B. Hovedgård
Bramming Hovedgård ligger nord for Bramming over for Sct. Knuds Kirke. En pigstensbelagt allé fører op til den trefløjede hovedbygning, som er omgivet af en parklignende have, hvorigennem Holsted Å slynger sig. Vest for alléen ligger en mængde nyere bygninger, der sammen med hovedbygningen fungerer som efterskole.
Hovedbygningen består af tre fløje. Mod nord ligger en énetages hovedfløj over en høj kælder, som er sammenbygget med to lavere énetages sidefløje. Gårdrummet herimellem er pigstensbelagt. Hovedbygningen er grundmuret og opført i mørkbrændte, røde sten over en sokkel af granitkvadre. Murværket har en muret gesims, der flere steder står hvidkalket, og hovedbygningen bærer røde, teglhængte heltage med halvvalm og skorstenspiber i rød, blank mur i rygningen.
Indgangsparti til den pigstensbelagte allé der fører op til den trefløjede hovedbygning. Foto: 2019 - Privateje
Hovedfløjen har mod både gård og have en midtrisalit, som krones af en trekantfronton. Midtrisalitten mod gården er mest udsmykket, da den er forsynet med refendmuring og hvidtede fuger, to smalle, rundbuede, smårudede vinduer med kraftig hvid indfatning, en sandstensportal omkring den ældre, mørkegrønne, tofløjede fyldingsdør med bukkehornsbeslag og en cirkulær hvid indfatning med sort påskrift omkring uret i frontonen. En bred granittrappe med svungne sider og et simpelt smedet værn med granitmæglere fører op til hoveddøren. På hver side af midtrisalitten er fjerde fag let fremtrukket og udsmykket med refendfugning og smalle, rundbuede vinduer som i midtrisalitten. Samtlige vinduer er hvide og nyere, men udført på traditionel vis som et- eller torammede, smårudede vinduer i kælderen og øverst i gavlene, og krydspostvinduer med små ruder i stueetagen. Vinduerne er indvendigt forsynet med koblede rammer. Mod gårdspladsen har stueetagens vinduer kraftige sålbænke af sandsten, mens de i gavlene har murede sålbænke og rulskiftefordakninger, der på østsiden er hvidkalkede. I østgavlen er en nyere, hvidmalet, tofløjet, koblet fyldingsdør med små ruder i den øverste del. Foran døren er en hævet terrasse på murede søjler med nyere værn og trappe af jern.
Sidefløjene har nyere, hvide korspostvinduer med små ruder, der indvendigt har koblede rammer. Dørene er udført som mørkegrønne, en- og tofløjede fyldingsdøre med smalle overvinduer med hvidmalede sprosser. Flere af dørpladerne er nyere, men udført på traditionel vis, dog synes samtlige overvinduer at være ældre. I hver gavl er øverst en ældre, grøn, tofløjet revleluge, som flankeres af to ældre, sortmalede, halvrunde støbejernsvinduer. I vestfløjens gavl ses murankre udformet som initialer, mens de i østfløjen er udformet som årstallet 1847. holdning.
