Kammerslusen

Kammerslusen

Kammerslusen er navnet på den sluse der ligger ved Ribe Ås udløb i Vadehavet. Den blev bygget i 1912 i forbindelse med anlæggelse af et havdige 1911-1915 der blev opført efter flere stormfloder med vandstand helt op til 4,41 meter over daglig vande i Ribe; Det 15 km lange dige, der gik fra ladepladsen Roborghus ved Tjæreborg i nord, til Vester Vedsted i syd, skulle sikre de lavtliggende områder bagved mod oversvømmelse og stormflod. Slusen, der består af to sæt porte, skal bringe skibene fra et vandstandsniveau til et andet og udligne den normale tidevandsforskel i Vadehavet på cirka to meter. Kammerslusen er også navnet på det store bygningskompleks der ligger lige ned til åen og som indeholder restaurant, festlokaler og værelser.

Ribe Å afvander et område på 720 km2. Den eneste forbindelse mellem åen og Vadehavet går gennem Ribe Kammersluse. Der løber gennemsnitligt 15.000 liter vand i sekundet gennem slusen og ud i Vadehavet.

Efter en storm, hvor slusen lukker, og der er megen nedbør, kan der løbe op til 4 gange så meget.

Ribe Kammersluse ligger centralt placeret midt i Nationalpark Vadehavet. Slusen er den ene af de to vestvendte kammersluser i Danmark. Slusen i Hvide Sande forbinder Vesterhavet med Ringkøbing Fjord. Ribe Kammersluse er Danmarks eneste kammersluse, hvor en å løber igennem.

Kilder:

Wikipedia

Kammerslusen_A2skilte_WEB.pdf/Nationalpark Vadehavet-Esbjerg Kommune

landskabsgang.dk/RIBE-AA/

ribe.nu

historiskatlas.dk

kulturarv.dk/slks.dk

Restaurant Kammeslusen har en hyggelig krostue, restaurant og festlokaler og mulighed for overnatning. Der er mulighed for udeservering i de smukke omgivelser. Det er muligt at leje kanoer, og på en lidt blæsende dag er der mulighed for at sidde ude og samtidig nyde lidt mad og/eller en forfriskning i læ i en af de smarte strandkabiner. Især i højsæsonen er det en god ide at bestille bord, strandkabiner og eventuelt kanoer i forvejen.

Kammerslusens menukort er komponeret ud fra de muligheder friske lokale råvarer giver mulighed for - alt efter sæsonen.

Lidt om Ribe å, stormfloder og Kammerslusens historie

Åen

Ribe Å har gennem historien været byen Ribes livsnerve og vigtigste transportvej, men større skibe, svigtende vanddybder, sandbarrer, besværlige åslyng med mere, gjorde det efterhånden vanskeligt at besejle åen, og dens ydre løb blev allerede i 1855 placeret i den gravede kanal, hvor den stadig løber.

Engang var Ribe Å – også kaldet Nips Å eller Far Å (den farbare å) – en vigtig handelsvej fra Ribe til resten af Europa. Store skibe lagde til ved Vadehavskysten, og varerne blev fragtet til og fra Ribe på mindre skibe og pramme.

Åen sandede til pga. tidevand og åens mange slyngninger, så 1855-1856 blev der gravet en næsten 3 km lang kanal med et mere direkte forløb, og åen fik et nyt udløb mod nord.

Håbet var, at kanalen ville øge skibstrafikken til Ribe, men da havnen i Esbjerg blev vedtaget i 1868, mistede Ribe sin betydning til den nye by.

Åens lave vandstand førte til, at åslyngen i 1918 blev skåret over ved Ribe Holme for at lette gennemstrømningen. Dermed var Nordeuropas største åslynge ikke længere en del af sejlruten. I 1954 blev omfartsvejen omkring Ribe bygget, og den nye dæmning lukkede for større skibe.

Der har været planer om at den nuværende bro skulle laves som en klapbro så større skibe igen kunne komme igennem, og planerne var så fremskredne at der var anlagt en parallel vej med tilhørende bro, der skulle bringe trafikken frem, mens arbejdet med renovering af omfartsvejen og anlæggelsen af klapbroen stod på - men på grund af fejlberegning af prisen på klapbroen og på grund af stridigheder omkring nødvendigheden af en klapbro, blev arbejdet stoppet og alle midler til renovering af omfartsvejen og anlæggelse af klapbroen blev fjernet og anvendt til andre formål. Så den nedslidte omfartsvej kan stadig få trafikken til at sande til - ligesom åen i sin tid sandede til og stoppede videre udvikling. Der er dog muligvis stadig midler til renovering af omfartsvejen.

