Historien - Bramminginfo

Baggrunden for krigen i 1864 (2. Slesvigske Krig) skal findes i 1800-tallets nationalistiske strømninger, hvor tysk og dansk nationalisme kolliderede i spørgsmålet om hertugdømmet Slesvigs skæbne. Slesvig havde i århundreder hørt under den danske krone, men var samtidig et område, hvor der taltes både dansk og tysk. Da den danske konge i 1848 stillede i udsigt, at den enevældige styreform skulle afskaffes, rejstes der i København krav om en fri forfatning, som også skulle sammenknytte kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Det førte til et oprør blandt de tysksindende i Slesvig og Holsten, som i stedet ønskede et samlet Slesvig-Holsten. Resultatet var 1. Slesvigske Krig, eller Treårskrigen, der stod på fra 1848 til 1850, og hvor de slesvig-holstenske oprørere fik støtte fra Det Tyske Forbund og Preussen. Krigen endte med en delvis dansk sejr, hvor det lykkedes Danmark at holde hertugdømmerne adskilt, men på den anden side måtte opgive planerne om at samle Slesvig og kongeriget Danmark.

Treårskrigen løste imidlertid ikke det grundlæggende problem omkring Slesvigs skæbne som enten dansk eller tysk land, og i begyndelsen af 1860'erne brød konflikten ud igen. Da Danmark i 1863 søgte at udskille det tysksindende Holsten og samtidig knytte Slesvig tættere til det danske kongerige, stødte det på ny på protester sydfra, og i begyndelsen af 1864 erklærede Preussen og Østrig krig mod Danmark.

Til forskel fra Treårskrigen var det et nyt slagkraftigt Preussen under ledelse af jernkansleren Otto von Bismarck, som man stod over for. Danmark var derimod dårligt militært forberedt og var splittet med hensyn til, hvad man egentlig ønskede at opnå. Resultatet blev et nederlag både på slagmarken og ved forhandlingsbordet. Danmark tabte stort set hele Slesvig samt de to tyske hertugdømmer Holsten og Lauenborg, som blev samlet i det nye Tyske Kejserrige, der blev skabt under preussisk ledelse i 1871. Det dansk dominerede Nordslesvig blev dog genforenet med Danmark i 1920 efter det tyske nederlag i 1. verdenskrig.

Der skal mere end et blodigt nederlag på Dybbøl, et totalt nederlag på Als i juni og et besat Jylland til at knække danskernes selvtillid. Det kommer til at koste dyrt.

Krigen i 1864 kommer, fordi danskerne tror, at de er uovervindelige. Og det ændrer nederlaget ikke på.

Sådan ser det i hvert fald ud. For da Danmark skal forhandle om en fredsaftale, vil Danmark ikke acceptere de forskellige forslag til, hvor grænsen skal gå. Danmarks mål er stadig Danmark til Ejderen - altså syd for Dannevirke.

Danmark spiller sine kort så dårligt, at fredsaftalen 30. oktober koster dyrt. Grænsen bliver trukket ved Kongeåen syd for Kolding. Danmark har med et pennestrøg mistet 40 procent af sin befolkning og næsten 33 procent af sit areal.

Danmark var før krigen en stat med indflydelse i Europa. Nu er landet reduceret til en ministat uden noget at skulle have sagt. Den danske folkesjæl lider et knæk. Og frem til afslutningen af anden verdenskrig i 1945 fører Danmark en tilbagetrukket udenrigspolitik.

Da Sønderjylland (Nordslesvig) i 1920 atter kommer til at høre med under kongeriget Danmark, er det med andre landes hjælp.

Nederlaget betyder også, at Danmark mister indtægterne fra det rige Slesvig. Derfor bliver landet tvunget til at tænke nyt. I de følgende år opbygger Danmark sin industri og opdyrker heden til landsbrugsjord.