Hollænderskoven - Bramminginfo

Jens Nielsen blev født i Vilslev i 1785 i små kår. Det var ikke ualmindeligt at børn der voksede op i fattige familier, skulle bidrage ved at indsamle fornødenheder, og kunne dette ikke ske ved at naturalier byttedes med arbejde, måtte børnene rundt til omliggende gårde og tigge. Der kunne således samles tilskud til den daglige husholdning i form af mælk og måske lidt brød.

At arbejde for føden var ikke noget der var den lille Jens Nielsen imod - derimod kunne han ikke lide at tigge, og han blev tavs og indesluttet hvilket holdt ved også efter barneårene.

Han holdt sig orienteret om hvad der foregik ude i den store verden, og især var han interesseret i den lille Napoleon Bonaparte, og hans hær.

Han hørte at der i Napoleons hær var gode forhold for soldaterne, og begav sig afsted for at tilslutte sig denne.

Det var almindeligt at soldaternes løn var en delvis fast løn og delvis hvad soldaterne selv kunne skaffe sig.

Det skulle vise sig at han var god til at hjælpe med til at supplere føden når sulten gæstede armeen, og han var god til at være til stede når krigsbytte skulle fordeles.

Efter nogle år i krigstjeneste forlod han hæren og vendte tilbage til Vilslev.

Han talte ikke om sin tid i hæren og om hvad han havde oplevet.

Da der var gået godt et halvt år, gik der rygter om at han havde købt Lundagergård og skov og at han skulle giftes med datteren på gården - og så drog han på langfart i en måned.

Der blev talt om at han skulle hente krigsbytte han havde gravet ned i Frankrigs jord, og andre mente at han havde investeret i et hollandsk rederi, og nu  skulle hente udbytte derfra. Dette gav ham tilnavnet "Hollænderen" og dette tilnavn blev videreført i navnet på gården og skoven - "Hollændergården" og "Hollænderskoven".

Det var i 1821 og selvom udbetalingen ikke var ret stor var det i datiden dog en betragtelig sum.

Ret hurtigt efter at han havde overtaget den store Lundagergård begyndte han at nedbryde den ret forfaldne gård. En ny blev opført af sten der blev brændt på et lille teglværk han lod opføre på en mark tæt på gården.

"Hollænderen" var en aktiv mand med en stor og veldrevet gård. Fra mosen blev gravet tørv. Der blev gravet grøfter og jorden blev merglet. Han startede skovdrift og der blev i stor stil produceret kartofler. Selv biavl beskæftigede han sig med.

Jens Nielsens bigård i skoven havde stor tiltrækning på omegnens bier i sværmetiden. Mange folk fulgte deres bisværme til skoven, hvor de så dem forsvinde i en af kuberne i den store bigård. Adskillige var hos Jens Hollænder for at få deres bier; men svaret var altid, at han ikke kunne se, at det var deres bier - og så var den forhandling forbi.

En dag kom Karen Kristensen fra Kragelund og sagde til Jens Hollænder, at hendes bier var fløjet i en af hans bikuber og spurgte, om hun ikke måtte få dem med hjem. “Jo”, svarede Jens, “hvis du kan kende dine bier”. Herpå svarede Karen: “Det kan jeg”. Så fulgtes de ad i skoven til bigården, hvor Karen gik hen til en kube og sagde: “Her er mine bier”. Jens meddelte som sædvanlig: “Bierne kan jeg ikke se Forskel på. Kuben er min, og så er der vist ikke noget at komme efter”. Da bad Karen, om han ikke ville komme hen til kuben og se, at bierne ikke var som hans; Karens var alle hvide på ryggen. Jens kom nærmere og så paa bierne. “Det passer”, sagde han. “Tag både kube og bier, jeg har ingen, der er hvide paa ryggen”.

Karen havde ogsaa mange bier og passede nøje, at hendes Bisværme ikke fløj bort; alligevel havde hun gang paa gang haft sørgelig erfaring for, at sværmene fløj til skoven. Karen lyttede til kuberne hver aften i sværmetiden, og hun kunne da høre, når de var færdige til at sværme. Karen vidste på den måde næsten altid, hvornaar sværmen ville komme. Den dag, hun fulgte bierne til skoven, havde hun taget noget fint mel, som hun ganske svagt dryssede på bierne, mens de myldrede frem af flyvehullet. På biernes fint behårede krop sad melet fast; derfor kunne Karen kende bierne i skoven.

Dette er måske sandt eller måske kun en god historie, men i det mindste siger det en del om hvordan “Hollænderen” var kendt i det omliggende samfund: Som en hård men retfærdig forretningsmand.

Ved en auktion i 1786 købte den unge Friederich Gersdorf, Kjærgård hvortil der stadig hørte noget bøndergods. På hovedgårdens jorder lå der fire store gårde: Alsbrogård, Frøsiggård, Thinghusgård og Lundagergård.

I 1789 fik han tilladelse til at udstykke hovedgården. Han valgte at sælge det hele samlet til 2 mænd fr Fanø. Gårdene blev herefter videresolgt til fæsterne.

Lundagergård var nu en selvejergård og den blev overtaget af den forhenværende ridefoged på Kjærgård, Niels Christian Helle.

Omkring ti år senere blev gården solgt til en forhenværende herremand, Lars Malle.

Lars Malle evnede ikke at drive gården, og kom i gæld til Fru Irminger fra Ølufgård ved Varde. hun overtog gården mod at Lars Malle fik restgælden eftergivet og mod at han fik et stykke af gårdens jord.

Fru Irminger solgte gården til ritmesterv Lachendorf som nu blev nabo til den forrige ejer, Lars Malle.

Efter Lachendorf ejedes gården af Niels Svendsen, og herefter af Andreas Holm.

Vi er nu nået til 1821, og i de godt 30 år der er gået, har gården haft 7 forskellige ejere - fra Friederich Gersdorf til Andreas Holm.

Den ottende ejer er Jens Nielsen (Hollænder) fra Vilslev, som ikke blot overtager gården, men også datteren på gården.

Gården oplevede nu fremgang. Bygningerne blev fornyet og gården tillagdes mere jord, jorden blev forbedret og der blev drevet skovdrift.

Gården blev overtaget af Jens Hollænders nu voksne søn, Niels Hollænder for 800 rigsdaler, og Jens blev boende på gården i aftægt indtil sin død i 1860.

Med Niels Hollænder var de gode tider for gården forbi. Ikke fordi han udygtig, men i årene efter overtagelsen blev det hårde tider for landbruget.

I 1830'erne steg kornpriserne internationalt. Det blev begyndelsen til den såkaldte kornsalgsperiode, en lang højkonjunktur for det danske landbrug. I 1846 afskaffede Storbritannien sin høje importtold på korn, og kornsalget voksede kraftigt, og det samme gjorde eksporten af kødkvæg til Tyskland. Fra 1800 til 1870 steg eksportandelen af det danske landbrugs værditilvækst fra 10 til 30%.

Fra omkring 1860 begyndte et fald i kornpriserne på grund af at der strømmede billigt korn til Vesteuropa fra Nordamerike og Østeuropa, på grund af de nye transportmuligheder som jernbanen og skibstrafikken tilbød.

