Æ Bramming smej - Bramminginfo

Gå til indhold

Æ Bramming smej

En politisk smed
Æ Bramming smej – og hans politik
Han fremstår jo som en mand af særegen støbning, H.M. Thomsen. Særlig hans politiske synspunkter i ungdommen ligger langt fra hvad man skulle vente af en mand der var fabrikant og senere sognerådsformand.
Man kan undre sig over hvad der gjorde en bondesøn[1] fra Ll. Darum, der havde været i lære hos landsbysmeden, så venstreorienteret. Inden han kom til Bramming i 1892 havde han et par år før aftjent sin værnepligt på panserskibet Ivar Huitfeldt. Det var et af marinens nye skibe, 3 år gammelt, med en besætning på 300 mand. Det var bl.a. forsynet med 6 store kanoner med en kaliber på 260 og
120 mm
. Det var med til at forme Thomsens antimilitarisme, den dengang under Estrups undtagelseslove kom til udtryk i modstanden mod de store befæstningsanlæg ved København. Han argumenterede at med den slags kanoner var det ikke muligt at forsvare hovedstaden med landfæstningsanlæg.
H. M. Thomsen
H. M. Thomsen
Han kom i skyndingen til at overdrive kanonernes rækkevidde fra Ivar Huitfeldt, og det fik år senere en politisk modstander til at undersøge sagen og forespørge på højeste sted. Det blev bekræftet at skibet 4. juni 1890 - 25. september 1890 havde været på togt under kommando af kommandør H.H. Koch, og at kanonernes rækkevidde ikke var den af Thomsen hævdede. Han var jo også en simpel marinesoldat, der ikke havde forstand på den slags. Men Thomsen sagde nu, at kanonerne siden dengang var udviklet, så hans argumentation alligevel holdt.
Men han var kun 24 år da han kom til Bramming og startede værksted i Storegade. Han var på Beslagskolen i København - beslaglære er som alle ved læren om hovpleje på heste, herunder også at sætte hestesko på dem. Noget med landbrugsredskaber var hans hovederhverv som smed.
Sportsfest i byen.
Familien Thomsen var flyttet på landet da de flyttede ind i Solhjem på Sct. Knuds allé - her ved en sportsfest i byen.
Da han havde været her i fem år giftede han sig med stationsforstanderens ældste, den 20-årige Mary, i det daglige Maja. Hun var født i København dengang stationsforstander Randel kun var ekspeditionsassistent og – også dengang - gift med Mathilde Emma Augusta. Smedefamlien boede forskellige steder.  Først i Storegade, i nr. 25 og et par steder til, så til Solhjem, Sct. Knuds alle nr. 14: Thomsen med familie flyttede nu ’på landet’ fuldstændig ene, flankeret af mose på de tre sider og en utilgængelig vej fra den fjerde side - sådan beskrev førstelærer Manich senere familiens hus, den senere fagforeningsbygning, der lå ved det man dengang kaldte Doktorens Mose. Måske var det her der var brand, i hvert fald kunne man i 1908 læser i avisen: I formiddags udbrød der brand i fabrikant [H.M.] Thomsens privatlejlighed på 1. sal ved at en kakkelovn antændte et brændselsskillerum. Skader for 5-600 kr. men HMT havde assureret.
Nogle år efter flyttede de til Ribevej 2 - det var omkring den tid hvor 1. verdenskrig startede. Det var jo noget af et flytteri, men Thomsen havde det som så mange af byens pionerer: de brugte megen tid og energi på at købe grunde, bygge huse - og så sælge dem.[2] Skomager Hansen i Viadukthuset, læge Fenger, rebslager Albrechtsen o.s.v., der var vist få der ikke hoppede på den vogn.
Tårnbygningen, Ribevej 2.
Ved Thomsens død og senere boede Maja i Tårnbygningen, Ribevej 2.
Samtidig var Maja gravid som det nu var med kvinder i de dage. Hun nåede at få 10 børn i tiden 1899-1919 - det sidste var hun gravid med ved smedens begravelse. Af børnene overlevede de 6 den spæde alder.[3] Så Maja har nok ikke overkommet så meget andet: Hun har været ham en sjælden god og trofast hustru, som helt igennem forstod hans karakter og havde evne til i medgang og modgang at være ham en udmærket støtte og medhjælp i hans virksomhed, som der stod i Vestkysten i 1919. Det vil nok ikke være en overdrivelse at sige at det næppe var hjemlivets glæder der plagede Thomsen, det var jo lidt nemmere at være mand dengang. En søn, Ejvind Randel-Thomsen har fortalt om dengang sikringsstyrken var i Bramming i 1915: Vi fik indkvartering af en sergent der spiste sammen med far. Dengang – i hvert fald hos os – spiste husherren alene og moderen sammen med børnene. Maja sad nu sammen med Tonnes Tonnesens kone, Maren, i bestyrelsen for Sygeplejeforeningen. Maren var smedens søster.
Folketingmand Jens Busk
Folketingmand Jens Busk gjorde grin med Thomsen og hans ungdom: han havde ikke engang valgret - han var jo også kun 27 år.
Førstelærer Manich
Førstelærer Manich mente nu at Jens Busk var agtet og almindeligt afholdt.
Forretningen
Han solgte sit smedværksted i Storegade til smed Johs. Hansen - den senere brandmand - i 1903 og havde så maskinforretningen Dannevirke[4] der lå på hjørnet af Sct. Knuds alle og Skolegade, ældre brammingensere husker efterfølgeren Johs. Lungholt. Thomsen solgte også cykler, det var jo oppe i tiden, men næppe det der har skaffet brød på bordet.
Omtalte søn har fortalt om Thomsen i forbindelse med Bramming-ulykken i 1913: Min far var sognefoged og måtte for første og sidste gang iføre sig politihat og – skilt for at hindre ligrøvere at arbejde.