Ribe Å set mod vest fra Hovedengen - langs åløbet og i forgrunden Skibbroen, hvor everten Johanne Dan ligger til kaj. Foto: Privateje

Fra 1891 og fremefter foretog Ribe Kommune et intenst lobbyarbejde over for Regeringen og Rigsdagen for at skabe opbakning til en uddybning af Ribe Å. Belønningen kom i 1904 med nedsættelsen af en kommission under Ministeriet for offentlige Arbejder, der skulle udtænke ideer til løsning af Ribes økonomiske problemer, havneforholdene især. Flertallet kunne ikke anbefale statslige investeringer i havneanlæg, men ville nedsætte fragtpriserne på varer, der kom med toget fra nord, og anbefalede opførelsen af større statsinstitutioner i byen (åndssvageanstalt, seminarium mv.).

Ribes borgmester C.A. Tvermoes var derimod en tilbageskuende mand og fandt, at kun en forbedring af besejlingsforholdene ville kunne bringe Ribe på fode igen. Men de nye og større skibe stak dybere og havde brug for havne med direkte adgang til havet. Vanddybden i Ribes havnebassin var blot 1,5 m og åen lavvandet og slynget. Derfor måtte større skibe ankre op ved Skøgum Red ved Ribe Å’s udløb og omlade lasten til mindre fartøjer.

I dag må nok alle erkende at Ribes tid som havneby er forbi - når det gælder transport af gods. Når det gælder sejlende turister og en eventuel turistfart mellem byen og slusen er det en anden sag, så vi har nok ikke hørt det sidste om en klapbro eller et alternativ til en klapbro.

Stormfloder

Når havet stiger til mere end 3 m over daglig vande ved Ribe Kammersluse, kaldes det stormflod. Af sikkerhedshensyn lukkes både de ydre og indre stormporte dog allerede ved vandstande på 2,50 m over daglig vande. En alvorlig stormflod opstår typisk, når en kraftig storm stuver vandet ind mod den lavvandede kyst, og det falder sammen med én eller flere andre faktorer: det daglige højvande, springflod ved fuld- eller nymåne, og fjernbølgen skabt af det lavtryk, der forårsager stormen.

Den 3. december 1999 fik den kraftigste orkan nogensinde i Danmark måleren i Ribe til at bryde sammen ved 5,12 m. Vandstanden var sandsynligvis oppe på ca. 5,50 meter over normalen. Hvad der er mere fantastisk: Vandstanden blev målt ved ebbe. Havde orkanen ramt ved højvande, ville vandstanden være 1-1½ meter højere, og både have slået rekorden fra 1634 og være tæt på at kravle over de 7 meter høje diger ved Ribe. Flere diger ved Rejsby og Ballum blev gennembrudt.

Gennem de sidste to tusinde år er der med alle kildemæssige forbehold optalt 500 stormfloder i området fra Darum til Elben, hvoraf 75 har ramt Ribe.

I 1362 indtraf i januar måned således en af de største katastrofer i Vadehavets historie ved »Den Store Manddrukning«. Ifølge overleveringerne omkom mere end 200.000 mennesker, og dele af landet forsvandt. Dette kan ikke rigtig verificeres i dag.

År 1634, den 11. oktober under en voldsom stormflod – med en vandstand på ca. 6 m over daglig vande – stod vandet højt i Ribes gader, og i Domkirken kan man stadig se vandstanden markeret på søjlen ved prædikestolen: 1,70 m over gulvhøjde.

Om denne »vandflod« skrev Ribes daværende borgmester Hans Friis bl.a.: »Anno 1634 imellem den 11. og 12. Oktober om Natten, da den nye Maane begyndte at tændes, opkom en Vandflod, som var meget forskrækkelig op paa 3 Timers Tid, fra Klokken var 11, og til klokken var 2, voksede saa stor og høj, at den gik tværs igennem Ribe Domkirke.«

Stormflodssøjlen på Skibbroen. Set mod nord med Hovedengen i baggrunden. Foto: Privateje

På Stormflodssøjlen på Skibbroen er vandstanden i 1634 markeret med et bronzebånd som højest målte vandstand efterfulgt af stormflodsmærkerne fra 1825, 1911, 1909, og 1904.

Året 1911 markerer således et forhåbentligt sidste kapitel i stormflodernes ødelæggende kraft i Ribemarsken, idet man ved opførelsen af havdiget fik lagt Vadehavet i lænker. Men i 1999 var disse lænker altså lige ved at blive sprængt.

Når sluserne i Vadehavet lukkes under stormflod, kan åernes vand – bagvandet – ikke løbe ud i Vadehavet. Det breder sig i stedet ud over de lavere liggende områder, som oversvømmes. Hvis en stormflod er særlig langvarig, og det samtidig har regnet meget, så vandføringen i åerne er høj, kan oversvømmelsen brede sig og give problemer for mennesker, dyr og bygninger. Beskyttelsen mod havets stormfloder har altså nogle ulemper, fint formuleret i det frisiske ordsprog: »Drukner vi ikke i havvand, drukner vi i bagvand«.