Det var nye tider i det danske landbrug med andelsbevægelsens fremkomst, men de nye og bedre tider oplevede Niels Hollænder ikke. Han var en svagelig mand og døde af lungebetændelse og fik dermed ikke de lysere tider som landbruget så imøde.

I en del år blev gården drevet videre af børnene og enken.

Historien om de danske skove er også historien om menneskelig ubetænksomhed.

I nederste højre halvdel (her markeret med cirkler) ses de 2 eneste skove der da er i området - Lundagergård skov/Hollænderskoven og den lidt mindre østligere Kærgård skov. Det Bramminge der befinder sig på kortet (øverst i højre halvdel) skal læses som: Bramminge Hovedgård. Det der senere bliver til Bramming by kan (ikke) ses hvor Ribe-banen møder Lunderskov-Esbjerg banen. På dette tidspunkt findes der kun en krogård hvor den senere by kommer.

På næsten hele området er der lyng hvor der ikke er marker eller moser. Her kan man tale om "åbent landskab".

Allerede i sin seminarietid begyndte Jensen-Haarup at interessere sig for studiet af insekter, især biller. Senere, da han var flyttet til Silkeborg, blev det især tæger og cikader, der optog ham. Det var på dette felt, at han specialiserede sig og opnåede sine betydelige resultater – publiceret i ”Danmarks Fauna” og i udenlandske tidsskrifter.

I 1893 var Jensen-Haarup initiativtager til udgivelsen af tidsskriftet ”Flora og Fauna”. Han deltog i redaktionen af det indtil 1922 og var sideløbende hermed en flittig bidragyder.

I 1904-1905 og igen i 1906-1907 opholdt Jensen-Haarup sig i Argentina for at studere og indsamle insekter. Han vendte hjem med et righoldigt materiale, som han efterfølgende ordnede og registrerede. Han distribuerede sin viden og det indsamlede materiale til museer og specialister i hele Europa.

Ved hans død overgik hans store og righoldige tæge- og cikadesamling til Zoologisk Museum i København.

Fra: Silkeborgwiki.dk

I det sydvestlige Jylland er man ikke forvænnet med Skove, end ikke med Naaletræsplantager, hvilke sidste gennemgaaende endnu er meget unge og oven i Købet meget spredte, til Trods for, at der netop i denne Egn findes store Strækninger, der næppe egner sig til andet end til Beplantning med Naaletræer. Løvskove findes saa godt som ikke; de er forsvundne i Tidernes Løb ved ufornuftig Skovhugst. Endnu for ca. 500 Aar siden strakte Skovene sig langt videre mod Vest fra Østkysten af, og de talrige “Egepurrer” bærer tydelige Vidnesbyrd om tidligere Tiders Skovrigdom. I den forhistoriske Tid har Egnen endogsaa været kraftig skovbevokset. Udgravningerne til nye Havneanlæg i Esbjerg, Uddybningen af Graadybsbarren og forskellige Undersøgelser i Sydvestjylland har bragt mægtige forhistoriske Træstammer for Dagens Lys og derved givet Beviser for tidligere Tiders Skovrigdom her.

Vil man fra Esbjerg foretage en Udflugt til en nogenlunde nær beliggende “rigtig” Skov, er man henvist til Kærgaard Skov i Nærheden af Bramminge Station, ad Ribekanten til. Denne Skov er en Rest af de store Skovstrækninger, der i sin Tid strakte sig tværs over Landet; men desværre er det kun en lille Rest, idet Skoven ikke omfatter ret mange Tønder Land; desuagtet er Bevoksningen dog ret kraftig. Ikke langt herfra ligger Hollænderskoven, der dog sikkert er af yngre Datum og nærmest maa betragtes som en Plantage, da den for en meget stor Del bestaar af yngre Naaletræer.

Omegnen er, som de fleste Steder i det sydvestlige Jylland, temmelig flad; kun hæver Terrænet sig lidt fra Kærgaard Skov over efter Hollænderskoven. Iøvrigt er Egnen omkring disse to Smaaskove gennemskaaret af større og mindre Mose- og Engdrag, der ud mod det nærliggende Hav til Dels gaar over i flade Marskenge. Ikke langt fra Hollænderskoven ligger den store og rige, gamle Landsby Darum med sine 70-80 Bøndergaarde.

Omtrent midt i Kærgaard Skov ligger en Fattiggaard sikkert den ejendommeligste og smukkest beliggende Fattiggaard i hele Landet. Fattiggaarden er nemlig en gammel Ridderborg med underjordiske, skumle Hvælvinger og Gange, hvis solide grundmurede Vægge kun hist og her giver Plads for en lille Lysaabning i Niveau med Grunden udenfor. Uden om Borgen, der i sin Tid skal have tilhørt Ridder Kai Lykke, findes endnu Rester af de gamle Voldgrave. Iøvrigt har Hollænderskoven ogsaa sin Ejendommelighed, om end af en hel anden og mere forgængelig Art, nemlig en Eneboer, der gerne er beredt til at give mere eller mindre fabelagtige Historier til bedste; i en lille Have har han indplantet en Del Vækster fra Omegnen; Haven udgiver han for Resten for en Kirkegaard, og han har mange Gravsteder deri, saaledes bl. a. over Tordenskjold; et bestemt Sted i Haven skal forestille Jerusalem, og mere af den Art.

Plantevæksten i disse to Smaaskove frembyder ikke noget særlig interessant. I Kærgaard Skov træffer man dog rundt omkring paa nogle fra gammel Tid forvildede Planter, saaledes i det tidlige Foraar Paaskeliljer (Narcissus pseudonarcissus, L.), der her ikke har fyldte Blomster, og Fingerbølle (Digitalis purpurea, L.).

Imellem Kærgaard Skov og Hollænderskoven har jeg fundet et enkelt Eksemplar af Pyramideformet Læbeløs (Ajuga pyramidalis, L.). Iøvrigt vil man i den nærmere eller fjernere Omegn kunne finde en Del af de sædvanlige vestjydske Planter, og er man heldig, kan man paa denne eller hin Udflugt træffe paa Pilblad (Sagittaria sagittaefolia, L.), Lobelie (Lobelia Dortmanna, L.), Pilledrager (Pilularia globulifera, L.) og lignende botaniske Rariteter. Paa aabne Pletter i Hollænderskoven findes i Sommertiden meget store og prangende Samlinger af Gederams (Chamaenerium angustifolium Scop).

