FLUGT museum - Bramminginfo

Som museumsgæst kan man gå tur i lejren. Der er en rute på omkring 6,5 Km. der har mulighed for en afkortning så turen bliver på lidt over den halve distance. Ved at anvende audioguiden, kan man gå tur på de samme gader/stier som dengang og man kan høre lyde som de kunne have lydt da lejren var beboet. Lydkulissen er lavet så godt at man flere gange vender sig for at se den hest der traver bag en, eller for at se det motorkøretøj der snart vil passere en. På udvalgte steder er der lavet markeringer af funktionen der var på lokationen dengang. Det kan være en biograf, en skole eller et værksted. Samtidig fortæller audioguiden om stedet og stedets funktion via skuespillerstemmer der udfører relevante dialoger eller monologer.

I umiddelbar nærhed af museet, finder man flygtningekirkegården.

Besøg museets hjemmeside for oplysninger om priser og åbningstider.

Besøg Cafeen "FLUGT Café"

Et besøg på museet kan anbefales. Den nybyggede modtagesektion er næsten et besøg værd i sig selv. Udstillingerne i de tidligere hospitalsfløje fortæller lidt om lejren og en hel del om flygtningeproblematikker. Ved besøget i lejrområdet kommer de udleverede audioguider til sin ret. Der er ikke meget at se men med lydene kan fantasien sættes i sving. Sæt omkring 2-3 timer af til et besøg og hvis lejrområdet udforskes og kirkegården besøges så afsæt 4 timer.

Bekvemmelighedsflygtning: Person som er flygtet fra sit hjemland af økonomiske årsager og ikke pga. politisk eller religiøs forfølgelse

Kvoteflygtning: Person der ikke befinder sig i Danmark. Er man kvoteflygtning kan man blive genbosat i Danmark. At blive genbosat betyder, at Danmark skaffer et nyt hjem til flygtningen, fordi han eller hun har mistet sit oprindelige hjem.

Klimaflygtning: Person, som på grund af klimaforandringer og ekstremt vejr må forlade sit hjem, enten midlertidigt eller permanent, internt i sit eget land eller på tværs af landegrænser.

Flygtning ifølge FN: En person, der som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af en sådan frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig uden for det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af en sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil"

Der kan være grader af overlapning af disse begreber. For en familie på flugt, er det ikke nødvendigvis alle i familien der falder ind under samme begreb. Flygter man igennem flere lande hvor beskyttelse er mulig, men hvor der derefter søges til andre lande af forskellige årsager, kan man på samme tid være flygtning og bekvemmelighedsflygtning.

Den største del af flygtningestrømmen kom fra de østlige områder i tyskland - de tyske østlige områder havde en noget større udstrækning under Weimarrepublikken og hertil kom de områder der erobredes/besattes indtil 1945.

Den 12/13 januar 1945, indledte Den Røde Hær en voldsom offensiv mod de tyske østgrænser - fra Østersøen til Karpaterne.

"Wilhelm Gustloff" blev benyttet som hospitalsskib under 2. verdenskrig under navnet Lazarettschiff D, og var indrettet med plads til 500 patienter. På sin sidste sejlads blev "Wilhelm Gustloff" benyttet til at transportere flygtninge fra Gotenhafen vestpå.

Fra den 12. februar kunne man se tyske flygtninge i Danmark. De kom med tog op gennem Sønderjylland. Flygtningestrømmen tog til, da der også kom flygtninge fra især østområderne og i maj 1945 befandt der sig omkring 540.000 tyskere her i landet.

Omkring 250.000 var tyske soldater og hertil kom omkring 50.000 sårede soldater der var ført til landet for behandling, pleje og rekreation og herudover var der omkring 25.000 ikke-tyske flygtninge.

Af de omkring 540.000 tyskere var de 240.000 tyske civile flygtninge.

De civile flygtninge ankom over en forholdsvis kort periode og for at skaffe indkvartering, beslaglagde de tyske myndigheder bygninger som skoler, hoteller og forsamlingshuse. Da det var besættelsesmagten der organiserede dette, var det ikke bifaldt af den danske befolkning. Departementchefsstyret ved direktør i udenrigsministeriet, Nils Svenningsen ville modtage så få flygtninge som muligt men den tyske rigsbefuldmægtige i Danmark, Werner Best, så det fredelige Danmark som et godt sted at huse tyske flygtninge.

Det var besættelsesmagten der stod for flygtningenes forplejning, og betaling var for tyskerne ikke noget problem da der blev trukket i Danmarks Nationalbank på clearingkontoen og værnemagtskontoen.

Fra Berlin kom der ordre om at flygtningene hovedsageligt skulle indkvarteres i lejre, hvilket gjorde administration og forplejning enklere og mere effektiv, og i tilfælde at russerne kom til Danmark, så ville en eventuel evakuering være nemmere at foretage.

Men stadigvæk var flygtningene spredt på mange lokationer, og især i Sønderjylland var der privat indkvartering.

Efter Danmarks befrielse den 5. maj 1945, meddelte den allierede overkommando at de omkring 240.000 tyske flygtninge på grund af kaos i Tyskland, foreløbig skulle blive i Danmark.