Hovedbygning med sidefløje. Foto: 2019 - Privateje
Hovedfløjen anvendes både til undervisningsformål og som forstanderbolig. Den vestvendte og største del af kælderen samt et par rum i stueetagens vestende bruges til undervisning, mens den resterende del samt et par rum i tagetagens østende er indrettet til bolig. Størstedelen af tagetagen er uudnyttet, og her ses den ældre tagkonstruktion samt de understrøgne tagsten. I hovedfløjen er størstedelen af den ældre planløsning bevaret med en gennemgående hovedskillevæg samt hvælvede kælderrum mod øst. I stueetagen er ligeledes en gennemgående hovedskillevæg. Forstuen ligger centralt placeret mod gårdspladsen og flankeres af to store stuer, mod øst er trapperummet og i østgavlen er en stor havestue. Badeværelse, soveværelse, spisestue, køkken og ”riddersalen” er placeret mod haven. En ældre ligeløbstrappe giver adgang til tagetagens værelser, ligesom en ældre granittrappe fører ned til kælderens vestvendte rum. Kælderen er kun af praktiske årsager opdelt i to afdelinger via en aflåst dør. Fra trapperummet er der ligeledes adgang til østfløjen. Hovedfløjens kælder har støbte gulve, klinkegulv, mønsterlagte teglstensgulve og pigstensbelagte gulve. Vægge og grat- og tøndehvælv er hvidkalkede. Under hovedtrappen fører en ældre granittrappe via en revleluge til det fri. I kælderen er der bevaret to ildsteder samt revle- og fyldingsdøre og gerichter. Stueetagen har flere forskellige overflader. På gulvene ligger der laminerede gulve, væg-til væg tæpper, teglstensgulve, ølandsfliser, brædde-, parket- og klinkegulve. Der er pudsede vægge, som i enkelte rum er forsynet med nyere fliser på væggene. I flere rum er der systemgipsplader på loftet, i ”riddersalen” er der synlige bjælker og loftbrædder, i forstuen er der synlige bjælker med pudsede loftflader imellem, mens der i de resterende rum er pudsede lofter med en enkel stukkatur. I det indre er bevaret flere ældre bygningsdetaljer, herunder en- og tofløjede fyldingsdøre med hængsler, låsekasser, greb og gerichter samt kaminnicher.
Østfløjen anvendes til beboelse. Den nordre del hører sammen med forstanderboligen i hovedfløjen og rummer foruden en stor irregulær forstue med afskårne hjørner, tre værelser og et badeværelse. Den søndre del fungerer som en lille forpagterbolig med forstue, værelse, badeværelse, køkken og stue. Østfløjen har støbte gulve, hvorpå der ligger væg-til-væg tæpper, klinker, vinyl eller parketgulve. Væggene er vandskurede eller pudsede. Lofterne er pudsede eller forsynet med systemgipspladelofter. I den nordre forstue er der synlige smalle bjælker. Der er en blanding af ældre og nyere fyldingsdøre og gerichter i østfløjen.
Vestfløjen anvendes til undervisningsformål og har en nyere grundplan med et lille vindfang mod syd, et stort gennemlyst rum med dobbelt rumhøjde og fritliggende bjælker samt en forstue, hvorfra der er adgang til to mindre værelser. I forstuen fører et par ældre granittrin ned til kælderetagen under hovedfløjen, ligesom en ældre trappe med udskåret værn og mægler fører op til hovedfløjens stueetage. Vestfløjen har indvendigt væg-til-væg tæpper og nyere klinker på gulvene, pudsede vægge, listeklædte lofter og skråvægge ligesom der er synlige eller fritliggende bjælker. Der er bevaret et par ældre fyldingsdøre med gerichter. Vestfløjens tagrum er uudnyttet og her ses, at det ældre tagværk er blevet forstærket med nye spær og hanebånd samt, at undertaget er af banevarer.
Det nye bygningskompleks sydvest for hovedbygningen. Foto: 2019 - privateje
De nye bygninger vest for alléen indeholder værelser, Multibane, Hal med internationale mål, Køkken, Spisesal, fællessal, multisal, værksted, undervisningslokaler med smartboards i alle rum, et fuldt udstyret fysiklokale, opholds- og dagligstue. Herudover beachvolleybaner, trampoliner og 11 og 7 mands fodboldbaner samt en 65 x 55 meter kunststofbane med lys. Beliggende i smuk natur med shelter og bålpladser og Holsted å der løber igennem området, er de gamle og de nye bygninger sammen med udendørsarealerne en perfekt ramme om et efterskoleophold.
Bygningshistorie
Brammingegaard blev hovedgård i slutningen af 1500-tallet, da ejeren, Christen Nielsen Lange, blev adlet.
Den første hovedbygning, Brammingegaard, blev opført i 1572 som en trelænget bindingsværksbygning i én etage.
Den nuværende hovedbygning er opført i 1786.
Gårdens første ejer, Christen Nielsen Lange, der var uægte søn af den adelige rigsråd Niels Lange, døde i 1604.
