppe Christensen ledvogter i nr. 2 der lå hvor den gamle hovedvej passerer over viadukten før Sejstrup. Han var ledvogter indtil sin død og han fotograferede for at tjene en ekstra skilling, har hans datter fortalt. Han har bl.a. taget (og hun har fremkaldt og kopieret) billedet fra starten på Grindstedbanen, man ser lokomotivet til venstre og derpå en række åbne vogne. Dette tog kørte kun fra Bramming til Vejrup. Her er begge hendes brødre med, både Marinus Christensen, Gabelsvej og Otto Christensen, Kbh., og vist også hende selv. En ledvogter måtte være parat til lidt af hvert: Ledvogter Jeppe Christensen måtte i 1908 cykle fra Sejstrup til Bramming for at skaffe en hjælpemaskine, da ribetoget var havareret ved overkørslen nede ved Sejstrup. En særlig ledvogter var Iver Olsen, Bramming mark, han var nemlig veteran fra krigen i 1864.

Fattigfolk

Ledvogterne var ligesom landpostbudene ikke blandt samfundets spidser. Marie K. Nielsen var et godt eksempel på det. Ledvogter Peder Nielsen kom til Bramming med sin noget yngre kone Marie Kathrine i 1916, han var da 71 og hun 45 år. Ved folketællingen i 1921 boede de i Lindegade, og husstanden omfattede desuden følgende prangende personer: Sigfred, der både er barn og kostebinder – sikkert Maries søn; Christian Haugaard der lever af fattigdomsunderstøttelse og frugthandler Anders Christensen som er anført som værende uden skatteevne.

Ledvogterne hørte til nederst i DSB-hierarkiet. De fik en ringe løn – til gengæld var huslejen i ledvogterhuset lav. Men at det første var tilfældet kunne man se at der på bestyrelsesmødet i Dansk Jernbane Forbund den 10.2.1915 forelå ikke mindre end to ansøgninger om hjælp, fra ledvogter H.P. Bendixen og fra K. Torp.

Kommandoposten

En vigtig del af sikringssystemet var kommandoposten – nu dirigeres al trafik fra Esbjerg. Men i 1928 skete der noget af en revolution, idet Bramming som station nr. 2 i Danmark fik et nyt sikringsanlæg med signalhus fra LM Ericsson i Sverige. Hermed blev en arbejdskrævende praksis afskaffet, nemlig at hvert tog før indkørsel skulle tage en togfører med fra stationen. I stedet blev der opstillet såkaldte togvejssignaler i hver ende af stationen.