Når der i flere dage har været store mængder nedbør og dette har været kombineret med en stærk vestenvind, opsamles der store mængder vand, der oversvømmer store dele af Hovedengen. Man har set oversvømmelser helt op til hovedvejen - det er dette fænomen der kaldes bagvand.

De 10 største stormfloder ved Ribe angivet efter vandstand:

1: 11. oktober 1634: 6,01 meter.

2: 3. december 1999: 5,50 meter.

3: 27. november 1825: 5,33 meter.

4: 24. november 1981: 5,01 meter.

5: 3. januar 1976: 4,70 meter.

6: 26. januar 1990: 4,53 meter.

7: 23. november 1928: 4,50 meter.

8: 27. oktober 1936: 4,50 meter.

9: 5. november 1911: 4,40 meter.

10: 15. januar 1968: 4,22 meter.

Slusen

Med byggeriet af en kammersluse imødekom man behovet for afvanding og sejlads. Byggeriet af slusen blev udført af ingeniør N. C. Monberg. Entreprisesummen var 442.000 kr.

I august 1911 bankede man de første planker til spunsvæggen ned i åbunden, men en heftig stormflod den 6. november samme år satte anlægsarbejdet kraftigt tilbage. Diget blev flere steder nedbrudt, og materiellet og mandskabsbarakkerne skylledes bort og havnede helt inde mellem Mejlby og Nørre Farup flere kilometer derfra.

Året efter var man dog klar til opstilling af sluseportene, og jordarbejder på begge sider af slusen påbegyndtes.

Digets skråninger ved slusen blev beklædt med sten hentet op i Kattegat, losset i Fredericia og dernæst kørt per jernbane til Ribe, hvorfra de på pramme fragtedes til slusen.

På Kammerslusen er opsat et skilt med årstallet 1912, der markerer, at selve byggearbejdet har været tilendebragt. Jul og nytår samt dårlige vejrforhold udsatte dog ibrugtagningen. Men den 6. januar 1913 blev kanalens løb, der under byggearbejdet var ført syd om slusens kammer, stoppet med 20.000 sandsække, og vandet ledt ind gennem Kammerslusen.

Over det ydre hoved på Kammerslusen blev der anlagt en skydebro til den gående trafik, mens der over slusekammeret opførtes en dobbelt klapbro, som blev manuelt betjent, og som kunne benyttes af specielt områdets landmænd.

Klapbroen blev taget ned omkring 1971, og først 20 år senere kom der atter en bro. Også den kan åbnes og lukkes, så skibe kan passere slusekammeret.

Indtil 1980 var Kammerslusen ejet og drevet af staten, hvorefter opgaven og ejerskabet overgik til kommunen. Til slusen var der oprindelig tilknyttet to boliger – en på hver side af slusekammeret. Slusemesterboligen ligger på nordsiden af åen, og slusemedhjælperboligen ligger på åens sydside. Stillingen som fast medhjælper blev dog nedlagt i 2002, og boligen solgt.

Slusepersonalet var til rådighed hele døgnet, og arbejdsinstruksens §4 fra 1957 lyder:

»Som almindelig regel gælder, at den vagthavende slusepasser skal opholde sig i nærheden af slusen. Under rolige vejrforhold etc. tillades det ham dog, for muligt at gøre sig nyttig på anden måde, at fjerne sig indtil 1 km fra slusen under forudsætning af, at der ved denne er sådan vagt, at slusepasseren af denne vagt til enhver tid kan tilbagekaldes«.

I dag er det Ribe Sejlklub der udfører slusning på vegne af Esbjerg Kommune

Bygninger

fritidshuse

Omkring 1930 byggede en række af byens borgere små, pittoreske sommerhuse langs Kanaldiget, så der efterhånden opstod et lille kulturmiljø ved slusen, hvor ejerne kunne nyde naturen, dyrke sejlsport, jagt og fiskeri. De bevarede ældre huse har i flere tilfælde en charmerende hjemmegjort karakter mindende lidt om kolonihavehuse. De nyere huse er ofte forsynet med panoramvinduer og store terrasser.

Også en vandrutsjebane til fælles moro blev der bygget, og i åen arrangeredes svømmedyster, kaproning m.m.

Kanalhuset

På en lille banke på åslyngens nordvestlige side ligger Kanalhuset, som var kro og udflugtssted. Huset blev opført i 1855 samtidig med byggeriet af kanalen. Det var et simpelt træhus, som lå så tæt på åen, at det måtte opføres på pæle. Efter en stormflod i 1881 skred dele af huset i åen, og et nyt grundmuret hus længere oppe på land stod færdigt i 1883. Under sommerens høslæt var der mange besøgende, både fra Ribe og Fanø. Kanalhuset fungerede også som karantænestation. Hvis der var mistanke om kolera eller andre smittede sygdomme, blev den syge isoleret i Kanalhuset, og det gule karantæneflag blev hejst.