Bramminge blev overtaget af sønnen, Iver Lange, der på grund af økonomiske vanskeligheder måtte pantsætte gården. Først til sin bror, Christen Lange fra Hesselmed, og senere til forskellige andre kreditorer. Trods gæld og kreditorernes henstillinger nægtede Ivar Lange og hans familie imidlertid at forlade Bramminge, og gården kunne derfor ikke sælges.
Ivar Lange døde i 1649, og to år efter blev gården endelig solgt til Erik Krag. Krag var en af tidens største jordbesiddere, men landbruget havde i slutningen af 1600-tallet særdeles vanskelige vilkår, og hans mange jordkøb kunne ikke forrente sig.
Erik Krag blev herre til både Bramminggård, Endrupholm, Kærgård og Varhogård i Gørding. Han genopførte gården som en trelænget bindingsværksgård i 1653.
Disse omfattende jordudvidelser betød øget vedligehold af hovedgården – hvilket på dette tidspunkt blev udført af bønderne, som en del af deres skatter. Bønderne i Gørding nægtede dog det øgede hoveri, men deres protester hjalp ikke meget. Bramminggårds hovedaktivitet var i lighed med mange andre jyske gårde studedrift. Dette krævede mindre arbejde end på de sjællandske kornmarker. I stedet betalte bønderne særlige hoveriskatter. En opgørelse i slutningen af det 18. århundrede viser, at 30% af de sjællandske bønder havde sådanne aftaler i modsætning til 45% i Jylland. De jyske bønder havde således mindre tvangsarbejde, men skatterne tyngede, og det stod frit for herremanden, hvor meget han ville kræve. Ved salget i 1677 til Johan Rantzau talte herregården 270 tdr. land.
I 1674 - efter Krags død - måtte familien derfor sælge Bramming til oberst Joachim Schack.
Schack ejede kun gården i tre år, før han solgte den videre til Johan Rantzau. Rantzau boede ikke selv på gården, men i hans ejertid boede hans svigerfar Kaj Lykke på gården. Lykke var blevet dømt til landflygtighed på grund af majestætsfornærmelser, da han i et brev havde bemærket, at Frederik III's (1609-1670) dronning Sophie Amalie havde en affære med en lakaj. Efter et årelangt eksil fik Lykke tilladelse til at vende tilbage til Danmark, og han tilbragte altså sin alderdom på Bramminge. Her boede han til sin død - i en færdselsulykke på vej hjem fra Endrupholm.
Ved farens død i 1708 arvede Christian Rantzau-Friis Bramminge. Hans enke, Anne Benedicte Steensen, giftede sig i 1731 med kammerherre Christian Carl Gabel. Gabel interesserede sig levende for gårdens drift og udvidede studeholdet betragteligt. Som mange andre jyske herregårde var Bramminges drift især baseret på studedrift, der ikke mindst frem til 1650'erne var en vigtig indtægtskilde for godserne. Herefter satsede mange herregårde i stigende grad på kornproduktion, da kornpriserne i Europa steg dramatisk. På Bramminge - og andre steder i Vestjylland - holdt man imidlertid fast i studedriften.
I 1749 solgte Anne Benedicte Steensen efter Gabels død Bramminge til Henrik Chr. Worm. Worm blev i 1757 adlet under navnet Wormskjold. Han blev den sidste adelige ejer af Bramminge, idet hans enke i 1760 solgte gården til Rasmus Øllgaard.
I 1777 overtog sønnen, Terman Øllgaard, Bramminge. Som mange andre godsejere solgte han i slutningen af 1700-tallet fæstegodset til selveje, og ved statsbankerotten i 1813 mistede han derfor meget af sin formue. Øllgaard var barnløs, men Bramminge forblev dog i slægtens eje efter hans død i 1827. Hans niece, Ingeborg Margrethe Fabricius, der arvede gården, solgte størstedelen af det tilbageblevne fæstegods og overdrog i 1841 Bramminge til sin søn, Terman Fabricius.