Forholdene for de tyske flygtninge var kaotiske efter befrielsen, og de danske myndigheder havde først midt i maj måned et overblik over antallet af flygtninge, antallet af indkvarteringssteder, eller hvordan sundhedstilstanden blandt flygtningene så ud. Som nævnt var de tyske flygtninge fordelt over et utal af forskellige steder. Efterhånden samlede de danske myndigheder de tyske flygtninge i baraklejre, dels nye lejre og dels de militære kaserner, flyvebaser etc., som tidligere havde huset tyske soldater. Hele dette arbejde blev overordnet styret af Flygtningeadministrationen, der udførte den daglige administration, logistik etc. gennem Statens Civile Luftværn. Det praktiske arbejde blev gennemført af 8 ingeniørhold fra Beskæftigelsescentralen under Arbejds- og Socialministeriets Flygtningeadministration, der blev oprettet i efteråret 1945 til i samarbejde med Statens Civile Luftværn at varetage situationen omkring de tyske flygtninge.

Med udgangspunkt i lov nr. 21 af 4. februar 1871, § 7 blev der forbudt og under strafansvar at have samkvem og forbindelse med de internerede tyske flygtninge. Desuden blev flygtningene med hjemmel i Fremmedlovens §14 "nægtet varigt ophold i Danmark". Den 24. juli 1945 var ca. 10.000 danskere beskæftiget med at bevogte lejrene.

I oktober 1945 var flygtningene samlet i 465 forlægninger, som i 1946 var bragt ned til ca. 100 forlægninger. Den 15. august 1946 var antallet af de tyske flygtninge blevet gjort op til 196.518. Efterhånden som de blev hjemsendt, blev behovet for mange lejre mindre og den 15. oktober 1947 var der kun 10 lejre tilbage i Danmark.

I maj 1945, hvor de tyske soldater forlod lejren, var der indkvarteret 9-10.000 tyske flygtninge. Selvom soldaterne havde forladt lejren var der ikke med de daværende bygninger og infrastruktur plads til de mange flygtninge der ankom indtil antallet toppede, så lejren blev løbende udbygget med nye bygninger og faciliteter.

Lejren startede som flygtningelejr i februar 1945, hvor de første flygtninge kom til lejren og hvor de var sammen med de tyske soldater. I slutningen af krigen blev mange af lejrens soldater sendt til østfronten, så der var eller blev plads. Efter befrielsen steg antallet af flygtninge i Oksbøllejren til over 35.000 for senere at falde frem til 1949 hvor den sidste flygtning forlod lejren.

Reelt var lejren en storby med alle de funktioner en storby havde og har. Indbyggerne kunne frit bevæge sig i lejren, men skulle blive indenfor de ca. 10 kilometer pigtråd der omgav lejren.

Selvom lejrens indbyggere var afskåret fra det omliggende samfund, havde lejren stor indflydelse i området.

Nogle eksempler på leverancer til Oksbøllejren i november 1945:

Princippet i forbindelse med indkvartering var, at familier, der ankom samlet, så vidt muligt blev holdt samlet, eller så nær hinanden som muligt.

Indkvarteringen skete primært i de ca. 210 mandskabsbarakker og de ca. 70 hestestalde som værnemagten havde anvendt.

Sengekapaciteten udvidedes i takt med at behovet opstod, og omkring jul 1945 var der tilkommet yderligere 20.000 sengepladser.

Udvidelserne af lejren  fulgte så vidt muligt tilgangen af nye flygtninge. Når de mindre lejre som typisk var tidligere tyske forlægninger blev rømmet blev mandskabsbarakkerne demonteret og genopført i de tilbageværende lejre. Der modtoges også et betydeligt antal barakker fra Sverige, de såkaldte skovhuggerbarakker.

Mandskabsbarakkerne var indrettet med med en midtergang og værelser til begge sider. Gulvene var af træ. Hestestaldene var et stort rum der opdeltes af forhåndenværende materialer; typisk tæpper. Etagesengene i 2- og 3 etager var anbragt mod ydervæggene. I hestestaldene var der lysindfald fra oven ved 2 langsgående rækker vinduer, og gulvene var af beton, som efterhånden blev dækket af måtter.

Hestestaldene var egentlig de dårligste steder at blive indkvarteret, men var alligevel foretrukket af nogle på grund af lysindfaldet og på grund af at man der ikke var så plaget af lus og væggelus.

Lejrens dårligste boligforhold var i blok K der lå ca. 750 meter stik vest for hvor det nuværende museum ligger, og hvor barakkerne lå mellem 2 og 3 gange så tæt som i i andre blokke.

Den 3. september hvor lejren blev åbnet for journalister, var der en journalist der blev vist rundt af løjtnant Wandler, der overfor journalisten betegnede K-blokken som lejrens "enfant terrible". I enheder af 24 kvadratmeter boede der 18 mennesker, som alle var meget utilfredse. Der var snavset og der var utøj i form af lopper og lus og fremfor alt; væggelus. Forholdene blev ikke bedre af at der i K-blokken ikke var hverken vand eller kloak.