Jeg har foretaget adskillige Billeekskursioner til de omtalte Skove; den Ekskursion, som imidlertid senest vil glide ud af min Erindring, blev foretaget i Selskab med nogle bekendte en Dag i Forsommeren 1898. Vi steg ud af Toget ved Bramminge (der er betydelig nærmere til Kærgaard Skov fra Sejstrup Holdeplads) hen paa Formiddagen. Vejret var aldeles glimrende; ikke en Vind rørte sig, og Temperaturen var mild og behagelig; rundt omkring paa Himmelhvælvingen dannede der sig Klodeskyer af den Slags, der under rolige atmosfæriske Forhold hen paa Dagen udvikler sig til de saakaldte “runde” Tordenvejr, lokale Tordenbyger. Vejret var derfor saa gunstig som vel muligt for Kætsning af Insekter i Græsset; selv paa Vejen fra Stationen til Skoven fik jeg betydeligt Udbytte af gode Arter fra Kætseren og i mit rummelige Samleglas, hvori alt blev samlet efter at være bleven dræbt ved Svovlkulstof. I selve Skoven gjordes dog den rigeste Fangst, og vel fornøjet over det udmærkede Udbytte, der maaske endnu vilde være blevet større, havde ikke en vældig Tordenbyge sat en Stopper for videre Indsamling, gik Turen hen paa Eftermiddagen tilbage til Stationen. Kun en Entomolog vil nu kunne fatte, hvorledes jeg blev til Mode, da jeg i Nærheden af Stationen opdagede, at jeg havde tabt mit Samleglas med hele det indsamlede Materiale. Det nyttede ikke, at jeg i den Tid, der var tilbage inden Togets Ankomst, foretog en tilbagegaaende Bevægelse for at finde det tabte, og det hjalp heller ikke, at jeg Dagen efter i det lokale Dagblad udlovede en Belønning til den “ærlige” Finder. Samleglasset saa jeg aldrig siden.

Der er jo imidlertid et gammelt Ord, der siger, at aldrig er noget saa galt, uden at det er godt for noget. Saaledes ogsaa her. Efter nogle Dages Ærgrelse besluttede jeg mig til atter at begive mig til Kærgaard Skov, denne Gang med Apostlenes Befordring fra Esbjerg over Tjæreborg og Darum. Vejret var langt fra godt den paagældende Dag, navnlig ikke for Græskætsning, saa jeg paa Vejen til Skoven mest gav mig af med at kætse i Vandgrøfter og lignende mindre Vandsamlinger. I Marskengene i Nærheden af Darum, tæt ved Sneum Aa, var jeg herved saa heldig at kætse et betydeligt Antal af en lille Ochthebius, der senere viste sig at være ny for Faunaen. Ankommen til de tidligere nævnte Skove fik jeg ogsaa et nogenlunde godt Udbytte, om det end langt fra svarede til, hvad jeg sidst havde tabt. Men Fangsten af den ny Ochthebius vejede jo rigelig op mod den foregaaende mislykkede Ekskursion. Den ny Art bestemte jeg til Ochthebius margipallens, en Bestemmelse, som Konservator Løvendal, der fik Dyret tilsendt, dog kun nødtvungent gik med til; i 1899 fik jeg da ogsaa Meddelelse fra ham om, at Arten var Ochthebius obscurus, en Art, der i de seneste Tider er udskilt fra O. margipallens.

Ingeniør Chr. Engelhart fandt forøvrigt - efter hvad jeg nylig har faaet Oplysning om - ogsaa denne lille Bille i Sommeren 1898, vistnok paa Lolland.

Baade i Fjor og ogsaa før 1898 har jeg foretaget Ekskursioner til Kærgaard Skov og Hollænderskoven samt til den nærmeste Omegn. Jeg skal ikke trætte Læserne med at give en udførlig Liste over de mer eller mindre sjældne Biller, som jeg har taget eller iagttaget paa disse Steder - det dér indsamlede Materiale er for den Sags Skyld heller ikke bleven bestemt altsammen endnu - men nogle enkelte Arter kunde jeg dog nok have Lyst til at omtale, saaledes den lille, ejendommeligt formede, lange, knappenaalstynde Dolichosoma linearis, F., der hen paa Forsommeren træffes i overordentlig stort Antal paa en aaben eller i alt Fald kun tyndt bevokset Plads i Kærgaard Skov; ved at kætse i det temmelig tætte og kraftige Græs faar man som oftest en Mængde af denne Bille, der ellers nærmest findes i Klitegne. Andre Steder i Skoven har jeg ikke kunnet finde den; mærkværdig nok er Pladsen, hvor den træffes saa talrig, kun ganske lille, ikke meget større end en almindelig Gaardsplads. Tæt ved denne Plads fik jeg i Fjor ved Nedbankning nogle Stykker af den sjældne Orchestes saliceti, Payk. Desværre erkendte jeg først denne Art efter at være kommen hjem, ellers vilde jeg formentlig være bleven godt forsynet med den; i den kommende Sommer haaber jeg paa Gensynet af denne lille Snudebille, som i Grunden meget let kan overses. I en Grøft i Udkanten af Skoven traf jeg i Fjor paa et Par Stykker af Ochthebius rufomarginatus, Er., der desværre begge var defekte, men ogsaa denne Art venter jeg at faa mere af i Løbet af Aaret. I Kærgaard Skov har jeg, ligeledes i Fjor, truffet paa alle vore tre Phyllodecta-Arter, af hvilke i hvert Tilfælde den ene er yderst almindelig alle Vegne, medens en af de andre er ret sjælden. Paa samme Sted, som jeg tog Orchestes saliceti, fik jeg alle disse tre Arter i Paraplyen paa én Gang. Fra en af de smaa dybe, runde Skovdamme, hvor det for Resten vrimler med større og mindre Vandbiller, har jeg en af de smaa Hydraena-Arter, der jo overalt er temmelig sjældne, nemlig H. palustris Er.; tæt ved en af disse Skovdamme, der som Regel er prydede af Iris og den gule Aakande, findes en rig Vegetation af Solanum, hvorfra man det meste af Sommertiden kan nedbanke Mængder af Psylliodes affinis, Payk.

Af Rhynchites megacephalus, Germ har jeg taget et enkelt Stykke. Paa en Ekskursion 8/7, 99 blev jeg i Hollænderskoven overrasket ved at træffe Anchomenus oblongus, Ill., som jeg ikke før er truffet paa i Vestjylland; paa samme Lokalitet fik jeg en Mængde af Bythinus bulbifer, Reichb. Sluttelig skal jeg nævne Staphylinus latebricola, Er. og Acalyptus carpini, Hbst. fra Omegnen af Skovene.

Medens f. Eks. Blødvinger, Bladbiller og Snudebiller er ret rigt repræsenterede i disse to Smaaskove, vil man kun træffe paa faa Træbukke, Barkbiller og Smældere, og det vil endogsaa falde vanskeligt at nævne noget som helst herhenhørende Dyr, der ikke vil kunne findes i enhver anden Løvskov her i Landet.

Maaske man vil finde, at det i denne lille Opsats nævnte Udbytte er tarveligt nok, men - for at slutte med Begyndelsen - vi er ikke forvænte med Løvskove i denne Del af Landet, og naar man af Skæbnen er bleven henvist til at foretage sine entomologiske Indsamlinger i en saa skovfattig Egn, glæder man sig over hver gammel bekendt, som man træffer paa, fra de rige Skovegne.

Vi har modtaget følgende med Anmodning om Optagelse

For ca. et Aars Tid siden skrev Indsenderen af nærværende Artikel en anonym Opsats i “Ribe Stiftstidende", hvori jeg henledede Læsernes Opmærksomhed paa, at en af de faa Skove, der findes i Ribe Stift, Lundagergaard Skov, efter al Sandsynlighed gik sin Undergang i Møde.

