Den skæve bane - Bramminginfo

Tværbanen satte sig afgørende spor i byens historie – selvom den er væk for mange år siden. Men dengang var byen vokset og indbyggertallet i stationsbyen var omkring 1.500. Da der var indvielse i 1916 var det i en by med en bevidsthed om banens betydning. Den største opsigt vakte nok den indvielse som entreprenøren arrangerede forinden, i sommeren 1916, hvor indbyggerne gratis kunne køre til Grindsted på grusvogne forsynet med bænke. Sensationen var uden grænser, Maja Bang Sørensen kan huske at de så en kone undervejs, der stod et stykke borte fra toget, hun korsede sig da toget kørte forbi. Hun havde formentlig aldrig set et tog før!

Den officielle åbning til Grindsted var den 1.12.1916. Ved den lejlighed var banegården også blevet lavet om, så den svarede til en station med forbindelser i tre retninger. Der blev lavet perrontunnel, så man undgik den megen trafik over sporene. Der blev bygget to tværgående bygninger på stationen, der blev anlagt lange perroner, et særsyn i Vestjylland. Og som skrevet står: Ungdommen brugte mange ledige timer til at promenere på disse perroner. Og på perronerne kom nye lamper, elektriske blus må man tro, i stedet for de lamper der tidligere var som lignede tranlamper. Jo, man stod nu overfor en af Danmarks betydelige stationsbyer.

Politisk fodarbejde

Et par år før havde der været en delegation fra Sognerådet og Borgerforeningen til indenrigs- og trafikministeren for at plædere for udvidelsen af stationen - banens anlægsarbejder var startet allerede i 1914 - for at modvirke arbejdsløsheden, sagde de gode folk fra Bramming. Selve linjeføringen var ikke helt fastlagt, så der var naturligvis gode argumenter for at banen skulle have sit endepunkt i Bramming, og ikke i Esbjerg. I sommeren 1915 kunne borgerforeningens formand, læge A. Hinkbøl fortælle at han sammen med bygmester Tonnes Tonnesen, havde konfereret med Jens Hassing-Jørgensen og trafikministeren havde udtalt at der ikke kunne blive tale om at gøre Esbjerg til endepunkt for den midtjyske længdebane. Så skulle den ged være barberet.

Nævnte delegation skulle også tale for at der blev anlagt en viadukt – i stedet for leddet til Ribevej overfor Kikkenborg. Borgerforeningen havde præciseret at de ønskede en placering af Viadukten så østlig som mulig. Det nemmeste ville jo have været at placere viadukten hvor overskæringen var, men det ville betyde at stationens læsserampe ville blive i den vestlige ende af byen (der skulle samtidigt laves dobbeltspor til Esbjerg, så det var en større affære). Byens handlende slog syv kors for sig ved tanken om at skulle hente/aflevere varer halvvejs i Tømmerby. Så enden på det blev at Viadukten blev placeret midt i Storegade. Det blev der siden bandet meget over, ikke mindst da trafikken senere på hovedvej 11 blev kraftig gennem byens centrum.

Anlægsarbejdet

Banens anlæggelse var forholdsvis enkel i den ende der var nærmest Bramming, her var jo stort set hede. Det var værre oppe ved Silkeborg, hvor terrænet var kraftigt kuperet med vandløb; man kan stadig se den imponerende viadukt ved Funder der er 70 meter lang. Under byggearbejdet blev det nødvendigt at opføre baraklejre til arbejdsstyrken på ca. 300 mand, idet det ikke var muligt at få så mange mand indlogeret lokalt i de tyndt befolkede egne, som banen gennemløb. Jernbanebisserne, som de blev kaldt skulle have været jyder og bornholmere. Erfaringen med de københavnske arbejdere var dårlig – de fandt egnen for øde og forlod arbejdet – ofte uden varsel. Sådan står der, så det må jo passe. Flere steder kneb det med at finde nok egnet grus, så man måtte lægge sidespor op til 3 - 5 km ud i landskabet for at finde grus i tilstrækkelige mængder.

Det var firmaet Fibiger og Villefrance der stod for anlæggelsen af banen, de havde bygget Langelandsbanen tidligere. Villefrance, en rigtig levemand med fut og fart i, boede under projektet i Vejrup, men havde kontor i Nørregade i Bramming. Han havde megen forbindelse og sjov med bønderne på egnen. Somme tider købte han en kalv og lod Vejrup kro tilberede den og inviterede bønderne med koner til gilde på kroen.

Den videre skæbne

Der blev knyttet store forhåbninger til banen, bl.a. i forbindelse med nordjysk eksport til udskibningshavnen i Esbjerg. Den var også tænkt som støtte til opbygning af byerne langs banen. Desværre havde banen meget dårlige køreplaner, i nogle tilfælde kunne et parti let fordærvelige varer nemt være op til to dage undervejs fra Nordjylland til Esbjerg.

Allerede i 1935 begyndte statsbanerne at foreslå lukning af banen på grund af den ringe mængde gods, der blev kørt på strækningen. Det var dog først den 22. januar 1968 der skete noget, nemlig da Sidebaneudvalget anbefalede nedlæggelse. Ved overgangen til sommerkøreplanen den 23. maj 1971, blev persontrafikken indstillet, men godstrafikken forsatte en tid. Kort efter blev stationens spor 1 gravet op og sporene går nu kun til Grindsted og benyttedes tidligere til veterantogstrafik.

Den skæve bane var slut.