Det siger sig selv at ikke alle steder og alle tider var lige gode. Boligtypen og hvor man var placeret i bygningen betød noget. Om det var i tider med overbelægning eller ikke, betød noget. Om der var vand og toilet betød noget. Om det var sommer eller vinter betød noget. I spørgsmålet om hvordan det oplevedes betød det sikkert også noget hvilke vilkår man kom fra og hvilke levevilkår man var vant til - og især betød alder nok også noget. Børn opfattede nok opholdet forskelligt fra hvordan de voksne opfattede det.

Ved et inspektionsbesøg i februar konstateredes det at spædbarnsdødeligheden igen var stigende, og mødre med spædbørn blev flyttet ud af hestestaldsbarakkerne og overført til særlige barakker og man begyndte at opføre nye barakker til mødre med spædbørn. Ved et kontrolbesøg i marts 1946, konstateredes det at barakforholdene var forbedrede og at barakforholdene stadig forbedredes.

Friske grøntsager og urter fra landbrug og gartneri sammen med urter fra de små bede omkring beboelsen, gav et tilskud til maden, så man kunne sætte sit personlige præg på den ensformige kost.

Det var en ringe trøst for lejrens beboere at indbyggerne i de mest sønderbombede byer i hjemlandet i perioder skulle klare sig med rationer helt ned til 700 kalorier om dagen.

For at lejren kunne fungere som et minisamfund, var det vigtigt at beboerne fungerede som de små tandhjul og fjedre der holder et urværk i gang. Selvom der kom tilførsler udefra var det vigtigt at lejren kunne forsyne sig selv med mange daglige fornødenheder.

Der var indført arbejdspligt som omfattede alle mænd mellem 14 og 65 år, og kvinder mellem 14 og 60 år. Undtaget var gravide eller kvinder med mange børn, krigsinvalider, uarbejdsdygtige eller personer med forsørgerpligt. Arbejdet var ulønnet da beboerne ikke måtte være i besiddelse af betalingsmidler, men i visse tilfælde kunne der være tale om særydelser som bedre indkvartering, kosttilskud, større tobaksration eller radiotilladelse. Da mændene var i stærkt undertal, var det kvinderne der måtte stå for meget af arbejdet - også det grovere arbejde som normalt ville udføres af mænd.

Der skulle bruges mange personer til tørvearbejde (læsning af vogne og stabling), forplejning (depot, tilberedning, udlevering), transport, undervisning, sanitetsvæsen, administration og diverse håndværk (malere, blikkenslagere, smede, gartneri, jprd- og betonarbejdere, automekanikere og meget mere).

Nogle af værkstederne/funktionerne:

Røgeriet hvor 50 personer i 7 ovne røgede 50 tons sild, sildehaj, makrel og ising om måneden. Røgeriet havde en max. kapacitet på 100 tons månedligt.

Salteriet der nedsaltede 100 tons sild årligt.

Sækkesystuen hvor 22 personer af 500 sække kunne fremstille 112 par benklæder, 85 overalls,320 kitler, 3.800 forklæder 460 håndklæder og 800 sandalremme.

Gartneriet hvor 55 personer på 15 tdr. land dyrkede grøntsager og tobak, og leverede blomster til begravelser og højtidsdage.

Landbruget ( 3 brug) der lå 3 km. vest for lejren og hvor 59 personer på 121 tdr. land, dyrkede korn, tobak, grøntsager og hvor der holdtes 210 svin, 700 år, 16 heste, 4 køer samt 200 stk. fjerkræ.

Spinderiet hvor 90 personer med gammeldags karter og rokke, årligt behandlede uldgarn fra lejrens 700 får og 550 angorakaniner. Garnet udleveredes i vindsler af forskellig størrelse til til den enkelte forbruger eller til

strikkestuen hvor 133 personer fremstillede produkter af garnet.

Koste- og børstenbinderiet hvor 54 personer månedligt fremstillede 3.000 enheder.

Kurvemageriet hvor 32 personer månedligt leverede 150 kurve af 1 ton pil.

Stramajsystuen hvor 75 kvinder dagligt borderede i 6 timer.

Halmfletteriet hvor 307 personer dagligt producerede 50 stk. sko, tasker og måtter.

Bogbinderiet hvor 66 personer årligt leverede 18.300 bind.

Instrumentmageriet hvor 8 personer årligt frembragte 70 mandoliner og 10 violiner.

Legetøjsfabrikationen hvor 87 personer årligt fremstillede 9.000 enheder fordelt på 15 forskellige typer.

Minerydning blev foretaget af et par tusinde tyske soldater der blev tilbageholdt for at foretage det yderst farlige arbejde med at rydde for miner. Mineryddernes antal faldt efterhånden som de blev hjemsendt eller omkom under udførelsen af arbejdet. En stor del af minerydderne var indkvarteret i Oksbøllejren.

De angivne antal personer og mængder varierede med belægningsprocenten og med tilførslen af råvarer.

Samtlige værksteder medvirkede ved produktion af artikler til almindeligt brug, eksempelvis skoleatlas, undervisningsmateriel, værktøj, motordele, barnevogne, senge, rullestole, piber, rokke, ligkister, kjoler, habitter, huer, tøfler og meget andet.

