Jordspekulanten - Bramminginfo

Af C.K. Olesen

For 35 år [i 1894] siden solgte daværende kroejer Poulsen gamle Kikkeborg kro med hele jordtilligendet, hvorpå hovedparten af Bramming stationsby siden er opført, til købmand Schou for en sum af 90.000 kr. og fra den tid stammer byens opvækst. En del spredte huse var opført i forvejen, men det var først ved disse jorders udstykning, at der kom rigtig gang i byggeriet. Medvirkende hertil var at der dengang var pengerigelighed, så der gaves gode lån til rimelig rente. Enhver kunne bygge uden at eje synderligt.

En daværende maler Eriksen, der ikke var beslået med mønt, byggede således 3 ejendomme: det nuværende forsamlingshus, skræddermester Jepsens ejendom i Storegade samt cykelhandler Nissens forhen tilhørende ejendom i Nørregade. Og endelig ikke at forglemme storentreprenøren Albrektsen, hvem adskillige huse i Bramming skylder sin tilblivelse.

Landbodagbladet 1898 nr. 14: - Læge P.N. Fenger har til rebslager [Hans P.] Albrechtsen solgt byggegrund på 20.000 alen2 ved vejen efter Bramminggård. Som betaling er givet den 2-etages ejendom som A. for tiden lader bygge ved stationen, betingelse er at bygningen er færdig 1. maj.

Kort tid efter at Schou havde købt kroen, solgte han denne med en del af de nærmest tilliggende jorder til Guttorm Sørensen fra Vilslev for det meste af summen han havde givet for det hele. Guttorm Sørensen begyndte straks med ombygningen af den gamle kro. Først blev rejsestalden, der lå ovre på modsatte side af chausseen, hvor nu købmand Øllgaard har forretning Storegade 11, flyttet overfor den østre ende af kroen med kun en gang imellem. Året efter blev det nye hotel opført og skiltes fra den gamle kro af den nye rejsestald. Efter indflytningen i det nye hotel blev den gamle kro nedrevet.

Læge Fenger

Resten af Kikkenborgs jorder, beliggende ved Nørregade, Storegade, Ribe landsvej og det hele mellem jernbanestationen og lægeboligen [Jernbanegade 8] solgtes så af Schou til læge Fenger, der udstykkede dem til byggegrunde for eventuelle liebhavere. Læge Fenger havde ved siden af sin lægegerning mange interesser, han var bl.a. teglværksejer, idet han havde købt det gamle teglværk, som lå nede på Hovedgårdens mark, og han lod så teglværket indrette med dampdrevet maskinkraft.

Og nu fik han lyst til at være med i legen om Kikkenborgs jorder. Der fortaltes dengang, at de to – begge sympatiske personligheder, men med hensyn til handelstalent var doktoren købmanden langt underlegen – handlede en formiddag om jorderne uden at blive enige, men efter at doktoren havde spist til middag, bestemt han sig til at betale den forlangte pris. Han gik så over til Schou, der var ved at få sin middagssøvn, for at sige ham, at han så tog jorderne. Sågerne, svarede Schou, men det blev ikke til den om formiddagen aftalte pris, og Schou nævnede en pris, der lå betydelig højere, og så skulle Fenger endda snart betænke sig. Måske det inden aften ville stige endnu højere. Doktoren måtte bide i det sure æble og betale den af Schou bestemte pris.

Købmand Schou, der dengang boede i sin nyopførte ejendom Storegade 1, lige overfor Kikkenborg, hvor nu købmand Nilsson bor, var en djærv personlighed, der ikke let lod sig dupere. Han var altid oplagt til spøg, og da han stadig slog et slag hen på stationen og gerne var klædt som almindelig arbejder, kunne han komme ud for lidt af hvert. En dag, han var henne på stationen, steg en pæn handelsrejsende ud af toget og henvendte sig da til Schou, om han ville tjene 25 øre ved at bære en håndkuffert hen til købmand Schou, hvem han skulle besøge. Schou påtog sig hvervet. Da den rejsende senere ankom og opdagede, at det var selveste Schou, der havde båret hans kuffert, blev han udseende således, at det lettere kan tænkes end beskrives.

Da Schou købte grunde i Esbjerg

Da den vilde spekulationstid rasede i Esbjerg og også smittede i Bramming, kom Schou også med i legen, han havde da afhændet sin store forretningsejendom lige overfor hotellet til Brygmann og opført den ved siden af, hvor nu Købmand Andersen har forretning, dengang kun til privatejendom, senere af Hestbech omdannet til købmandshandel. Men som den forsigtige mand, han var, vovede han sig ikke for langt ud.

Men en aften for det som en løbeild gennem Bramming, at Schou var kommen fra Esbjerg og havde på hånden et jordstykke til en pris af 144.000 kr. Jordstykket bestod af 4 tdr. land ved Boldesager bryggeri, og vilkårene blev sagt at være så favorable, at der var store penge at tjene. Men for at købe jorden skulle dannes et aktieselskab, eller nærmere interessentskab, bestående af 12 gode mænd, hverken færre eller flere. Ja, hvem der kunne komme med der, han behøvede næppe at bestille mere i sin levetid, tænkte folk. Så stor var tilliden til Schou. Flere blev vejede og fundne for lette, men endelig lykkedes det at få selskabet dannet med 12 fintklingende navne fra byen og omegnen. – Slutningsakten er vist så bekendt at jeg ikke skal komme nærmere her ind på.