Thomsens og den store politik
De tørnede sammen på mødet i Bramming den sommer i 1896: den kendte venstremand Jens Busk og æ bramming smed[5], H.M. Thomsen. Jens Busk var kendt som antimilitarist, kendt som modstander af Estrups provisorielove. Men så havde han alligevel været med til at stemme for Københavns befæstning og i det hele taget bøjet sig under den politiske nødvendighed, kompromiset med højre, som i den sidste ende førte til det Venstre senere kaldte systemskiftet i 1901. Busk havde også skaffet biskoppen i Ribe en klækkelig lønforhøjelse.
Bramming i juli 1896[6] var 2. halvleg, den første var i skoven ved Kærgård en måned før, hvor smeden havde affyret følgende salve mod Venstre og Busk: Der har ikke siden den Tid [1894] været så megen Rygrad i Venstres Politik, at man behøvede at frygte for Konflikt. Derimod er Venstre veget fejt tilbage for Konflikten eller blot dens Skygge.
Men Busk talte godt for sig, han var uantastet folketingsmand for Ribe-kredsen i utallige år[7], heller ikke her betød Thomsens modstand noget. Busk prøvede at gøre Thomsen og hans politiske venner i Bramming til grin: Thomsen med hans ungdom, han havde ikke engang valgret - han var jo også kun 27 år. Det var først i 1915 at valgretsalderen blev sat ned fra 30 til 25 år.[8] Om Busk der havde siddet i Rigsdagen i 20 år, sagde smeden at rigsdagsmanden ikke havde indbragt noget reformforslag af betydning. Og om biskoppens lønforhøjelse: Disse højtlønnede embedsmænd er de første til at bekæmpe arbejdernes krav om bedre vilkår, højere løn og bedre arbejdstid… Præsterne prædiker jo stadig mod det jordiske mammon; men de række selv efter det med begge hænder.
Smed og fabrikant H.M. Thomsen.
Smed og fabrikant H.M. Thomsen.