Skoven ejedes den Gang af Enkefru Hollænder, Lundagergaard, og allerede paa dette Tidspunkt blev der fældet Træer i Skoven i et Omfang, der ikke stod i noget som helst passende Forhold til det, der plantedes. Det var den Gang sandsynligt, at Enkefru Hollænder vilde sælge Skoven, og i Slutningen af min Artikel henledte jeg da Stiftamtets Opmærksomhed paa Sagen, idet jeg gik ud fra, at saafremt der ikke fra privat Side blev foretaget noget i denne Sag, da maatte Stiftamtet have en vis om ikke juridisk faa dog

moralsk Forpligtelse til at tage Initiativet og søge Skoven bevaret. Imidlertid gled Tiden hen, og der blev intet foretaget i Sagen. Det undrede mig, at der ikke dannede sig et Konsortium til at afkøbe Enkefru Hollænder Skoven; thi for at bruge et mildt Udtryk: man maatte være forholdsvis meget svagt begavet for ikke at kunne se, at her var der Forretning at gøre. Langt om længe fik dog en smart Forretningsmand Øjnene op for, at der her var Penge at tjene, og en Hr. Raben, vistnok forhenværende Cikoriefabrikant i Ribe, købte Skoven for den ikke særlig svimlende Sum af ca. 6000 Kr.

Lundagergaard Skov er ca. 28 Tdr. Land stor. - 10 Tdr. Land er Egeskov, 4 á 5 Tdr. Land Bøg, Resten er Gran og Fyr. Af de 28 Tdr. Land er der endnu kun omhugget ca. 3'/, Tdr. Land mest Fyr, af hvilken Træsort der nu ikke findes mange tilbage. Hr. Raben hugger nu  løs i Skoven uden atter at plante, og dertil er der egentlig heller intet at sige, set fra et Forretningsstandpunkt, da det sikkert er Meningen, at Skovbunden skal omdannes til Agerjord, - Hr. Raben har nemlig kun købt Skoven og ikke Skovbunden.

Det er altsaa Meningen, at Skoven skal fuldstændig ryddes bort, og det forekommer mig, at dette vil være en Skandale i et saa skovfattigt Amt som Ribe. Lundagergaard Skov er meget smuk. Der findes enkelte Bøge af et Omfang saa stort som 4 Mænd, og en Del af det Tømmer, der i denne Tid fra Skoven føres Syd paa over Grænsen, ere rene Kæmper.

At det heller ikke er Smaapenge, der indkommer ved de mange Auktioner, der nu holdes i Skoven over Tømmer, Brænde osv., vil man forstaa, naar man hører, at der forleden Dag ved en Auktion blev solgt for ca. 800 Kr.

Endnu kunde Skoven vel reddes, uden at det vilde kræve økonomiske Ofre; men der maatte da ogsaa handles snart; thi for hver Dag, der gaar, falder de gamle Kæmper derude i Lundagergaard Skov.

Oksen og Saven farer ubarmhjærtigt frem, og efter de slagne paa Valen vokser ingen ny Slægt op.

Jeg henvender mig nu atter til Stiftets højeste Øvrighed med Forespørgsel, om der virkelig intet er at foretage i en saadan Sag. Overalt i Egnen vækker det Sorg og Harme, at Skoven er dømt til Undergang, og enhver, der vil og kan tage Sagen op, vil sikkert kunne paaregne Støtte, Hjælp og Taknemmelighed fra mange Sider.

Niels Kofod.

Ribe Stifts-Tidende, Lørdag den 17. Januar, 1903

Kjøbenhavn, 7. December.

Efter at Højesteret i Formiddags havde stadfæstet Overretsdommen i Sagen mellem Lærer Madsen og Strøby Sogneraad, der saaledes kommer til at betale Læreren de omtvistede 1437, procederedes en Sag, der alene ved den Sjældenhed, hvormed Emnet for Sagen kommer til Behandling for Retten, har almindelig Interesse. Det drejede sig nemlig om Overholdelse af den gamle Fredskovsforordning af 1805.

I 1897 overtog Fru A. M. Hollænder efter sin afdøde Mand, Lundagergaard i Ribe Herred, hvortil hørte en Skov af et Areal af 38 Tdr. Land. Kort efter Overtagelsen lod hun en Del af Skoven rydde uden at foretage nogen Efterplantning og fik da gjennem Autoriteterne Meddelelse om, at Skoven var underkastet Fredskovsforpligtelse. Desuagtet solgte hun i 1902 hele Skovens Træmasse uden at foretage nogen Efterplantning og uden at paalægge Kjøberen at foretage en saadan. Der blev derfor anlagt Sag mod hende, og ved Ribe Herreds Extraret blev hun i Henhold til Fredskovsforordningen dømt til en aarlig Bøde af 304 Kr. til Statskassen. Overretten frifandt hende imidlertid, hvorefter Sagen af det Offentlige indankedes for Højesteret.

Her mødte Højesteretssagfører Winther som Aktor. Han fremhævede, at Spørgsmaalet alene var, om den omhuggede Skov var Fredskov eller ikke; thi at Skoven var omhugget og at der ikke var efterplantet, var givet. Aktor støttede sig særlig paa en Indberetning fra den nuværende Tilsynshavende, Skovrider Krohn, gaaende ud paa, at Skoven maa antages i 1905 at have været saaledes bevoxet, at den har været Fredskov. Dette forstmæssige Skjøn maa efter Højesteretsdomme i lignende Sager være afgjørende. At Skoven opfattedes som Fredskov, fremgaar ogsaa at ældre Indberetninger, der omtale, at den har været indhegnet, idet det fremhæves, at Indhegningen ikke var helt anordningsmæssigt. I samme Retning tyder det, at Skoven i gamle Skjøder er sat til 3 Skpr. Skovskyld, og den Omstændighed, at Skovskylden senere blev forandret til Ager og Engs Hartkorn, beviser ingenlunde, at den har mistet sin Karakter af Fredskov; i saa Henseende kan henvises til Udtalelser af Rentekamret og Finansministeriet. Det Afgjørende er, at det kan forstmæssigt paavises, at Skoven i 1805 har maattet betegnes som Fredskov, og at det ikke kan paavises, at der senere har fundet nogen Fritagelse for Fredskovsforpligtelsen Sted. Aktor paastod derfor Underretsdommen stadfæstet.

Defensor, Højesteretssag fører P. G. C. Jensen procederede til Frifindelse. Det kunde ikke antages, at Skoven var Fredskov i 1805, idet den ingenlunde opfyldte Betingelserne for at blive erklæret for Fredskov. Af de ældre Indberetninger fremgaar formentlig tilstrækkelig, at disse Betingelser heller ikke senere opfyldtes. Det er ogsaa bevist, at tidligere Ejere udtrykkelig har protesteret imod, at Skoven betragtedes som Fredskov, og at disse Protester stiltiende toges til Efterretning af Myndighederne. Aktors Forsøg paa at bevise, at Skoven var Fredskov, var glippet, og Tiltalte maatte derfor frifindes. Under alle Omstændigheder kan der kun blive Tale om Ansvar for 10-12 Tdr. Land. Da Tiltaltes Bo er taget under Fallitbehandling, vilde den hende idemte Bøde eventuelt blive livsvarig.