Da krakket kom

Efter den vilde spekulation i byggegrunde kom krakket her, som i Esbjerg, og de sved hårdt til mange, men særligt gik det ud over to af Brammings bedste borgere: Læge Fenger og snedkermester Martin Hansen, der begge gik konkurs og derpå med deres familier udvandrede til Amerika.

Læge Fenger havde i banken fået et lån på 8.000 kr. på sine jorder, bestående af hele Fengers alle – opkaldt efter ham – samt ikke så få andre grunde. Dette lån fik han opsagt, og da det ikke var ham muligt at rejse pengene, måtte han gå fallit. Nu koster den lille grund hvorpå Vestkysten for tiden opfører ejendom, det meste af nævnte sum, skønt denne grund kun er en ringe brøkdel i forhold til de jordarealer, der dengang tilhørte læge Fenger.

Martin Hansen

Ikke bedre gik det Martin Hansen. Han holdt sig endda længe, men blev så revet med i slutningen af den vilde periode. Han købte nogle grunde og anlagde på P. Haulrigs tilskyndelse Listefabrikken.  Haulrig skulle nemlig være leder deraf. Efter nogle års forløb gik det hele konkurs, skønt Martin Hansen og hustru sled i det for at holde det gående. Han tog så ligesom Fenger billetten til Amerika, men han var for gammel til at omplantes, og så vidt jeg har erfaret om ham senere, blev det en glædesløs tilværelse, han fristede der. Fenger skabte sig vist en god praksis derovre, men han har nok aldrig kunnet glemme Bramming. Ved hans afrejse indeholdt Landbodagbladet to artikler om ham, den ene skrevet af forstander Ravn, Efterskolen. I disse to artikler blev givet udtryk for den agtelse, Fenger havde skabt sig her i byen, og den oprigtig sorg, hvormed man så ham forlade byen, hvis gode borger han havde været, selv om forholdene havde vist sig stærkere end han. Vi gengiver her en af artiklerne:

”Da hr. Fenger med familie i går forlod Bramming for bestandig, følte jeg stærkere end nogensinde, at den Gud Mammon – de blanke daleres herskere – er en ubarmhjertig gud, der lukker menneskers hjerte, så de ikke kender skånsel. Her har denne gud i alt fald øvet et hærværk, der er mere end almindeligt og almindeligt beklageligt, thi den, der kender lidt til Bramming stationsbys historie, ved, at kun få har omfattet denne nybyggerby med så stor kærlighed som dr. Fenger, og derfor er hans navn ganske naturligt knyttet til en mangfoldighed af foretagender, i hvilke han virkede inspirerende og ledende til trods for, at hans egne sager lagde så stærkt beslag på ham, og det skal derfor nok mærkes, at byen har mistet en begavet mand, for hvem det at leve er at arbejde.

Men ikke mindre beklageligt er det, at egnen nu har en dygtig og diskret læge mindre, og at Bramming har mistet et af sine forstående hjem i åndelig henseende. Både Fenger og Kirketerp er præstenavne med god klang, og det er derfor ret naturligt, at man indenfor dr. Fengers tærskel følte sig i et i bedste forstand dannet hjem – et af dem en nybyggerby har så svært ved at undvære, fordi et sådant hjem mere end mange aner, er med til at bestemme retningen, i hvilken udviklingen kommer til at gå, derfor er det dobbelt trist at tænke på, at forholdene tvinger denne familie til ikke blot at forlade Bramming, men også det land, i hvilket den hører hjemme og føler sig hjemme.

Fra denne egn følger dem mange gode ønsker om en lykkelig fremtid. Bramminge Efterskole, den 30. marts 1903. Jørgen Ravn.”

Byttehandel. Købmand Wimmelmann har bortbyttet den afdøde landmand Lauge-Sørensen tidligere tilhørende ejendom nordvest for Bramminge med et fotograf Olsen tilhørende hus ved Varde Landevej. Olsen giver 3.500 i bytte og agter efter forlydende at sælge besætningen og udstykke jorden til byggegrunde. 5.11.1897

Tillæg:

Erling Agersnap skrev 1916 om følgerne af spekulationen – noget CKO ikke kom ind på, så det tager vi her: ’En ejendom som læge Hinkbøls, der nu vel nok er sine 25.000 kr. værd, solgtes for 9000 kr. [efter spekulationsbølgen]. Mangt i byen stod nu i stampe, og byen selv gik nærmest tilbage, så den i 1901 kun talte 709 indbyggere

Først om ved årene 1903-05 begyndte byen igen at komme til kræfter og voksede så ret jævnt og sundt, fik apotek, elektrisk lys, kloak m. m. og er nu ret en moderne by med 1.600 indbyggere og en hel del industrielle virksomheder og alle offentlige kontorer og institutioner fra bank, arrest og telegrafstation til hotel, fæstekontor og palmehave’.