Alle materialer der overhovedet kunne genbruges, blev anvendt.

Flygtningeadministrationens kirketjeneste skaffede gennem kirkelige forbindelser i navnlig Schweiz, Sverige og USA, omkring 170 tons beklædningsgenstande, og flygtningeadministrationen supplerede dette gennem løbende indkøb, så hoveddepotet i København, kunne forsyne de enkelte lejre. I lejrene blev tøjet syet om på systuer eller af flygtningene selv. I Oksbøllejren suppleredes dette med beklædningsgenstande fra strikkestuen.

Udover den vigtige fremstilling af nødvendige produkter havde arbejdet en anden vigtig funktion - opretholdelse af den mentale sundhed. Selvom lejren var så stor at man kunne opholde sig længe i den uden at se pigtråden, ville isolationen sammen med lediggang kunne medføre "lejrkuller".

Selvom lejren ikke var en storby med højhuse, motorveje og millioner af indbyggere, så var det dog efter danske forhold en storby, og krævede som en sådan, infrastruktur i form af el, vand, gadenet og kloakering.

Gadenettet bestod af omkring 100 kilometer veje. Vejene var makadamiserede med grusbelægning. Selvom der ikke blev kørt med høje hastigheder fremkom der ujævnheder der skulle udbedres. Især kørsel med motoriserede køretøjer kunne være et problem. Gummihjulene kunne ved selv lave hastigheder suge fine partikler op, hvilket gav alvorlige støvgener, og ved højere hastigheder og acceleration og decelleration var der slitage på vejene. Lejren havde derfor arbejdshold til vedligeholdelse. Der var hastighedsbegrænsninger i lejren - Lastvogne måtte højst køre 20 km/t og personvogne højst 30 km/t.

Jernbanen havde en station lige uden for lejren. I lejr-perioden var der en ekstra station ("Station Nord") i Oksbøl, beliggende ca. 800 meter nord for Oksbøl Station. Fra "Oksbøl Nord" var der en smalsporet bane der løb gennem lejren. Lejren havde derved forholdsvis nemt ved at modtage forsyninger og distribure forsyninger ud i lejren. De daglige leverancer til køkkenerne kunne således fortrinsvis foregå på skinner.

Lejrens elværk havde 4 dieselgeneratorer på 800 hk. I 1947 producerede disse maskiner 1.042.600 kWh med et forbrug på 350.000 liter diesel. Lejren havde desuden 2 transformatorstationer hvorigennem der leveredes strøm fra Karlsgårdeværket, hvorfra der i samme periode leveredes 430.000 kWh. Desuden leveredes fra Ål sogns transformerforening 36.900 kWh. Ialt forbrugte lejren i 1947 omkring 1.500.000 kWh.

Strømmen leveredes til lejrens bygninger gennem 25 km. luftledninger med ialt 120 km. tråd.

Vandværket havde 4 boringer, hver med en ydelse på 67 kubikmeter vand i timen. Der var et vandrørsnet på omkring 50 kilometers længde, og til det var tilsluttet 1360 vandhaner, 950 klosetanlæg og 43 brandstandere.

Rensningsanlægget kunne behandle 2000 kubikmeter spildevand i døgnet. Lejrens 65 km. lange spildevandsnet førte vandet til rensningsanlægget, hvor det gennemgik en mekanisk og biologisk rensning, hvorefter det rensede spildevand ledtes ud i Ho bugt.

Badeanstalten havde en kapacitet på 1.700 bade pr. dag, fordelt på fællesbade og kabiner med bruse- og karbade; de sidstnævnte forbeholdt invalider og ældre.

Hver flygtning kunne påregne at få et varmt bad hver 14. dag. Hyppigheden var dog arbejds- og aldersbestemt. De mindre børn fik næsten daglige bade, og ved stærkt smudsende og svedende arbejde var badefrekvensen hyppigere end de 14 dage.

Vaskeriet havde en kapacitet til at vaske 11 tons tøj pr. uge.

Før maj 1945 var det tyskerne selv, der stod for undervisningen af flygtningene. Undervisningen var nødtørftig. I den kaotiske tid omkring og lige efter befrielsen var ansvaret overgået til danskerne, og den første tid gik mere med organisering end med undervisning. Der skulle skaffes undervisningsmateriale og lærerkræfter, og de potentielle lærere skulle screenes for nazistiske tilbøjeligheder. Tyskerne havde efter Hitlers magtovertagelse været udsat for nazistisk propaganda. Dog ikke helt ufrivilligt - Hitlers parti NSDAP fik ved valget i 1932 over 37 procents tilslutning, og ca. hver tiende tysker var, eller havde været medlem af nazistpartiet. Det var derfor yderst vigtigt at lærerkræfterne og undervisningsmateriale ikke fortsatte denne indoktrinering, men tværtimod koncentrerede sig om indlæring og forståelse for demokrati. Det var dog først et stykke tid efter at man havde erkendt at hjemsendelse kunne have lange udsigter at man fik ordentlig gang i undervisningen og at man samtidig erkendte at det nok også var den danske stat der havde ansvar, for udover undervisningen i fag som regning og stavning også havde ansvar for undervisning i demokrati. Det pædagogiske skulle dog nedtones så meget at der ikke opstod en modreaktion - det skulle ind som en selvfølgelig del af undervisningen.