I 1882 måtte Terman Fabricius' søn, Vilhelm Fabricius, lade gården gå på tvangsauktion, og der fulgte en årrække, hvor gården havde skiftende ejere. I 1895 købte Gustav Valdemar Sørensen Eich gården. I 1915 solgte han udbygningerne med jord til Ribe Amts Udstykningsforening.
Ribe Amts Udstykningsforening var en af de mange udstykningsforeninger, der blev etableret efter 1906, hvor en lov gjorde det muligt for disse foreninger at opkøbe ejendomme og udstykke dem til husmandsbrug. Målet var at sikre, at priserne på de udstykkede brug var rimelige og dermed kunne give de nye ejere bedre forudsætninger for at klare sig. Foreningerne udstykkede en lang række godser - herunder altså også Bramminge.
I 1925 flytter kunstmaleren Marius Skov med sin kone Kathrine til Bramming, hvor de – fordi Kathrine altid havde drømt om at bo på en herregård – køber Bramming Hovedgård. Her boede de frem til 1937, hvor Kathrine dør – og begraves ved Sct. Knuds Kirke. I årene på hovedgården udstillede Marius Skov flittigt landet over. På Bramming hovedgård etablerede Marius Skov et lille elværk i xxxx. Værket var -... kunne producere ... solgte strøm til Bramming by...
Efter hans elskede kones død flytter Marius Skov ind til Bramming
I 1939 købte Paul Lund Bramming Hovedgård af den daværende ejer, Marius Skov. Paul Lund var dengang ugift. Han flyttede nu ind på Bramming Hovedgård sammen med sine forældre, Ninna og Lars P. Lund, og endnu et par medlemmer af familien kom til at bo i den rummelige hovedbygning. Bramming Hovedgård var dengang noget forsømt, men ikke egentlig forfalden. Jorden var frasolgt i 1915, så kun parken og en lille mark var tilbage. Der måtte jo andre indtægter til, og Paul Lund havde i nogen tid et job som ekspedient i en manufaktur-forretning i Esbjerg. Paul Lund var dengang meget engageret i K.F.U.M. - arbejde, og han indrettede vandrer-hjem på Bramming Hovedgård. Han havde desuden sidefløjene udlejet.
I 1943 kom tyskerne en dag og beslaglagde Bramming Hovedgård. Paul Lund og hans familie kunne blive boende, men lejefamilierne skulle være ude med et par timers varsel. Familien Lund var en gammel kernedansk familie, og for dem var det utænkeligt at bo på gården sammen med tyskerne, så de blev nu "landflygtige" i deres gamle hjemby Egtved i et par år.
I 1945 kunne de så vende hjem til Bramming Hovedgård, hvor der ikke så godt ud efter tyskernes huséren, men Paul Lund fik sat lidt styr på det. Hans forældre var nu gamle, og døde efter nogle år, og omkring 1950 blev Paul Lund gift med Agnes, enke efter lærer Hansen i Bramming. Agnes Lund var også lærer, og med den indtægt hun derved bragte hjem, blev hun en god støtte for Paul Lund, der i de år havde ret svært økonomisk. Agnes Lund havde 2 sønner, og hun og Paul Lund fik nu tvillingerne Lars og Nina. Et frygtelig slag blev for familien at de mistede drengen Lars mens han endnu var lille.
I begyndelsen af 1960`erne indrettede Paul Lund Bramming Hovedgård til herregårdspension, og der kom efterhånden mange mennesker fra både ind- og udland og boede der en uge eller to. På den måde fik Paul Lund en række rimelige gode år på Bramming Hovedgård, som han kom til at holde meget af. Han var en humørfyldt mand, en god fortæller, og dermed en idéel vært på stedet.
Der kom en del tyskere, efter nogle år også mange englændere, der drev sportsfiskeri i egnens åer. Også mange russiske grupper kom og boede i nogle dage her. Paul Lund havde hjulpet nogle russiske drenge som i 1945 var tyskernes fanger på gården. De ville gerne hjem til Rusland, og Paul Lund gjorde en stor indsats for at hjælpe dem hjem, hvilket omsider lykkedes. Disse russiske grupper var alle med i en eller anden kulturel aktivitet, folkedans, for eksempel, som de optrådte rundt i vort land. De boede så på Bramming Hovedgård og kørte ud derfra.