Den nybyggede sluse blev udflugtsmål for utallige skoleklasser og familier. Mens kroen på Kanaldiget(Kanalhuset) og kroen på Yder Bjerrum tidligere havde været ripensernes foretrukne udflugtsmål, skiftede interessen efterhånden til fordel for det mere spændende kammersluseanlæg.

Kroen på kanaldiget(det gamle Kanalhus) var oprindeligt karantænestation for søfarende fra omkring 1855, mens kroen på Yder Bjerrum ved den tidligere indsejling i Ribe Å havde fungeret som kro siden 1400-tallet. Et kortvarigt opsving indtraf dog, da »digebørsterne« (digearbejderne) holdt deres indtog ved Vadehavet.

Christian II udstedte i 1517 fiskerettigheder til byens borgere, og rester af dem har Kanalhusets ejer stadig, nemlig tilladelse til at fange ål og udleje stangfiskeri.

Kanalhuset var i Mikkelsens slægt i de fleste af årene. Hans Thøgersen Mikkelsen overtog huset i 1874 og drev huset til sin død i 1925. Herefter overtog enken, Maren Mikkelsen. Hun drev huset til sin død i 1937. De senere år med hjælp fra sin søn Marius Mikkelsen og hans hustru, som herefter overtog huset.

Kanalhus Kro lukkede i 1960. I dag ligger kanalhuset som en ruin.

På historiskatlas.dk kan kanalhuset ses som ruin på luftfoto fra 2016 og med kortluppen (lavlandskort 1901-1945) visende lokationen

Kroen på Yder Bjerrum

Stik syd for Ribe Ås gamle udløb i Vadehavet ligger Yder Bjerrum. Engang lå Yder Bjerrum lige ved Ribe Ås udløb, men åmundingen blev flyttet 1855-1856 for at skabe en ny kanal med mere direkte adgang til Ribe. Det gamle udløb er efterhånden sandet og vokset til.

Gården ligger på en naturlig forhøjning, og Bjerrum betyder netop bjerg, bakke eller banke. I Vadehavsområdet kaldes disse naturlige eller menneskeskabte forhøjninger for værfter, og man kan se Yder Bjerrum på lang afstand. Før Ribediget stod færdigt i 1912, lå gården helt ubeskyttet for tidevand og stormfloder; kun i sikkerhed på sandbanken.

Yder Bjerrum har været beboet siden middelalderen. I 1214 hed stedet Byargum; i 1291 Wæstærbiargum. I 1200-tallet var der to gårde, Østergården og Vestergården, som tilhørte kong Christoffer I. Han døde i Ribe i 1259, og hans dronning, Margrethe Sprænghest, skænkede Bjerrum og andet gods til Ribe Domskole ved Ribe Domkapitel som betaling for det kapel og den gudstjeneste, hun fik indstiftet ved domkirken til kongens ære.

I middelalderen var der teglovne ved både Yder og Inder Bjerrum, og teglstenene blev lavet af marskens klæg. Fra den tid har arkæologerne fundet en bebyggelse med rester af bygninger og munkesten samt kakler fra renæssancen.

Indtil Reformationen i 1536 tilhørte en af gårdene et nonnekloster i Ribe. Derefter overgik gården igen til Ribe Domkapitel. Vi kender navnene på nogle af de to gårdes beboere, bl.a. Tocke Christensen i 1585 og Niels Clausen i 1606. Østergaarden blev forladt sidst i 1600-tallet, efter at flere stormfloder havde hærget den.

Den 25. juni 1668 kom Yder Bjerrum igen i kronens eje og senere i privateje under Lindeved gods. Yder Bjerrum hører til Vester Vedsted sogn, og i 1721 var gårdens yder, Peder Pedersen Bierum, en velhavende herre, som fik biskoppens tilladelse til at bygge fire stolestader i Vester Vedsted Kirke til sin familie.

Gårdens placering ved et stort trafikknudepunkt med sejlads og omlastning ved Ribe Å og Vadehavet gav gode muligheder for at tjene på de handlende. Fra 1400-1500-tallet var der en kro, hvor de søfarende kunne få mad og drikke, når de lagde til. Stedets betydning understreges af, at det var herfra, Christian V i 1661 sejlede fra Ribe.

Se placeringen af Ydre Bjerrum ved det gamle åløb på historiskatlas.dk læg på kortet også mærke til å-forløbet før gennemskæringen af Ribe Holme.