Da belægningen i lejren var størst var fordelingen således:

Mænd over 14 år - 5.500, Kvinder over 14 år - 17.300, Børn fra 6-14 år - 7.700, Børn fra 0-6 år- 4-500. Det ses således at der var mindst 7.700 børn i den undervisningspligtige alder.

Lejren var opdelt i 4 skoledistrikter - Bezirke.

Bezirk I havde 2.075 elever i 45 klasser i barakkerne P5 og T12

Bezirk II havde 2.748 elever i 48 klasser i barakkerne R8-10 og K21

Bezirk III havde 1.555 elever i 35 klasser i barakkerne G7 og G18

Bezirk IV havde 1.155 elever i 38 klasser i barakkerne Y12, Z12 og Z13

Der var i gennemsnit 45 børn pr. klasse - ret mange når man tager i betragtning at vi i dag har et klasseloft på 26 for de mindre klasser.

I Oksbøllejren arbejdede man sammen om at gøre undervisningsmateriale klart. Af eksisterende materialer som tyskerne havde efterladt tog man det man kunne bruge, man lavede oversættelseslister så noget dansk undervisningsmateriale kunne bruges, og man forsøgte at skaffe materiale fra udlandet. Man havde i lejren mulighed for at kopiere/duplikere og man kunne indbinde bøger.

Generelt havde man ikke brug for dansk/tyske ordbøger. Oversættelseslisterne var en undtagelse. Der måtte nemlig ikke undervises i dansk - tyskerne måtte ikke lære at tale dansk. Især i begyndelsen - hvis en lejrbeboer havde fået tilladelse til at komme udenfor lejren, måtte man ikke samtale med andre end hvor det var nødvendigt.

Der blev først og fremmest undervist i regning, tysk, religion, geografi, biologi, gymnastik og sang. Af de bøger der blev fremstillet til flygtningene og til undervisningsbrug var den største succes nok "Liederbuch für die deutschen Flüchtlinge in Dänemark" der blev fremstillet i omkring 100.000 eksemplarer. Den indeholdt 76 kendte sange.

Både lejrledelsen og ledelsen i DDS og DDP vidste at det ikke ville blive en nem opgave, idet man var fuldt bevidste om spejdersagens udvikling i nazityskland.

Drengene skulle lære troskab til det nazistiske styre og til føreren og ellers gøres klar til livet som soldat. Drengene blev udsat for hårde prøver, hvis egentlige formål var at udpege kommende ledere til civiladministration eller hæren.

Men opgaven blev igangsat og fra de 4 "Schulbezirke" blev der valgt ialt 12 voksne som kommende ledere, og desuden nedsattes forældreråd således at forældrene var medbestemmende for rammerne omkring dette nye tiltag.

Takket være frivillige bidrag fra spejderafdelinger rundt omkring i landet blev der tilvejebragt forskellige former for udstyr, så man kunne begynde arbejdet "i marken".

Men også drengenes tilladelse blev inddraget. I weekenden den 3. og 4. maj 1947 var spejderne, som så mange gange før på lejr ved Sølager sø. Søndag d. 5. maj, skete der et uheld; der udbrød brand på lejrpladsen. Det var ikke en lille ”uskyldig” brand men en stor skov- og hedebrand, der kom helt ud af kontrol. Branden raserede 1000 tdr. plantage og hede. En ejendom nedbrændte, kirken og flere gårde var stærkt truet og man  måtte udkommandere CBU kolonnen fra Oksbøl, ca. 200 soldater samt brandværn fra Varde og Esbjerg. Det krævede en kraftig indsats at få slukket ilden. Heldigvis kom ingen af spejderne til skade, men uheldet fik alligevel katastrofale følger for spejderarbejdet, idet spejderne med øjeblikkelig virkning blev forment adgang til området og igen måtte lade sig nøje med at drive spejderarbejde inden for pigtråden. Branden skønnedes at have kostet 100.000 kr. hvilket svarer til lidt over 2 millioner kroner i dag.

Af  lejrens unge, havde omkring 500 drenge og 400 piger deltaget i spejderarbejdet, så ca. 900 unge tyskere fik deres første kendskab til en demokratisk ungdomsforening via spejderarbejdet i Oksbøl.

Flygtningene blev skaffet tag over hovedet, tøj på kroppen og daglige måltider, men mennesket lever ikke af brød alene.

Der skulle også skaffes åndelig føde til flygtningene, og man måtte begynde helt fra bunden med kulturelle aktiviteter. Med oplysnings- og kulturarbejde, med ungdomsskole, med "Volkhochschule", med studiekredse og foredrag og meget andet.