Dommen falder Mandag.

Jyllands Posten, Mandag den 10. December, 1906

Ved den Mandag Formiddag afsagte Dom stadfæstede Højesteret Viborg Overrets Dom, hvorved Enkefru Ane Marie Hollænder, Lundagergaard ved Ribe, var frifunden.

Hun var tiltalt og ved Underretten dømt for Overtrædelse af Forordningen af 27de September 1805 angaaende Fredskovsforpligtigelse.

Højesteret udtalte, at det ved de tilvejebragte Oplysninger ikke var blevet godtgjort, at de omhandlede 19 Tdr. Land Skov under Lundagergaard i Aaret 1805 havde

været bevoksede med Overskov, og 0verrettens Frifindelsesdom maatte derfor stadfæstes.

Roskilde Dagblad, Onsdag den 12. December, 1906

Efter trafikminister Arne Melchiors tale åbnede borgmester Egon Lorentzen den nye omfartsvej , motortrafikvejen, ved Bramming ved at klippe den rød-hvide snor over, kl. 11.45. Med denne åbning 3 juni 1985, fuldendtes et af de værste anslag mod Hollænderskoven.

Attentatet var sket ved et tegnebord og som våben var anvendt en pen. Det havde åbenbart ikke været muligt for attentatmændene at finde anden placering af vejene, end en linjeføring gennem Hollænderskoven. I denne sag har der dog ikke været nogen anklagede, sigtede eller domfældte.

I august 2015, blev der indsendt en DVD til Danmarks Naturfredning med en hel del materiale. Herunder ses en lille del af materialet. Billeder i afsnittet er af Claus Nissen.

Helt nede i den sydvestlige del af Holsted Bakkeø finder man Hollænderskoven. Den ligger tæt på selve randen ned til den flade smeltevandsslette i syd, hvor Kongeåen løber ud til Vadehavet. Holsted Bakkeø, er et gammelt vestjysk istidslandskab med udglattede former, omgivet af smeltevandssletter fra sidste istid. Den sydlige skrænt ned mod å-dalen er særlig tydelig. Bakkeøen består bl.a. af moræneler omkranset af smeltevandsaflejringer. Dammosen og den lille sø mod syd ligger i et område med tørv og ferskvandsaflejringer. Dammosen er opstået ved tidligere tids tørvegravning. Den øvre og meget kridtrige moræneler har været genstand for mergling i dele af Sønderjylland.

Jf. bogen ”Lokal-årbogen 1996, Lokalhistorisk Forening for Bramming kommune, 14. årgang” er gravene (vandhullerne) i Hollænderskoven gamle teglværksgrave.

Det gør vel heller ikke så meget, så længe der ikke er nye attentater på vej mod skoven.

I mellemtiden kan man glæde sig over at Hollænderskoven nu har Esbjerg kommunes sjette registrerede evighedstræ. Det er et projekt som biolog Carsten Mathiesen, er initiativtager til. Projektet går ud på at disse træer får lov til at stå og ældes.

Herved kan træet nå at få dybe revner og sprækker samt huller til gavn for fugle og dyrelivet, og svampe kan tage for sig af træet. Insekterne vil stortrives og dermed være føde for fugle, som desuden kan finde redehuller eller lave dem selv i det frønnede træ. Biodiversiteten på og omkring træet vil derfor øges. Mange af vore arter knyttet til de gamle træer er under kraftigt tilbagetog og er blevet sjældne. Heldigvis ses der i Hollænderskoven mange træer der - selvom de ikke er udnævnt til evighedstræer - får lov til at ligge hvor de er faldet, såfremt de ikke er til fare eller gene.

Der vil blive opsat et evighedstræ-emblem og en informationstavle ved træet.

De meget kraftige storme der var i årene før og efter år 2000, var meget hårde ved mange træer. Således også ved Taterbøgen der stod i det sydøstlige hjørne af Hollænderskoven og efter 2004 ikke mere stod med kronen mod himlen.

Taterbøgen var en mægtig bøg - næsten 2 meter tyk og med en højde af 25 meter. Kronen bestod af 6 meget store grene der foldede sig ud til alle sider. Træet var flere steder frønnet og mosgroet.

Lokale overleveringer fortæller, at taterne i gamle dage havde indrettet sig en bolig mellem træets vældige grene, hvilket nok har været muligt. Måske er der snarere tale om at de har holdt til ved træet, eller har haft deres festplads omkring det, som tilfældet har været andre steder, og at det derfor i folks bevidsthed er knyttet sammen med taterne.

For at moderen ikke skulle løbe bort fra barnet, lod sognets mænd holde vagt over hende, indtil hun blev så rask, at hun kunne rejse med Barnet.

I henimod 40 år hørte ingen i Darum fra Hr. Handberg, og begivenheden var ved at glemmes; men en skønne dag kommer han anstigende med kone og børn som tilhørende Darum Kommune. De fik logi i fattighuset, som den gang lå inde i byen.

Hvor han havde flakket om i den mellemliggende tid er ikke godt at vide. Han talte bedre tysk end dansk, og det er mest sandsynligt, at han har været i følge med omrejsende komediantspillere.

Han kunne nemlig danse som nogen balletdanser, spille på harmonika og fløjte eller synge dertil med stor færdighed. Ordentligt arbejde havde han vist aldrig taget sig for. Da Darum Kommune i 1867 havde købt part i fattiggården Kjærgård, skulle de fattige flyttes derned, og Handberg med familie naturligvis også. Men dette var ham ikke tilpas; så ville han hellere forsørge sig selv. Han gravede sig ned i en bakkeside på Darum Mark og opslog sin residens der. Hans kone, Ane Elisebet (født Hansen), “Lisbet Handberg”, som andre folk kaldte hende, men “Kommandøren”, som han selv kaldte hende, var født i Flensborg, og de havde to døtre - Andrea Viktoria og “Siska” (Doris Krestine Fransiska Handberg) - og en søn, Andreas Christian som døde et halvt år gammel i 1865. Med hele Familien tog han bolig i jordhytten, der havde så lav en dør, at et almindeligt voksent menneske måtte omtrent gå dobbelt for at komme derind, og som foruden forstuen, der også var hønsehus og køkken, kun havde et værelse (dagligstue og sovekammer), som var opfyldt med en så uhyre mængde sager, at det næsten ikke var muligt at komme derind.

Herfra drog han så ud både i sognet og de omliggende sogne og spillede og dansede for folk, når han mente, der kunne gøres mønt derved, og når dette ikke var nok, drog han rundt i egnen på tiggerfærd.

Tater har sin (fejlagtige) oprindelse i at romaer tidligere blev antaget for at være tatarer.

Ordet tater bliver brugt i to betydninger. Dels som en gammel betegnelse for romaer (sigøjnere) på dansk, norsk og svensk, dels (inspireret af den første betydning) som betegnelse for grupper af fattige omstrejfere, der ernærede sig ved dårligt betalt arbejde eksempelvis som natmand. I 1600- og 1700-tallet har sådanne omstrejfende grupper været ganske talrige i såvel Danmark som en række andre europæiske lande.