Da åmundingen blev reguleret i 1855-1856, var det ikke længere nødvendigt for søfarende at lægge til; i stedet levede kroen af arbejderne fra sommerens høslæt og turister, som tog på søndagsudflugt til marsken og Bjerrum Kro. I 1867 overtog slægten Thygesen gården, og krodriften fortsatte indtil 1923, da familien flyttede den til Kammerslusen, som var blevet et nyt udflugtsmål. Yder Bjerrum drives som landbrug.

Pavillonen

Med diget og Kammerslusen ændredes folks udflugtsmønstre. De bilede, cyklede og sejlede til den nye seværdighed for at nyde udsigten og se bådene passere gennem slusekammeret. Efter en række forsinkelser på grund af Første Verdenskrig var Ribe Holme og Petersholm desuden blevet gennemskåret i årene 1918-19, hvilket medførte en øget trafik af private både på åen.

Derfor flyttede ejeren af kroen på Yder Bjerrum sit gæstgiveri til Kammerslusen i 1923, hvor der opførtes en pavillon, en rød træbygning med hvide sprossevinduer og lukkede verandaer.

Om aftenen kom der som i dag spisegæster. Dette antal øgedes, da kommunen i 1940’erne anlagde en vej derud, nuværende Bjerrumvej.

Når man tidligere tog ud til »æ Slues« var det ofte for at spise stegt ål med flødestuvede kartofler. Der blev naturligvis serveret så mange stykker, at de afpillede ben kunne danne en ring langs tallerkenens kant.

Den smukke pavillon blev flammernes bytte en oktobernat 1988, hvor en eksplosionsagtig brand på få minutter lagde den gamle træbygning i aske.

Bygningen blev erstattet af den nuværende moderne rødstensbygning.

Kiosken

I sommerhalvåret bragte rutebådene, Svend og Kristine, hver eftermiddag passagerer fra nær og fjern ad åen fra Ribe til Pavillonen ved Kammerslusen. Heriblandt mange børn på skoleudflugt. For at kunne betjene det unge publikum med is og slik fandtes der en lille kiosk.

Et særligt problem udgjorde isen og drikkevandet, idet der i starten hverken var indlagt el eller vand i Pavillonen. Derfor måtte der hver dag hentes frisk vand til kaffen og isblokke til isskabet inde fra byen. Mens børnene bestormede kiosken, stimlede det voksne publikum ind i restauranten, hvor de fik serveret deres eftermiddagskaffe

Sluseboliger

Slusemesterboligen ligger på nordsiden af åen, og slusemedhjælperboligen ligger på åens sydside. Stillingen som fast medhjælper blev dog nedlagt i 2002, og boligen solgt.

Kammerslusen

Restaurant Kammerslusen er den bygning der blev opført efter pavillonen der brændte i 1988. Bygningen indeholder krostue, restaurant, festlokaler og værelser. Der er mulighed for kanoudlejing og der er udeservering. Når blæsten bliver for fremherskende er der mulighed for at sidde i læ i en af de smukke strandkabiner. Kabinen er lukket i 3 sider og med vinduer. Kabinen kan drejes efter vinden, men oftest er åbningen mod øst. Kabinerne har plads til op til seks personer.

Diget

I Vadehavsmarsken kan man beskytte sig mod oversvømmelser på to måder: Med værfter og med diger. Værfter er kunstige forhøjninger af jord, som husene bygges ovenpå. Derved kan vandet løbe uden om huset uden at nå op og trænge ind. Fra Holland kendes værfterne tilbage til førromersk jernalder, dvs. før Kristi fødsel, men i Danmark begyndte man først at bygge værfter i begyndelsen af middelalderen. Der findes stadig værfter i dag, som er meget tydelige i den flade marsk. Eksempelvis Yder Bjerrum.

Digerne langs store dele af den danske Vadehavskyst er ligeledes medvirkende til at holde vandet væk fra marskområderne. Det ældste dige er Tønderdiget fra 1555, men de fleste er af nyere dato.

Stormfloderne i 1909 og 1911 blev begyndelsen på inddigningen af den nordlige del af marsken.

Vadehavs- og marskområdet strækker sig langs kysten fra Den Helder i Holland til Blåvandshuk i Danmark. Marsken er frodig, da den består af klæg, og har derfor altid haft stor betydning for områdets landbrug og økonomi. Klæg dannes af fine lerholdige materialer, som tidevandet aflejrer, når det trækker sig tilbage fra et højvande.

Tidligere blev marsken især brugt til græsning og til at producere hø. Høet blev ofte ødelagt eller drev bort under stormfloder. Stormfloderne udgjorde således en stor risiko for menneskets eksistensgrundlag i området. For at undgå stormflodernes ødelæggende virkning har man bygget diger langs de fleste vadehavskyster, således også her ved Ribemarsken.