Den 2. november 1945, nedsattes et oplysningsudvalg med Johannes Kjærbøl som formand. I Oksbøllejren nedsattes et udvalg med højskoleforstander J. Th. Arnfred, Askov (som også havde sæde i det statslige udvalg),  politifuldmægtig H. Schlanbusch, Varde, førstelærer P. C. Paaske, Oksbøl, sognepræst H. B. Graabæk og hans kone, samt en repræsentant for lejrledelsen, som regel lejrchefen.

I lejren var et bibliotek som stod for at skaffe bøger, vedligeholde bøgerne og give dem ny indbinding når de havde været gennem mange hænder. Indbindingen foregik på lejrens bogbinderi.

Der var også adgang til at høre radio i bestemte tidsrum - dog ikke danske stationer.

De tyske soldater havde fået opført en kæmpestor soldaterbiograf "Kino". Denne bygning brugtes nu til filmforevisning for lejrens beboere, på ugentlig basis.

I løbet af 1. halvår 1946 var der centralt blevet etableret en filmtjeneste med ca. 50 smalfilm og almindelige spillefilm, en del med pædagogisk sigte for øje. Filmene var dels værnemagtsefterladenskaber, der godkendtes af danske censorer, dels lån fra Statens Filmcentral og Statens Filmcensur. Enkelte film låntes hos private aktører til meget lav pris.

Biografen "Kino" skiftede senere navn til "Theater-Oxbøl".

I lejren indkøbtes musikinstrumenter som blev stillet til rådighed, og der var et værksted der fremstillede instrumenter og vedligeholdt samme. Blandt beboerne var der en del dygtige musikere og der etableredes et dygtigt ensemble med flygel, strygere, og træblæsere under ledelse af en særdeles kompetent kapelmester. Senere oprettedes også mindre ensembler for kammermusik og hjemlig musik.

I februar 1945 kom direktøren for Staatstheater Danzig, Walter Warndorf med sin hustru Eva Warndorf-Just til Danmark, og overtog 1. juni teater- og filmvirksomheden i "Kino"/"Theater-Oxbøl".

Den tidligere teaterdirektør formåede blandt lejrens mange beboere at finde både rigtige skuespillere og talentfulde amatører, og sammen med dygtige dekorationsmalere, kulissebyggere, belysningsmester og kostumesyersker lykkedes det at stable mange fremragende forestillinger på benene. Selvom materialerne til kostumerne var primitive (papir, strå, sækkelærred og crepepapir) så var de flot udført, og sammen med et førsteklasses belysningsanlæg, et dygtigt orkester med en professionel dirigent og en fremragende akustik i salen, så blev der fremført forestillinger der ikke stod tilbage for noget provinsteater selv i en større by - i mange tilfælde overgik forestillingerne det man ellers kunne opleve i landets teatre.

Som en repræsentant for de danske der bidrog til kulturlivet i lejrene, skal nævnes C. M. Savery (Carl Maria Savery (1897-1969)) som i perioden 1945-1949 var konsulent under Flygtningeadministrationens Oplysningsvirksomhed og ydede en stor menneskelig, musikterapeutisk, pædagogisk og kunstnerisk indsats for tusindvis af tyske flygtninge i lejre overalt i Danmark.

Den var et vigtigt organ i lejrene. Det var den eneste måde hvorpå flygtningene kunne følge med i, hvad der rørte sig i andre lejre i Danmark og i deres hjemland, Tyskland.

Ved ugentlige, ofte bevægede redaktionsmøder, fastlagdes retningslinjer og indhold i åben diskussion mellem de socialdemokratisk og kommunistisk orienterede redaktionsmedlemmer, der dog altid nåede frem til enighed om bladets indhold. Enkelte gange greb den danske redaktør Jefsen ind og gik imod den tyske redaktionsstabs indstilling, f.eks. da man i redaktionen var enig om, at Marshallplanens hjælp skulle afslås. Her forlangte Jef Jefsen, at bladet skulle gå ind for Marshallplanen, hvilket skabte en del bitterhed i redaktionsstaben, der var indstillet på at afslå. Sagen var meget penibel. Ét sted i hele det tidligere besatte Europa udkom en tysksproget avis, redigeret af tyskere, nemlig i Danmark. Et af efterkrigstidens og pressehistoriens store kuriosa. Skulle dette for danske pengemidler udgivne og af dansk ansvarshavende redaktør ledede blad nu gå imod officiel dansk udenrigspolitik, der accepterede Marshallplanen? Det vovede den normalt tavse, men opmærksomt lyttende redaktør Jefsen ikke at lade passere. Ved vedtagelsen (af Marshallplanen) i Folketinget i april 1948, var det kun Danmarks Kommunistiske Parti, som stemte imod.

Omkring kapitulationen i maj 1945, herskede der kaotiske forhold på sundhedsområdet. Det tyske sundhedspersonale kunne ikke yde tilstrækkelig hjælp til alle de nye flygtninge der ankom. Flygtningene medbragte mange forskellige sygdomme - også smitsomme. Det er en myte at danmark hindrede danske læger i at hjælpe, men det er sandt at et formaliseret samarbejde mellem tyskerne og den danske lægeforening, ophørte  den 25. marts, hvor et foreløbigt tilsagn om dansk lægehjælp til flygtningene udløb. Danske læger ydede dog hjælp i tilfælde af overhængende livsfare og der ydedes også dansk lægehjælp ved visse smitsomme sygdomme. Efter kapitulationen var der en fælles sundhedsopgave der skulle løses.