Thomsen stak som man ser ikke op for bollemælk. Der faldt en del knubbede ord, som jo ikke har nogen interesse i dag, men også principielle meninger luftede smeden: Vi lever og regeres efter Christian den Femtes Dansk Lov; vor retspleje trænger til at blive reformeret; vi har en skolelov fra 1814 og en toldlov hvor man endnu regner med mark og daler og skilling og efter hvilken der begås stor uretfærdighed mod enkelte klasser.
Efter et grundlovsmøde i Gredstedbro, hvor Busk havde foræret den lokale venstreforening en fane, bemærkede Thomsen at Busk, der det år havde stemt for apanageloven til kongehuset, ikke var klar over at strømningen her i Kredsen ikke går i Retning af blødsød Hofpolitik, men derimod i Retning af social Reformpolitik.
Thomsens grundlag
Jeg tror ikke Thomsen var medlem af Socialdemokratiet. Men sympatisør var han i hvert fald – her i sine unge år. Han fremhævede dem som det eneste parti med et udførligt socialt program, der ikke udelukkende varetager arbejdernes interesser, men også at de med varme og dygtighed arbejder for reformer der kommer andre samfundsklasser til gode… et par eksempler: Forslaget om statsdrift fra Esbjerg til England… ved skoleloven og lærernes lønningslov var det også socialdemokraterne der slog de bedste slag og dog står vist socialdemokraterne ikke i nogen taknemlighedsgæld til lærerne.
Han var en del af den antimilitarisme der prægede socialdemokraterne og det Radikale Venstre før første verdenskrig. Han mente ikke Danmark kunne forsvares mod den mægtige nabo mod syd, Danmark var ikke 1848 og Tysklands militær slet ikke. Den største fare var i virkeligheden militarismen, han mente at man skulle værne sit land mod at blive opslugt af militæruvæsenet og hvad dertil hører. Vi har ikke råd til at ruinere os selv åndeligt og materielt. Han fremhævede også de store udgifter ved Københavns befæstning og sagde at det der burde komme i første række var udgifter til Kampen for Tilværelsen, Kampen for det daglige Brød til sig og sine. Når det var klaret kan man give sig til at bygge fæstninger, hvis sådanne skulle vise sig absolut nødvendige.

Foreningen
Dette møde og mange andre var arrangeret af Foreningen for politisk Oplysning i Bramminge, Den var startet 1894 og havde som har til formål at lade afholde politiske foredrag og diskussioner om dagens brændende spørgsmål, uden at foreningen som sådan skal tage politisk standpunkt. Foreningen har indbudt både højremænd, agrarer, venstremænd og socialdemokrater, sådan stod der i Socialdemokraten 28.1.1896. Bestyrelsen bestod af smedemester H.M. Thomsen, formand; møller Niels Poulsen, sekretær; dyrlæge A.J. Skjøttgaard; skrædder K.F. Nissen. Det er næppe nogen overdrivelse at de udgjorde byens politiske elite.[9] Hertil burde nok tilføjes jernbaneassistent P.L. Poulsen, der redigerede ugebladet - Poulsen fantaserede lidt over mødets konsekvenser i en drøm om anno 1921 hvor Ugebladet var blevet dagblad, hvor Bramming havde 21 jordemødre, hvor Busk var blevet kongevalgt medlem af Landstinget, hvor H.M. Thomsen var afrejst til kroningsfesten i Washington som reporter for Berlingske Tidende… Både Thomsen og Poulsen gjorde sig bemærket ved byens første dyrskue i 1896, Poulsen ved sine høns og Thomsen ved sine duer af racerne røde tumlinger og rød parykker.
Ikke alle i byen delte foreningens skepsis overfor Busk[10], førstelærer A.N. Manich, fremhævede Busk som en agtet og almindeligt afholdt folketingsmand[11]. Manich fik jo også senere ridderkorset… Dyrlæge Skjøttgaard var heller ikke den der lænede sig tilbage, han var en stor ynder af at spidde modstandere med sin dræbende ironi, han stillede spørgsmålstegn ved Busks politiske indsats, om hans tyveårige Rigsdagsvirksomhed er så overvældende i Antal, Størrelse og Kvalitet at de bør kunne hæve ham over Kritikken i enhver anden Henseende - sådan som Manich mente.[12]
Jens Busk der var fra Horsensegnen var ejer af Ribe Stifttidende, og ud over at han ikke yndede oppositionen, var Ugebladet og dets planer om et partiuafhængigt dagblad for egnens landmænd nok ikke noget der bekom ham, og Stifttidende omtales i ugebladet som den gamle 87-Aarige Stiftsdame - et udtryk der kunne falde dyrlægen i pennen…

Den røde smed
Som nævnt var Thomsen præget af sympati for socialdemokraterne. I julen 1896 har han nok gået og filosoferet over tilværelsen og i Ugebladet i januar kan man læse hans politiske manifest[13] med overskriften Overproduktion og Sult. Også senere var Thomsen interesseret i landspolitik, han blev således i 1907 valgt som valgmand til landstingsvalget. Men det var på det lokale plan han fik betydning.