Når marsken ved Ribe ikke fik et havdige før i 1912, skyldtes det blandt andet de vanskeligheder, de store vandløb Ribe Å og Kongeåen gav. Et dige ville nemlig også kræve bygning af dyre sluser, så åernes vand fortsat kunne komme ud i Vadehavet. Det var en stor opgave, som lodsejerne, der ville have nytte af diget, ikke magtede at finansiere alene. Skulle Ribe-diget bygges, måtte der offentlige midler til. Det areal, der kunne beskyttes var på 6.800 ha. fordelt på 850 lodsejere. Disse tilbød at betale 675.000 kroner svarende til en tredjedel af de samlede anlægsudgifter.

Efter et ihærdigt arbejde lykkedes det at skabe et politisk flertal for digebyggeriet, og den 30. april 1909 stadfæstedes loven herom.

Intro Sode 1 Side 2 Side 3 Side 4

Torsdag den 20. juni 1912, havde Ribe Stifts-Tidende

hele avisen (4 sider) fyldt med tekst og billeder

af digebyggeriet.

Se oversigt i fanebladene.

Se avisen som PDF her

Efter vedtagelsen i 1909 fik den nedsatte digebestyrelse travlt. Sammen med Ribes Havne- og Besejlingsudvalg måtte den tage stilling til, om der ved Ribe Å’s udløb i Vadehavet skulle bygges en kammersluse, hvor både kunne passere, eller en billigere afvandingssluse uden mulighed for gennemsejling. Der blev opnået enighed om at rette en henvendelse til staten om kammersluseløsningen.

I Rigsdagen blev sagen om en almindelig afvandingssluse kontra en kammersluse stærkt diskuteret, men det endte med et flertal for en kammersluse. Dermed bevarede Ribe adgangen til havet.

Digebyggeriet langs Vadehavskysten foregik 1911-1915. Ribediget stod færdigt i 1912. Under byggeriet kom en ny stormflod i 1911, som forsinkede arbejdet og understregede, hvorfor det 6 meter høje dige var vigtigt. Diget blev forhøjet og forstærket i 1924, 1978-1980 og i 1990’erne, og foran diget er der dannet ny marsk.

Anlægget af Ribediget var allerede vedtaget, da stormfloden ramte i 1911. Ribediget blev bygget i 1912, og Kammerslusen kom til to år senere. Rejsbydiget blev påbegyndt i 1923, og Darumdiget til Sneum stammer fra 1927-1929. Dertil kommer de mindre diger omkring Sønderho og ved Mandø. Der er ikke bygget diger fra Esbjerg og nordpå.

Efter Kammerslusens opførelse blev området omkring slusen et udflugtsmål for egnens beboere. Der etableredes rutefart mellem slusen og Ribe. Skoleklasser tog på udflugt til slusen, og dette kombinereds med en badetur. Da slusen skabte en stærk strøm der ved udløbet gravede en dyb rende, var det ikke uden risiko at bade. De badende skulle tage sig i agt for, at bunden kunne skråne ret meget så man pludselig ikke kunne bunde.

Herunder ses nogle pluk fra dagspressen.

Århus Amts Tidende , 13. Juli 1912

Vesterhavsdiget.

Kanalen lukket.

Kammerslusen i Funktion.

I Lørdags med østlig Vind indtraf, ifølge Ribe Stittst.«, de saa længe ventede nogenlunde rolige Vandforhold i Kanalen ved Kammerslusen, saaledes at Kuperingen af Kanalen Lægningen af en Dæmning fra Slusen over til Kanalens modsatte Bred kunde finde Sted.

Arbejderne var den foregaaende Dag vendt tilbage fra Juleferien tii den afsides liggende Lejr ved Slusen, og alt var parat til at foretage det paa denne Aarstid risikable og vanskelige Arbejde at fylde Kanalen.

I Lørdags Formiddags begyndte mægtige Tog, bestaaende af 53 Tipvogne, at køre de uhyre Masser af Sandsække ud, og efter en anstrængende Dag, i Løbet af hvilken ca. 20,000 Sække, fyldte med Sand, var »druknede« i Kanalen, kunde man om Aftenen melde, at Vandet fra nu af strømmede gennem sit fremtidige rette Iøb: gennem Kammerslusen.

I Søndags foretoges en yderligere Forstærkning af Kuperingen med endnu nogle Tusinde Sandsække, og man er nu i fuld Gang med den egentlige Jordfyldning af den 75 Meter tykke Dæmning, der strækker sig i hele Slusens Længde, og ovenpaa hvilken Diget derefter fores videre sydfra ind til Kammerslusens Mur.

Opfyldningens Skraaninger saavel ud mod Havet som paa den indvendige Side beklædes med Søsten, som er fiskede i Kattegat, lossede i Fredericia og pr, Bane sendte til Ribe, hvorfra de i store Pramme er sejlede ud til Aastedet.