De danske sundhedsmyndigheder var opmærksomme på at de ankommende flygtninge ofte var alvorligt syge, og at deres sygdomme kunne sprede sig til den danske befolkning. I Oksbøl såvel som i andre lejre, forsøgte man sig med karantænestationer, men i februar-maj 1945, var tilstrømningen så stor at dette var umuligt. Der blev igangsat en omfattende plan for vaccination mod tyfus, paratyfus og dysenteri. Der var 15 omrejsende hold bestående af 3 ældre medicinske studerende, der i lejre over hele landet stod for eller bistod ved vaccinationerne. I tilfælde hvor lejren selv stod for vaccination skete det ved tyske læger. Selvom der særlig i begyndelsen var udbrud af mindre epidemier, var vaccinationsprogrammet meget succesfuldt.

Der var også rejsehold af ældre medicinstuderende der ved indsamling af tuberkulinprøver (Mantoux) opsporede smittede, og de tuberkulin-negative blev Calmette-vaccineret og de "mistænkelige" kom til videre undersøgelse på danske tuberkulosestationer. Derefter overgik behandlingen til de tyske læger på deres tuberkuloseafdelinger.

I Oksbøl var en stor tuberkulosestation der også modtog patienter fra andre lejre.

I oksbøllejren var der udover de mange behandlingsafsnit på de 2 hospitaler og tuberkulosestationen, også andre sundhedsfunktioner.

Lejren havde eget apotek der forsynedes fra et tysk centralapotek på den tyske skole på Emdrupvej i København. Centralapoteket var drevet af tyske apotekere og assistenter men med en dansk apoteker som administrativ leder.

I lejren var der også tyske tandlægeklinikker.

Det var kun i ganske særlige tilfælde at det danske sundhedsvæsen var involveret i medicinsk behandling. Lejren rådede selv over både udstyr og personale til at klare næsten al behandling. Dog var der særlig i starten, knaphed på sundhedsudstyr.

Lige efter befrielsen var det modstandsbevægelsen der stod for bevogtningen af lejrene. Modstandsbevægelsen havde omkring et par tusinde reelle aktive medlemmer i den første halvdel af besættelsen, men da det i 42/43 stod klart at Tyskland ville tabe krigen, voksede antallet af medlemmer og ved befrielsen var antallet på forunderlig vis steget til over 80.000 medlemmer.

Det var således unge mænd der kom til at stå for bevogtningen af lejrene, hvis indbyggere fortrinsvis bestod af kvinder - ikke et godt udgangspunkt når fraternisering var forbudt.

Blandt modstandsfolkene var der en del opportunistiske og særdeles tyskerfjendtlige elementer, og da vagterne også skulle foretage razziaer i lejrene for at sikre at flygtningene ikke besad penge eller værdigenstande af høj værdi, var det ikke alle der i begyndelsen fik registreret det beslaglagte. Flygtningene protesterede da også mod disse overgreb, som også allierede styrker deltog i. Det var yderst sjældent at modstandsfolk eller allierede blev tiltalt, men der var dog folk der bedrev disse tyverier, begik overfald på beboere, fraterniserede eller udøvede hærværk mod beboernes ejendele, der blev fjernet fra vagtbestillingen.

Det bedredes efterhånden som vagtmandskabet blev afløst af folk fra "Den Danske Brigade", CBU-personel og senere ordenspolitiet. Det konfiskerede blev registreret og flygtningene fik det konfiskerede tilbageleveret ved hjemrejse.  

I Oksbøllejren overtog dansk politi bevogtningen den 01.07.1947.

Til at håndhæve lov og orden i selve lejren, var der et tysk politi, bestående af 60 kriminalbetjente og 225 ordensbetjente, heraf 25 kvindelige.

Oksbøllejrens arrest

Den 23. august 1946, udstedte Flygtningeadministrationen "Regulativ for Udøvelse af Disciplinærmyndighed i Lejrene for Tyske Flygtninge", som udbredte systemet med tyske domstole. Det domstolssystem der eksisterede i Oksbøllejren kørte altså videre men nu under et officielt regulativ som var gældende for alle lejre.

Ifølge regulativet bestod lejrdomstolene af en retsformand/dommer (så vidt muligt en jurist) samt 2 domsmænd, der efter tur blev udpeget blandt "agtværdige mænd og kvinder i lejren".

Det var lejrlederen der afgjorde om en sag skulle rejses og om den skulle rejses ved domstolen eller om det var en sag han selv skulle afgøre. Selv i sager der blev behandlet af lejrdomstolen, kunne lejrlederen skride ind og træffe en disciplinær afgørelse. Lejrlederen havde altid det sidste ord, og hans afgørelser kunne ikke ankes til instanser udenfor lejren.

Lejrlederen eller den forurettede part optrådte som anklager. De tiltalte førte som udgangspunkt selv deres forsvar, men havde ret til at lade sig repræsentere af en anden person.

Retshandlingerne var offentlige og alle kunne overvære retshandlingen.