Sigøjnere har alle dage forsøgt at undgå almindeligt lønarbejde og har i stedet ernæret sig gennem en variation af økonomiske aktiviteter. De har gennem tiderne været dygtige indenfor visse håndværk som gørtlere, kedelflikkere, smykkefremstillere men også handel med heste og fremstilling og reparation/vedligeholdelse af dagligvarer som børster og knive og klunseri af metaller og klude. Desuden underholdning i form af dans og musik og spåkoneri. Sæsonarbejde såsom bærplukning er også på programmet. Og så noget af det der har gjort både omstrejfere og sigøjnere ildesete - plattenslageri og rapseri.

Familien Handberg var ikke af romansk afstamning, men før familien bosatte sig i Hollænderskoven havde de dog været omstrejfere. Og selvom de ikke var sigøjnere, så ernærede de sig efterfølgende af nogle af de samme ting som disse. Undgik fast arbejde, tiggede, optrådte for folk, og den gamle Handberg kombinerede markarbejde/sæsonarbejde med rapseri da han fjernede de færdighøstede boghvedeneg fra Severin Hansens mark. Her overskred han dog en usynlig linje til hvad der kunne tolereres.

At han indsamlede redskaber og dele fra maskiner der var efterladt på marker og senere tilbageleverede disse ting mod et gebyr for opbevaring/dusør var een ting - men at han direkte høstede frugterne af andres arbejde i form af afhøstede neg var for meget.

At han så åbenlyst kunne slippe afsted med sine rapserier må skyldes at han har været i besiddelse af en betydelig frækhed og charme. Og datteren Fransiske må have arvet noget af dette - hun var også tolereret i det omgivende samfund, trods det at hun ernærede sig på samme maner som sit ophav - intet fast arbejde, men optræden for folk og lidt rapseri i ny og næ.

Så selvom de i den periode de var på egnen, hverken var af romansk oprindelse eller var omstrejfende, så gav deres aner (som var omløbere) og de selv som tidligere omstrejfere og deres ernæring, dem et tydeligt præg af taterliv. Så man kan vel sige at den sidste original var en tatertøs.

Andreas Handberg blev begravet på Darum kirkegård, hvor også resten af familien ligger begravet.

Franciska plantede en blodbøg fra Hollænderskoven ved graven. Hvert år til faderens fødselsdag (og vistnok også til jul) hængte hun en blodpølse op i træet. Blodpølse havde været faderens livret. Træet blev derfor kaldt “Blodpølsetræet”

Hytten de havde boet i kom på auktion, men det var småt med buddene, og da sognet havde krav i boet da familien havde været på fattighjælp, stod sognet nu som ejer af hele herligheden. Sognet videresolgte ejendommen til Siska for et symbolsk beløb, men nu var Siska i knibe for hun havde ingen betalingsevne - men betalingsvilje havde hun, så hun skrev et brev til Stiftamtmanden i Ribe og klagede sin nød. Skriftsproget fulgte hverken datidens eller nutidens retskrivningsregler, men meningen var tydelig nok - hun ville låne penge, for hun var bange for at de ellers ville sælge hendes ejendom igen. Men hverken amtet, Stiftamtmanden eller sognet ville låne hende penge. Hytten havde længe været en torn i øjet på Sognerådet. Ikke fordi folk der gæstede skoven slog et smut forbi for lidt underholdning, men fordi hytten også var smugkro og tiltrak “uheldige elementer”. Siska stod nu formelt som ejer af hytten, men havde ikke råd til at bebo den, og skulle derfor finde egnet bolig andetsteds.

Billedet er af den netop færdiggjorte (1897) Bramminge Efterskole i Skolegade 10. Det der nu rummer Mødestedet og Bramming Byhistoriske Arkiv (hvorfra billedet stammer). Den kursiverede titel under billedet er påført af web-redaktøren for at illustrere hvad der fik en tysk arving til at rejse til Hollænderskoven.

Før tjenestemandsloven 1919, var betegnelsen for en tjenestemand henholdsvis embedsmand eller bestillingsmand. En embedsmand var en ansat i en højere offentlig stilling såsom departementschef, kontorchef eller fuldmægtig og en bestillingsmand var en offentlig ansat i en mere underordnet stilling.

I februar 1902 stod en tysk bestillingsmand i Bramming med et fotografi i hånden. Han var arving til den gamle Handberg og havde indtryk af at han var arving til en velstående mand som havde været hotelejer. Billedet viste en stor bygning (Bramminge Efterskole), og nedenunder var kalligraferet "Hotel Handberg". Den gamle Handberg havde nok selv været ophav til billedet, så man kan sige at hans “numre” fortsattes selv efter døden.

Tyskeren var kommet med store forventninger til boet, men måtte nu se i øjnene at Hotel Handberg ikke eksisterede - ikke i Bramming i det mindste. Han drog så til Hollænderskoven for at bese det rigtige “hotel”, men blev lidt lang i ansigtet da han blev forelagt boets reelle status.

I Gaar Aftes er der ved Vejbøl Sø hændt en trist Ulykke under Badningen, idet den stærke Sommervarme havde lokket ca. 50 unge ned til Søen, og der herskede her et muntert Badeliv.

En af de badende, den 22-aarige Tjenestekarl, Sigurd Bang, der ikke kunde svømme, vovede sig for langt ud og blev greben af den stærke Strøm. Han skreg om Hjælp, og en ung Mand, Hans Simonsen, den eneste af de tilstedeværende, der kunde svømme, ilede til Hjælp og fik ogsaa fat i den druknende. Han klamrede sig imidlertid af Skræk til Simonsen, saa de begge to forsvandt, og Øjenvidner troede bestemt, at de begge to vilde drukne, men et Øjeblik efter kom Hans Simonsen op til Overfladen igen, og naaede udmattet ind til Bredden.

Han forklarede, at han havde maattet give Slip paa Sigurd Bang for ikke selv at drukne. En Fiskerbaad, der senere blev tilkaldt, fandt kort efter den forulykkedes Lig.

Hun stillede også gerne op til fotografering - mod betaling.

Var hun i godt humør kunne hun overtales til at synge.  Hun sang om “Fanniker, fanniker, fik, fak…..” og så videre. Også en sang om Kaj lykke kunne hun fremdrage. Det var en folkevise med 32 vers, så hun brød gerne af omkring midtvejs med ordene”Mijav, mijav, nu får i ikke mere dennegang”. Sangen var ikke helt stueren så måske var det også for at skåne børnenes ører. Nogle gange var der børn der ville udfordre hende og spurgte om hvordan man fik børn. “Åk, det kommer pastenakelmanden og ordner, det rejser han i”, svarede hun så. Hun fortalte historier mod betaling - de frækkeste var de dyreste.

For de voksne tilskuere var det nok historier og ikke mindst lokal “sladder” der interesserede. Hun kunne komme med lidt “tosserier” men var der nogen som kendte hende og bad hende holde op med tosserierne og sagde: “Hold op med det pjat, Siska”, så blev hun straks normal - eller så normal som en sådan original nu kunne være.