Berlingske Politiske og Avertissements - Tidende, Torsdag Aften den 9. Januar 1913

Ribe Stifts - Tidende 13. juli 1915

Ribe Stifts - Tidende, 16 september 1915

Ribe Stifts - Tidende, 19 november 1915

Sejled' op ad Aaen

»Ribe Stiftet« fortæller:

Ribe Sejlidrætsforening havde i Søndags berammet Udflugt til Sønderho.

Der skulde startes Kl. 5½ fra Skibbroen, og en hel Del morgenduelige Medlemmer stillede ogsaa til den fastsatte Tid, velforsynede med Mad og Drikke og emballerede i Olietøj og Vandstøvler, men de kunde ikke finde Vandet, idet Aaen mest lignede en frodig Græsmark. Efter at Sportsmænnerne en Times Tid havde stirret trøstesløst ned i det næsten udtørrede Aaleje, tog nogle at dem endelig Mod til sig og startede. Det gik ogsaa udmærket, til de naaede ud for første Bjerrumgaard, saa sad de urokkelig fast.

For dog ikke helt at spilde Tiden gav de sig til at spise Frokost, hvorunder der herskede det mest fornøjelige Galgenhumør, medens Vandstanden jævnligt pejledes.

Efter endt Frokost var Vandet, som beregnet, steget saa meget, at Baadene atter kunde flyde, og saa gik det Slag i Slag mod Kammerslusen. Kl. 8 startede den sidste Baad fra Skibbroen, og det gik forholdsvis temmelig godt, idet der nu var kommen saa meget Vand, at den kun løb paa Grund 15 Gange mellem Ribe og Kammerslusen, medens Skruen gik fast i Grøden lige saa mange Gange.

Endelig laa hele den stolte Flaade samlet ved Kammerslusen ; længere kunde den ikke komme, da Vandet nu var gaaet ud, og Deltagerne i Udflugten maatte nøjes med fra den grønne, friske Strandbred gjennem Kikkerter at betragte det fjærne, uopnaaelig, idylliske Maal:

Sønderho

Saaledes endte - takket være Kammerslusens udmærkede Virkninger - Ribe Sejlidræetsforenings første Vandgang Anno 1915, og den Tid ligger næppe fjærn, da Ribes Forbindelse med det blaanende Hav er umulig ad Søvejen, hvis der ikke snart foretages noget Alvorligt for at holde Sejlløbet aabent.

Jyllands - Posten Aarhus, Torsdag den 24 juni 1915

Ribe Stifts - Tidende, 4. Januar 1916

Ulykken i Ribe Kanal.

3 Mennesker druknet ved Badning.

Ribe, Torsdag.

Som korteligt omtalt i Gaar skete der i Kanalen ved Kammerslusen en Ulykke, der maa vække Deltagelse og Medlidenhed over den ganske By og Egn. 3 Menneskeliv krævede Ribe Aa paa den skønne og straalende Sensommerdag.

De forulykkede er Smedemester Callesens ca. 4-aarige Datter Helga Sofie, den 13-aarige Karen Hansen (Fru Callesens Søsterdatter), Datter af Arbejdsmand Godske Hansen i Tobøl, der var paa Besøg hos Callesens og Frøken Katrine Boysen, der bestyrede Huset hos Callesen, hvis Hustru er svagelig.

Frøken Boysen var 28 Aar gammel og Datter af Arbejdsmand Boysen, Borgergade 33 i Esbjerg. Han har tidligere boet i Ribe, hvor han bl. a. en Tid drev Bagerforretning i den Ejendom i Grønnegade, hvor nu Callesen bor. Datteren var forlovet med Staldkarlen paa »Hotel Stenbohus« i Ribe.

Den skæbnesvangre Udflugt til Slusen.

Callesen, der forøvrigt selv er svagelig, har i den sidste Tid for sin Hustrus Sundheds Skyld daglig taget til Slusen med sin Familie, saaledes ogsaa i Gaar Morges, og man belavede sig paa en smuk Dag derude i det herlige Vejr, der ogsaa havde lokket flere Selskaber pr. Motorbaad derud fra Ribe.

Den uforsigtige Badning. Stedet, hvor Ulykken skete.

Kl. ca. 3 havde Frøken Boysen sagt til Callesen, at nu gik de 3 ud at bade, og ca. 10 Minutter senere er Ulykken sket. Ingen har set, hvorledes den er sket, ingen har hørt noget Raab om Hjælp. Det kan heller ikke konstateres, om Frøken Boysen har faaet Tid til et Forsøg paa at redde de andre, hvilket maaske den Omstændighed kunde tyde paa, at hun ikke var helt afklædt, og saa maaske er styrtet i Vandet, da hun saa de andre i Fare.

Man véd intet herom. Sandsynligvis er de alle 3 straks gaaet til Bunds i det dybe Vand.