Efter domfældtes ønske kunne dommen prøves ved et benådningsnævn til stadfæstelse eller eventuelt mildnelse. Nævnet blev sammensat med ny dommer og lægmænd. En del af straffene, især hvor det drejede sig om førstegangsforseelser blev eftergivet i anledning af eksempelvis store helligdage.

Sager der hørte under det danske retssystem blev ført i dansk retssystem og eventuel afsoning skulle ske i dansk arrest. Ved sager der førtes under lejrdomstolen som førte til domfældelse skulle afsoning ske i en af lejrens arrester.

Afsoning i lejrens arrest kunne medføre ophold i op til 3 måneder i arresten og hertil kunne komme bortfald af eventuelle tildelte rettigheder, eksempelvis retten til at sende og modtage post.

Men udover registrering var også det de kirkelige handlinger af stor vigtighed. En række af især Københavnske præster tog initiativ til et ordnet kirkeligt arbejde blandt flygtningene og dette resulterede i forhandlinger mellem blandt andet Kirkeministeriet og repræsentanter for tyske menigheder, og den 2. juni forelå en tilladelse og med tilsagn om økonomisk støtte til rejser, kontorudgifter m.v. og fra samme dato eksisterede "Kirketjenesten for flygtninge i Danmark". Kirketjenesten blev 1. september en afdeling af flygtningeadministrationen.

I løbet af sommeren 1945 meldte sig i København 68 præster, der var villige til at hjælpe med kirketjenesten, hvorimod præsterne i provinsen var mere tilbageholdende.

Alligevel lykkedes det i løbet af efteråret 1945 og de første måneder af 1946 at få alle danske lejre inddækket med tilsynsførende danske præster og tyske og "allierede" præster der mestrede tysk og andre sprog og således var i stand til at yde kirkelig service på alle nødvendige måder samt øve sjælesorg.

Et problem var at både præster og menighed savnede teologisk og gejstlig litteratur, og medlemmer af det danske udvalg af det økumeniske råd gik i begyndelsen af juni 1945, i gang med at afhjælpe manglerne.

Man henvendte sig til danske præster for at få indsamlet god tysk teologisk litteratur, og man søgte hjælp i udlandet. Man fik trykt små hæfter med tyske salmer og små pjecer med de forskellige danske ritualer oversat til tysk. Fra Schweiz modtog man til fordeling i lejrene 400 kasser med 40 ton bøger, fra det amerikanske bibelselskab kom 40.000 eksemplarer af det ny testamente på tysk, og det danske bibelselskab fordelte 105.000 små bibler og 50.000 samlinger af skriftsteder.

Flygtningeadministrationen støttede også det kirkelige arbejde, idet der gaves tilladelse til redigering af 4 sider kirketidende der udkom som bilag til den ugentlige officielle lejravis "Deutsche Nachrichten".

Op mod 200 danske præster og godt 80 tyske præster deltog mere eller mindre fast i kirketjenestens arbejde.

Af de tyske flygtninge var ca. 85% evangelisk-lutherske, mens 112% var katolikker og resten tilhørte forskellige frikirker.

I Oksbøllejren var kirketjenesten lagt i faste rammer. Som dansk tilsynsførende var indsat sognepræsten i Ål sogn, pastor H.B. Graabæk, under hvem alle praktiske ting vedrørende dette arbejde sorterede.

Flygtningene var særdeles flittige kirkegængere. Hver søndag var der tre gudstjenester. En ungdomsgudstjeneste kl. 8, højmesse kl. 10 og så igen gudstjeneste kl 16 om eftermiddagen. Ofte når kirken ikke kunne rumme alle kirkesøgende blev teatersalen taget i brug.

Der var ca. 4.500 katolikker som havde egen kirke og betjentes af 2 præster, og fra foråret 1946 desuden en evangelisk kirkebarak som kunne rumme 6-700 mennesker. Blandt de evangeliske præster var en kvinde og hun var dermed den første kvindelige præst som forrettede altertjeneste i Danmark.

Af de omkring 540.000 tyskere der befandt sig i Danmark i maj 1945, blev de omkring 300.000 tyske soldater (heraf omkring 50.000 sårede) beordret ud af landet. De engelske myndigheder pålagde det tyske hovedkvarter i Silkeborg opgaven at sørge for deres udmarch af landet, og de 2 oberstløjtnanter Günter Toepke og von Wedel fra generalstaben fik pålagt og påtog sig denne opgave. I løbet af få måneder havde det tyske militærpersonel forladt Danmark.

Fra begyndelsen af 1949, Var der ingen beboere i lejren. Flygtningene var kommet “hjem” selvom hjem for størstepartens vedkommende ikke var det sted de var kommet fra. De var flygtet fra deres hjem, de var dernæst kommet til et sted hvor de ikke var velkomne, men de blev dog sørget for. De kunne ikke selv betale for deres ophold, men den danske stat fik senere en stor del af udgifterne betalt af den tyske stat.

Den sorte børs : krisekriminalitet i Danmark fra besættelsen til efterkrigstid 1939 - 1953. Claus Bundgård Christensen