Hendes påklædning og fremtoning var særpræget. På hovedet havde hun som regel en form for kasket - i kirken hvor det ikke var normalt med sådan hovedbeklædning, havde hun så i stedet en friskbundet bladkrans. Hun var også i besiddelse af en mærkelig hat hvorpå der stod de ti bud. Håret var langt og var ofte flettet op som en knold i panden - men kunne også hænge løst. Hendes hud var kraftigt rynket, hvilket jo skyldes den tiltagende alder, men også hyppige ophold i den barske natur hvor sol, vejr og vind ikke var faktorer der gav glat hud.

Hun gik som oftest klædt i en fløjlskjole, der gik helt til gulvet. Den var pyntet med et kors på brystet, dannet af påsyede store perlemorsknapper. Ofte når hun skulle fotograferes, iførte hun sig et flaglignende skørt. Skulle det være fint tog hun også halsklæde/brystdug på. Foran på klædningen kunne hun have meget "tingeltangel" - ordener, brocher og sølvtokroner. Hun syede selv frakker. Når hun gik sine ture havde hun en hyrdestav i den ene hånd, og på sine gamle dage blev hun mere og mere krumrygget.

Når hun sås på sine ture rundt i egnen kunne hendes udseende godt minde om en af hovedpersonerne i Grimms eventyr: “Hans og Grete” - og personen man tænkte på var hverken Hans eller Grete.

Smør handlede hun direkte fra mejeriet. Kravene til fødevaresikkerhed og hygiejne var dengang ikke så store som de er i dag - men Siska havde dog sine egne standarder.

Engang fra Hollænderskoven kom Franciska Handberg gående til Store Darum Andelsmejeri med henblik på smør. Med hænderne tog mejerist Tage Lauridsen smørret ud af kærnen - det så Franciska. Der blev ikke købt smør i Darum. På Hunderup Mejeri bruger man skeer - "Der køber jeg smør for fremtiden".

På Hunderup Mejeri blev det kutyme at Siska inden hjemturen blev beværtet med kaffe og en ostemad.

Et par år før mejeriets ophør (oprettet 1884, nedlagt 1948) var der kommet nyt bestyrerpar, unge mennesker fra Fyn. Vanen tro når Siska kom, satte hun sig ind i stuen hos bestyreren, for at få smørret og ikke mindst beværtningen. Intetanende kom den unge kone ind i stuen, vendte om på stedet, hvorpå hun løb over i mejeriet: “DER - DER sidder en person i vores stue. HUN - HUN ligner bestemt fra eventyrene”. Men første-mejeristen vidste besked, så han kunne fortælle hende hvad hun skulle gøre.

Én af figurerne var en udskåret træsoldat som hun kaldte “Søde Jens”. Figuren stammede fra Bramming Hovedgård, og var én ud af et mindre regiment som Kaj Lykke havde fået udskåret og sat op ved herregården, da Kongen nægtede at stille et regiment. Hvordan figuren var havnet i Hollænderskoven vides ikke, men mon ikke den gamle Handberg har været involveret. Kunstmaleren Marius Skov der havde købt herregården i 1925 og som havde hørt om figuren, kom en dag forbi med en smuk gammel kobberkedel som han viste til Siska. Hun kunne lide den smukke kedel, men mente at den nok ville være for dyr - det er den også, svarede Skov, men vi kunne jo bytte!

Siska holdt meget af “Søde Jens”, men gik med på en byttehandel. Så kommer han jo hjem hvor han hører til, sagde hun.

Hytten havde en udendørs brønd, som var indhegnet. Siska var bange for at nogen ville forgive vandet og derfor var brønden hegnet ind med hønsetråd og i hegnet var en låge med hængelås.

Hytten var opført uden byggetilladelse og der havde i sagens natur ikke været nogen ingeniør der havde foretaget statiske beregninger på hyttens tag.

I en vinter med meget sne (vistnok 1934) sank jordhulen sammen som følge af de store snemængder, og Siska blev indkvarteret på Kjærgaard Fattiggaard. Siska var ikke tilfreds med opholdet på fattiggården og hun var bekymret for sine penge der var begravet under hytten. Man kunne ikke rigtigt forstå at hun skulle have penge da hun var under administration - men penge havde hun altså og de blev fundet under ruinen.

Med købmand Rohdes hjælp, blev der indsamlet så mange penge at man kunne opføre et rigtigt grundmuret hus til Siska.

Over husets dør havde hun tekster:

“VILLA BOEST” (- Villa Bøst/skinke)

“FOEST KRIST” (- Føst Krest/Kristus)

“Pastor Mo min” (- Pastor Mo var en populær præst)

Hun fik mange besøg - hun var en attraktion for hele omegnen. Mange lagde et besøg forbi om søndagene. Det kan lidt sammenlignes med det “Olsens Paradis” i Vejrup, som vi nu heller ikke har mere. Dengang regnedes det ikke for noget at starte cyklen en søndag og tage vejen fra Bramming til Hollænderskoven.

Hun fik stadig en skilling af de besøgende og nogle havde også ting med.

Siska havde i sin stue et stort udvalg af nipsting, vaser, skåle og figurer, for størsteparten ting, hun havde fået foræret af de mange besøgende, der gennem årene havde været hos hende.

Hun fulgte godt med i hvad der rørte sig i tiden og da krigen og besættelsen kom fulgte hun nøje med i udviklingen. Hun mente at krigen var et varsel om jordens undergang som hun mente var nært forestående.

Hun var bange for tyskerne, hvilket hun nu ikke behøvede at være, for de var mindst lige så bange for hende. Men fordi hun var nervøs for tyskerne, fik hun under besættelsen lov at overnatte på Kærgården. Hun ville dog ikke være inde i de finere gemakker, men foretrak at sove i staldbygningerne og gik så hjem næste dags morgen.

Efterhånden som hun blev ældre kneb det for hende med de mange besøgende, og nogle af de især yngre mennesker ville gerne drille hende.

Hendes dør var derfor ikke altid åben - men hvis man bankede på og sagde at man var barn af, eller i familie med Købmand Rohde, blev døren altid åbnet.

Det sidste halve år af sin levetid var Siska svagelig og meget sengeliggende og hendes nærmeste nabo Thomas Rohde Christensen og Hustruen Marie, bragte mad over til hende og passede at der var ild i kakkelovnen.

Aftenen før hun døde var Thomas derovre for at se til hende og og hun bad ham sidde lidt og snakke. “Hvad nu Thomas, tror du nu at Vorherre vil modtage mig efter det levned jeg har ført hernede”? “Ja”, sagde Thomas, “det tror jeg sikkert, for du har jo aldrig gjort noget ondt”. “Så er jeg mere rolig” sagde hun træt og ville sove.

Næste morgen da Thomas kom derover var Siska død, den 14. december 1950, 84 år gammel.

Siska ville ikke begraves på sine forældres gravsted så hun havde tidligere truet graveren med at hun ville gå igen hvis han lagde hende der. Graveren troede ikke på spøgelser så hun blev alligevel begravet på forældrenes gravsted.