I 1980 døde Paul Lund, og få år efter solgte Agnes Lund Bramming Hovedgård, hvor nu Sydvestjyllands Efterskole har til huse. Bramming Hovedgård er ikke tilgængelig for offentligheden.
Den trefløjede hovedgård med tilbygninger liggende mod sydvest. Set mod syd med Sct. Knuds Kirke i baggrunden og Holsted å nordvest for hovedbygningen.
Ejerrække
(1569-1604) Christen Nielsen Lange
(1604-1609) Babara Vind, gift Lange
(1609-1649) Ivar Lange
(1649-1651) Christen Lange
(1651-1672) Erik Krag
(1672-1674) Vibeke Rosenkrantz, gift Krag
(1674-1677) Joachim Schack
(1677-1708) Johan Rantzau
(1708-1731) Christian Rantzau-Friis
(1731-1732) Anne Benedicte Steensen, gift 1) Rantzau, 2) Gabel
(1732-1748) Christian Carl Gabel
(1748-1749) Anne Benedicte Steensen, gift 1) Rantzau, 2) Gabel
(1749-1760) Henrik Christian Wormskiold
(1760-1761) Ingeborg Christiane Teilmann, gift Wormskiold
(1761-1770) Rasmus Øllgaard
(1770-1775) Ingeborg Margrethe Termansdatter, gift Øllgaard
(1775-1827) Terman Øllgård
(1827-1840) Ingeborg Margrethe Fabricius
(1840-1857) Terman Øllgård Fabricius
(1857-1865) Theodora Muusmann, gift Fabricius
(1865-1882) Vilhelm Fabricius
(1882-1883) H.J. Hansen
(1883-1892) Jens Lund
(1892) Alfred Leidersdorff
(1892-1895) Erik Christensen
(1895) Christian Hartmann
(1895-1925) Gustav Valdemar Sørensen
(1925-1939) Marius Skov
(1939-1982) Paul Lund
(1982- ) Sydvestjyllands Efterskole
Miljømæssig værdi
Den miljømæssige værdi knytter sig til Bramming Hovedgårds tilbagetrukne beliggenhed, der understreges af den aksefaste, pigstensbelagte allé, der fører op til den trefløjede hovedbygning. Den pigstensbelagte gårdsplads giver en passende materialitet til de røde teglstenslænger. Endvidere er der miljømæssig værdi ved den bevarede del af en ældre havemur, som står ud for østfløjen, der sammen med Holsted Å giver en storhed til den parklignende have.
Rest af havemur ved den parklignende have. Foto: 2019 - privateje.
Kulturhistorisk værdi
Bramming Hovedgårds kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til hovedbygningens klassicistiske fremtoning, der kommer til udtryk i det symmetriske og stringente, trefløjede bygningsanlæg med halvvalmede gavle og midtrisalitter. Det klassicistiske stilelement ses endvidere i den hvidtede, profilerede hovedgesims og i sandstensportalen omkring hovedindgangen. Portalen har en vandret bjælke foroven, der bæres af små konsoller, og herunder er et indskriftbånd flankeret af rosetter. I båndet er indhugget bygherrens navn, Terman Øllgaard, og årstallet 1786, som er hovedfløjens opførelsesår. Den tofløjede hoveddør har ligeledes typiske klassicistiske stiltræk, der kan ses i den udskårne anslagsliste og dørfløjenes udsmykning med stiliserede søjler med -base, -skaft og søjlehoved.
Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til hovedfløjens lettere prangende gårdside, der med sin udsmykningsrigdom står i skarp kontrast til hovedfløjens øvrige sider. Den repræsentative facade vender således ud mod hovedgårdens ankomstvej, og dens fornemste funktion har været at manifestere herremandens velstand udadtil. De mange facadedetaljer på hovedfløjens gårdside, herunder de høje, barokke krydspostvinduer, det let fremspringende, hvidtede bånd mellem vinduernes sålbænke, de fremhævede refendmurede risalitter med hvidtede fuger og smalle, høje, rundbuede ”kirkevinduer” med brede, hvidtede indfatninger og midtrisalittens trekantfronton med indrammet urskive samt den svungne hovedtrappe giver Bramming Hovedgård et særegent udseende, der må være et udtryk for samarbejdet mellem bygherren og bygmesteren. Bygherrens ønsker om en repræsentativ hovedfløj har skullet indarbejdes i bygmesterens håndværksmæssige og arkitektoniske kunnen, og resultatet er blevet en blanding af bygningsdetaljer, der på en gang både er tilbage- og fremadskuende.
Bramming Hovedgårds særegne arkitektur med talrige, hvidtede detaljer i det blanke, mørkbrændte murværk er således et karakteristisk eksempel på den byggestil, der udviklede sig på Varde-Ribe-egnen i slutningen af 1700-tallet, da det økonomiske opsving tillod et mere omfattende byggeri i grundmur.
Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til de to lavere sidefløje, der både i højde og detaljeringsgrad underlægger sig hovedfløjen. Både dørenes og vinduernes udformning afviger fra hovedfløjen, hvilket understreger, at sidefløjene er yngre. På trods af, at de er godt tres år yngre end hovedfløjen, er det stadig den klassicistiske stil, der præger bygningsdetaljerne. De bevarede støbejernsstaldvinduer og revleluger i overgavlene vidner om, at sidefløjenes tagrum oprindeligt blev anvendt til opbevaring.
I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til hovedfløjens bevarede ældre planløsning i både kælder- og stueetage. Den grathvælvede kælder vidner med sin flere steder oprindelige materialeholdning med granittrin, pigstensbelægning, ølandsfliser, hvidkalkede vægge og hvælv om, at kælderen er ældre end den nuværende hovedfløj. Dette bestyrkes desuden af de bevarede ældre bygningsdetaljer, herunder de brede døråbninger med kraftigt profilerede gerichter og brede revle- og fyldingsdøre. Hertil kommer de to bevarede ildsteder, hvoraf det østre har bevaret ildstedskappe, samt brønden med pumpe, der alle vidner om kælderens oprindelige domestikfunktion.
I stueetagens planløsning er der kulturhistorisk værdi i den traditionelle indretning med en gennemgående hovedskillevæg og gennemgangsrum på hver side af denne. Hertil kommer de en suite beliggende stuer, hvoraf flere har dobbelte fløjdøre placeret enfilade samt bræddegulve, pudsede vægge med kaminnicher og pudsede lofter med stuk. ”Riddersalen”, der ligger i det nordvestre hjørne, skal fremhæves dels fordi det har ekstra stor rumhøjde på grund af de synlige bjælkelag og loftbrædder, og dels fordi der i dette rum er bevaret lysningsskodder i vinduesåbningerne. Forstuen er ligeledes interessant med sit ældre ølandsflisegulv, de rundbuede ”kirkevinduer” i skillevæggen ind mod toilet- og garderoberum, som gentager vinduerne i facaden, hoveddørens imponerende bukkehornsbeslag, loftet med synlige bjælker og pudsede loftflader imellem og endelig rummets ældre bemaling og farvesætning. Rummet har en dramatisk farvesætning med sort ”sokkel” og sorte gerichter op imod de røde fyldingsdøre og væggenes sandfarvede kvaderbemaling med påmalede medaljoner over dørene. Især de sidstnævnte elementer understreger bygningens anseelige alder. På traditionel vis ligger trapperummet i et selvstændigt rum orienteret mod gårdspladsen. Dette rum har værdi på grund af den ældre ligeløbstrappe til tagetagen med svungen mægler og drejede balustre samt gulvet af ældre ølandsfliser, de ældre, høje fodpaneler og de ældre, brede tofyldingsdøre med låsekasser, greb, hængsler og brede, profilerede gerichter med fodklodser. Hertil kommer, at tagetagen på traditionel vis er indrettet med et par pigeværelser, og at størstedelen står uudnyttet med den synlige, ældre tagkonstruktion og de synlige skorstene.