Ulykkesstedet ligger kun ca. 200 Meter Vest for Kammerslusens Porte paa det Sted, hvor der findes en Spærring af Bjælker til at opfange eventuelle Miner i Storm. Det er meget farligt at bade her i Kanalen, der før har krævet sine Ofre. Inde ved Land er der lavt Vand, men det gaar brat ned mod Dybet, og de forulykkede er druknet paa 3 Meter Vand. Det hele har øjensynligt kun drejet sig om Minutter.

Ulykken opdages.

Kl. ca. 3,10 kom Bagermester Christensen fra Sønderport i Ribe sejlende med sin Motorbaad Øst fra gennem Slusen. Straks efter opdagede man fra Baaden noget, der drev i Vandet ved den nordlige Bred. Det viste sig at være Liget af den lille Helga Callesen. Christensen raabte øjeblikkelig til Slusemester Møller, og straks efter kom ogsaa den ulykkelige Fader til Stede.

Den forulykkede bragtes ind i Slusemesterens Hus, hvor man foretog Oplivningsforsøg, men Livet var udslukt. Der ringedes ogsaa til Overlæge Nielsen i Ribe, men denne var ikke hjemme, og der var iøvrigt heller ikke noget for en Læge at udrette.

Der søges efter de andre forulykkede.

Eftersøgningen af de to andre begyndte straks, men da man manglede et Vaad til at trække gennem Kanalen, telefoneredes til Statspolitiet i Ribe om at skaffe et saadant, og Statspolitibetjent Jepsen skaffede da et Vaad og blev af Købmand F. Stockholm Simonsen sejlet til Slusen, hvortil de ankom ved 4½-Tiden. Her havde man imidlertid faaet fat i et andet Vaad, der betjentes af Slusemesteren, Fisker Marius Mikkelsen o. fl., medens Overlæge Nielsens Søn stud. med. Nielsen gentagne Gange dykkede paa Ulykkesstedet for om muligt at opdage Ligene. Ved 5-Tiden fandtes de to andre forulykkede ikke langt fra det Sted, hvor den lille Helgas Lig fandtes, kun ca. 1 Meter fra det Sted, hvor de badende havde lagt deres Tøj. Ligene blev bragt ind i Slusemesterens Lade.

De forulykkede bringes til Ribe.

Inde i Byen havde Meddelelsen om Ulykken vakt stor Bestyrtelse og Medlidenhed med de stakkels Forældre; specielt i Grønnegade, hvor Familien Callesen er meget afholdt, saa man mange Mennesker og i Døre og paa Gadehjørner Grupper, der talte om Ulykken. Da Familien Callesen om Aftenen kom til Byen, var der mange Mennesker ved Skibbroen, og endnu flere var samlede, da Billedhugger Grams Baad ved 9- Tiden lagde til ved Skibbroen med de forulykkede om Bord. Man havde nemlig ved telefonisk Konference med Politimesteren, der var til Brandforhør i Bramminge, faaet Tilladelse til, at Ligsynet maatte finde Sted inde i Ribe den følgende Dag. En stor Skare Mennesker fulgte Vognen fra Skibbroen til Hjemmet i Grønnegade, hvor Amtslæge Binzer kom til Stede.

Ligesaa vist som det er, at man i Folks Ansigter sporede stor Deltagelse, ligesaa sørgeligt er det, at andre Mennesker - Voksne og tankeløse Børn - viste den Taktløshed eller Raahed at stille sig op og stirre ind ad de oplyste Ruder til Stuen, hvor de ulykkelige Forældre modtog de forulykkede. Statsbetjent Jepsen havde beordet Mængden til at gaa bort, men først, da en af Byens Betjente

omsider kom til Stede, spredtes Folk.

Naturligvis havde man sørget for at bringe Meddelelse om Ulykken, den største, der i adskillige Aar er sket her ved Ribe, til Familierne i Tobøl og Esbjerg.

I Formiddag foretoges det legale Ligsyn af Amtslæge Binzer og Politimester Strøbech.

De to af de forulykkede, Helga Callesen og Katrine Boysen, førtes i Eftermiddag til Kapellet paa Ribe Kirkegaard, hvor Begravelsen for begges Vedkommende finder Sted paa Lørdag Middag Kl. 1.

Den tredie af de forulykkede, Karen Hansen, føres til Tobøl og begraves dér.

Ribe Stifts - Tidende, Torsdag den 25. August 1921

Den 10. juli 1950 omkommer tre 12-årige børn under badning ved Ribe Kammersluse

Den 3. oktober 1952 omkommer Mathias Fischlein og Hans Laurids Schmidt under reparation af en af sluseportene. Da porten skulle på plads sprang taljen og 5 mand mistede fodfæstet og blev fanget af den stærke strøm. Det lykkedes at redde de 3.