I dag kan gravstenen stadig ses på kirkegården på samme sted. Det er en enkel stenplade med inskription der står på en støbt cementstøtte. Rundt om stenen ligger konkylier der sikkert har været noget af hendes “nips”, og som nu har fulgt hende i døden. Hvis hendes ånd stadig er til stede, er det sikkert klogt at lade konkylierne i fred, hvis man ikke vil rammes af en forbandelse fra den gamle tatertøs.

“Blodpølsetræet” blev fældet omkring 2005 og forældrenes grave er sløjfet.

Siskas gravsted bevares for eftertiden som et minde om den sidste original i Hollænderskoven.

I 1984 vedtoges en lov om registrering af bevaringsværdige gravminder på de danske kirkegårde. Registrering betyder i denne sammenhæng fredning.

I loven står der at det er de lokale kulturhistoriske museer der skal fungere som konsulent og som skal udvælge og registrere de bevaringsværdige gravminder.

Sydvestjyske Museer stod for dette registreringsarbejde via Camilla Post, cand. mag. Middelalderarkæologi.

Der blev arbejdet ud fra en vejledning som blev revideret i 2014.

Kapitel IV

Registrering og afregistrering af gravminder

§ 20. Gravminder, der bevarer mindet om fortjenstfulde mænd og kvinder, eller som i øvrigt af kunstneriske, kulturhistoriske eller andre grunde må anses for særlig bevaringsværdige, skal registreres.

Vi startede kl. 8 fra Haraldsgade 48.

Vejret var strålende, og vi følte os lette og fri. Når vi gik godt til, havde vi det lige tilpas med varme, selv den der bar rygsækken med alle madpakkerne, det skiftedes vi til. Det var frost og mange steder lå der is på vandet, vi morede os som alle børn med at trampe isen itu. Ved Sneum da var der særligt meget is, som solen endnu ikke havde smeltet. Vi trænede i gang (1. km. På 12 min.), vi klarede den på 10,-og alt mens vi sang og havde det sjovt, øjnede vi pludselig Darum – vort første mål. Vi styrede lige mod kroen, da det var vores mening at drikke en kop varm kaffe dertil vore medbragte klemmer. Da vi kom ind i krostuen, kunne vi imidlertid ikke se for røg, så vi forsvandt lige så hurtigt, som vi kom. Så gik vi om til bagdøren og købte en sodavand hver, og så satte vi os på kirkegårdsdiget og indtog vor frokost.

Ved12-tiden havde vi alle grinet af, og det kan nok være vi trængte til at få varme i kroppen. Astrid og Benny løb ned på kroen med flaskerne, og Kamma og jeg samlede alt madpakkepapiret sammen og så var vi straks klar igen. Ny skyndte vi os mod dagens clou.

Efter et lille trav på 3-4 km. øjnede vi endelig Hollænderskoven. Da vi skød genvej over et par marker, kunne vi snart se røgen fra Fransiskas hytte stige til vejrs, og så vidste vi at hun var hjemme. Det var med en vis spænding vi nærmede os hytten, for vi vidste jo ikke hvilket humør hun var i netop i dag. – Men det gik godt. – Siska var i rigtigt søndagshumør – uden dog at være ”søndagsren” og i ”søndagstøjet”. Siska var mere beskidt end nogensinde. Siska og hendes ejendele havde den samme røde farve, og på gulvet var der så strøet et tommetykt lag af rød aske. – Det lunede så dejligt, sagde Siska.

Vi blev budt ind at sidde ned, og vi skulle lægge aviser på bænken sagde Siska, for det kunne være der var lidt ”støv”. Vi fik en ordentlig sludder, og Siska sang pludselig for os, og vi måbede lidt, for man skal som regel plage længe inden hun synger. Efter sangen siger hun pludselig til Astrid, der er 14 år. ”Du skal nok giftes, når vi kommer efter jul. Men du skal nu helst tage én, der er en tresindstyve år, for så får han snart aldersrente og så ved du, da hvad du har”. Vi kom selvfølgelig med mange indvindinger, og fortalte, at Astrid kun var 14 år. Men Siskas ord stod fast, Astrid skulle giftes lige efter jul.

Imidlertid trængte vi stærkt til frisk luft, og vi ønskede Siska en god jul og forærede hende en nålepude syet som Dannebrog på stramaj. Det blev hun meget glad for, og nu ville hun hejse den op i stedet for det store flag, for det syntes hun måtte være meget nemmere.

Da vi var kommet et stykke væk fra huset, måtte vi rigtigt have luft, og vi morede os højlydt over Astrids gamle mand- Siska var langt, langt værre end pigerne havde tænkt sig.

Nu vendte vi næsen hjemad, og det gik i passende trav. -Det var bare ikke om at stå stille, for så mærkede man trætheden. Da vi nåede vejen, der går ned til Tjæreborg, er der pludselig en bil, der standser et stykke foran os, og manden, der sidder i den, vinker efter os. Jeg måtte jo hen og høre, hvad der var i vejen og stor var min forbavselse, da manden spørger om vi vil køre med til Esbjerg. Efter 1 min. Betænkning siger jeg ja tak, og så skulle vi de sidste 7 km. I bil. – Det var herligt- Og vi var allerede i Esbjerg 16.15 efter en dejlig tur på ca. 29-30 km- og det var vi svært godt tilfredse med.

Division Esbjerg KFUK spejderne havde en hytte på Fanø, som blev solgt først i 1970’ erne da der kom for mange sommerhuse rundt om spejderhytten. Sommerhus beboerne klagede over larmen fra pigerne og spejderne kunne ikke længere lave løb på egen grund.

Den oprindelige stråtækte bygning og den nye lejrskolebygning blev nu samlet kaldt Kratskellet - en betegnelse der nu dækkede hele området som det oprindelig havde gjort.

Myrthues historie går tilbage til 1970. Det hele begyndte i Guldager med at skole- og skovfolk tænkte, at det kunne være en god idé, at få børn ud i naturen, i stedet for at al undervisning skulle være i et klasselokale.

Selvom der er en næsten fælles tidslinje mellem Spejderlejren i Kratskellet og Myrthue, så mødtes tidslinjerne ikke før Myrthue overtog lejren fra Bramming/Esbjerg kommune. Der var nu to næsten ens grundlag - spejderbevægelsens og Myrthues -  som nu forenedes i et fælles grundlag (Naturskolen Kratskellet) som gik ud på at formidle alle de oplevelser et ophold i naturen kan give.

Naturskolen Kratskellet bestod af en lejrskolebygning med plads til 28+2 personer samt et stort shelter og aktivitetshus (kaldet Laden). Herudover Gårdspladsen som var et dagtilbud og Krathuset som er et gammelt stråtækt hus som blev benyttet af naturvejlederne.

Til området hører et stort naturområde som er opdelt i parceller til forskellige formål - bigård, "gamle lege" område, Køkkenhave, "Gårdpladsen" m.m.

Der er desuden en toiletbygning med 2 toiletter samt overdækket halvtag.

Og så ligger Kratskellet jo klos op ad skov og sø i form af Hollænderskoven og Dammosesøen.