I østfløjens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede ældre døre og gerichter samt den delvist bevarede hovedskillevæg.
Arkitektonisk værdi
Bramming Hovedgårds arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det traditionelle trefløjede anlæg med lavere sidefløje. Fløjene samles til en helhed gennem den enkle og ensartede materialeholdning i rød, blank mur og røde tegltage med ubrudte tagflader og mange skorstenspiber i rygningerne. Hovedfløjen tiltrækker sig opmærksomhed dels på grund af dens højde og dels på grund af de mange bygningsdetaljer. Gårdsidens imposante midtrisalit med sandstensportal, fyldingsdør og indrammede vinduer, urskive og trekantfronton sikrer sammen med den store, svungne granittrappe, at opmærksomheden samler sig om bygningens midte. De symmetriske facader med den høje kælderetage, den taktfaste og tætte vinduessætning af store, smårudede krydspostvinduer samt de mange hvidtede bygningsdetaljer giver hovedfløjen et herskabeligt udseende, der står i kontrast til sidefløjenes mere afdæmpede fremtræden.
Sidefløjene fremtræder enkle og robuste med grundmurede facader, en- og tofløjede fyldingsdøre, smårudede korspostvinduer samt staldvinduer og revleluger i overgavlene. Kun den hvidtede hovedgesims og dørenes detaljer fungerer som dekorativt element. Det er udelukkende sidefløjenes gårdsider, som er identiske, men alligevel opleves sidefløjene meget homogene. Sidefløjene forstærker bygningsanlæggets gennemgående akse og er en vigtig del af hovedbygningens samlede helhed.
I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig foruden hovedfløjens repræsentative stueetage med stuer en suite til den hvælvede kælder, hvor særligt det store vestvendte rum, hvis fire grathvælv bæres af en lav, rund søjle i midten, understreger kælderens anseelige alder.
Bærende fredningsværdier
De bærende fredningsværdier ved Bramming Hovedgård knytter sig i det ydre til den trefløjede, symmetriske og grundmurede hovedbygning i én etage med hovedfløjen over en høj kælder og lavere sidefløje. Hertil kommer de teglhængte, røde, ubrudte heltage med skorstenspiber i rygningerne, hovedfløjens sokkel i mørke teglsten, facaderne i rød, blank mur og de hvidkalkede hovedgesimser. Endvidere kommer hovedfløjens hvidtede facadeudsmykninger, herunder midtrisalit med trekantfronton, siderisalitter, refendmuring, det fremspringende bånd mellem sålbænkene, ”kirkevinduer” og urskive med indfatninger, sandstensportalen med samtlige detaljer og den svungne hovedtrappe med smedet værn. Hertil kommer samtlige ældre vinduer og døre, herunder døre med overvinduer, samt de ældre revleluger og endelig den traditionelle materialeholdning.
De bærende fredningsværdier ved Bramming Hovedgård knytter sig i det indre til hovedfløjens ældre planløsning med hvælvet kælder og stueetagen med gennemgående hovedskillevæg, en suite beliggende stuer samt forstue og trapperum placeret mod gårdspladsen. Hertil kommer hovedfløjens ældre bygningsdetaljer, herunder teglstens-, pigstens-, ølandsflise- og bræddegulve, grathvælv, revledøre, en- og tofløjede fyldingsdøre med hængsler, låsekasser og greb, profilerede gerichter, ildsteder, pumpebrønd, kaminnicher, indvendige lysningsskodder, ligeløbstrappen, synlige bjælkelofter og pudsede lofter med stuk samt forstuens bemalinger. Hertil kommer vestfløjens granittrin og ligeløbstrappe med ældre værn samt østfløjens delvist bevarede hovedskillevæg og de ældre fyldingsdøre med gerichter. Endelig kommer den traditionelle materialebeholdning.
Kilder :
kulturarv.dk
Wikipedia
danskeherregaarde.dk
dylmer.sydvestnet.dk