[1] HMT var født den 10.3.1869 i Ll. Darum. Mor: Kirsten Boesen (f. 1833), far: gårdmand Thomas Madsen (f. 1828), andre børn bl.a., Maren (f.1876, senere gift med bygmester Tonnes Tonnesen).
[2] Men også ejendoms- og grundhandel, se f.eks. i 1908: Plougstrup Møllegård solgt til købmand M.A. Madsen og fabrikant [H.M.] Thomsen for 7.000 kr., ejendommen agtes udstykket. - Konsortiet H.M. Thomsen har i dag købt Grumsens gård i Grene, gården agtes udstykket.- Fabrikant H.M. Thomsen har solgt en byggegrund på St. Knuds alle til bygmester Morten Hansen - købmand M.C. Petersen har af fabrikant H.M. Thomsen købt en byggegrund ved siden af Kikkenborg.- 1909: Købmand M.A. Madsen, fabrikant H.M. Thomsen og dyrlæge Skjøttgaard har købt et hus i Ny Sverigesgade i Esbjerg med 6 lejligheder - Købmand M.A. Madsen og fabrikant H.M. Thomsen har købt Morten Knudsens gård i Nørå, ejendommen agtes udstykket. Senere meddeles at de har solgt 10 tdr. land til C.P. Petersen, Nørå, som agter at bebygge lodden som husmandsbrug. Senere igen at Jens Plougslund har købt 2 tdr. land eng og at Chr. Christensen, Terp, har købt 48 tdr. land hede. Senere igen at Herluf Nielsen, Bramming har købt 8 tdr. land som han vil lave statshusmandslod af. Og senere at møller N. Poulsen har købt 1½ tdr. land mose og senere har Iver Iversen, Vong, købt 5 tdr. land.
[3] Hans Madsen Thomsen døde 13.9.1914, fem uger gammel.
[4] Han solgte den måske i 1912, jf. den noget ironiske kommentar fra den socialdemokratiske redaktør Th.T. Thomsen 20.1.1912: Dannevirke har måttet neje sig og bliver nu taget i besiddelse af fremmede, har overgivet sig til hr. Villadsen fra Sejstrup, der havde truet med at anlægge et nyt Dannevirke men til sidst stak sin modpart 7500 Krus hvorefter Kommandanten, den engang så berømte Bramminge Smed [H.M. Thomsen] trækker sig tilbage til Privatlivet og Fabrikation af Slibestene.
[5] Redaktør Th. Sort, der var med til at stifte den lokale venstreforening kaldte ham Overbrammingenseren. Det var ikke venligt ment, men Thomsen var jo i mange år både sognerådsformand og sognefoged.
[6] Bramminge Ugeblad, nr. 19- 21 1896, 3.-17. juli.
[7] Fra 1876-1906. JB døde i 1908.
[8] Ved kommunale valg dog i 1908, ellers er 1915-loven kendt for at give kvinderne stemmeret til folketinget.
[9] PL Poulsen nævner i sine erindringer, at Randel år efter år blev genvalgt til formand for egnens foredragsforening. Desuden: Borgerforeningens bestyrelse bestod indtil 1897 af Nissen, Thomsen, Poulsen, kroejer Guttorm Sørensen og Stationsforstander Karl Randel (Thomsens svigerfar), iflg. Ugebladet 19.11.1897.
[10] Under mærket ’K.’ var der fra 25. august 1896 en lang serie der gennemgik Busks politik.
[11] Thomsen bad Manich i stedet tage stilling til bevilling til Københavns befæstning og forhøjelsen af Ribebispens løn, og Manich svarer at man jo ikke skal være stædig og at der i Folketinget var flertal for forhøjelsen af biskoppens løn.
[12] Se også C.K. Olesens udførlige omtale i han manus. i Byhistorisk arkiv: Fra ældre Tid i Bramminge (A12).
[13] Inden da havde han i markeret sin holdning til en påkrævet kommunesammenlægning, da der flyder blæk i strømme. Den kom som bekendt først i 1938!
Tilbage til indhold