204 - 233 - Bramminginfo

Forum til Mulvad via Bramming

Ved Gammel Lifstrup og Ny Lifstrup var der førhen hede og kun få gårde i Gammel Lifstrup. Her udparcellerede gårdejerne 1900-1930 jordene til deres efterkommere. Alle gårdene blev opført på heden, som derefter blev opdyrket. Ny Lifstrup opstod 1930-1950, hvor heden nordøst for hovedvejen til Varde blev udstykket til statshusmandsbrug.

Langs Driwejen fandtes mange kroer. De kongeligt privilegerede kroer fik rettighederne mellem 1198 og 1912. I dag findes ca. 100 af disse kroer tilbage. Dertil kom et utal af mindre smugkroer, der med navne som "Tænd-Pibe", "KomIgen", "Bi-Lidt“ lokkede studedrivere og kræmmere ind til et krus øl.

Den fredede ølufvad Kro er opført i 1677. Stedet har fungeret som kro i århundreder, og her kom studedriverne forbi på deres vandringer mod markederne. Indtil midt i 1800-tallet lå vejen på den anden side af kroen, således at havesiden var kroens forside. I baghaven fører Drivvejen til Øluf Mølle.

Øluf Mølle nævnes første gang i 1610 under navnet Skerebech Mølle. Møllen hørte under Ølufgård. I 1791 solgte Ølufgård møllen, som nu også drev landbrug. Mølleproduktionen ophørte i begyndelsen af 1900-tallet, siden har her været telefoncentral, elektricitetsværk og strudsefarm. I dag er noget af jorden solgt fra til dambrug.

Ved en fredet gravhøj nordøst for Rudholm lå en fårefold, hvor dyrene blev samlede om natten. Nogle dyrefolde lå ved landevejskroerne, andre lå som denne tæt ved landsbyens gårde og kunne bruges af flere gårde. I dag findes ingen spor efter fårestien, som førte til dyrefolden.

I  Roust ligger en nedlagt grusgrav. Tidligere lå her en gravhøj med en stensætning omkring, men da man fik brug for gruset, måtte gravhøjen vige for råstofudvindingen. Grusgraven er i dag fyldt med vand, og i mange nedlagte grusgrave udvikler sig et rigt dyre- og planteliv.

Ved højspændingsmasten i Roust ligger en gammel hulvej, som førte over landevejen mod Grimstrup Krat. Dybe huiveje er enten dannet af århundreders slid, eller fordi man har gravet vejen ud for at mindske stigninger. Derved opstod skrænterne i siden. Førhen skulle man passe på landevejsrøvere ved de snævre hulveje.

Grimstrup Krat er områdets største egekrat. Krattet er resten af en stor egeskov, som efterhånden blev mindre ved græsning og stævning. Her findes stadig gravhøje, spor efter agerdyrkning og gamle volde. Grimstrup Krat har stor biologisk og historisk værdi.

Kampdiget er 200 meter langt, 1 meter højt og med grøften ved siden af næsten 10 meter bredt. Vi kender ikke digets formål eller dets alder. Trods det dramatiske navn er der formodentlig tale om et skovdige fra 1700-tallet, der har fungeret som en afgrænsning mellem skoven og markerne.

På kort over området ved Grimstrup Krat ses stednavnet Gammelkirke. Det kunne tyde på, at her har ligget en kirke, som ville være ældre end Grimstrup Kirke. Det kan også være, at her har været et selvstændigt sogn, som senere blev lagt sammen med Grimstrup. Et andet usædvanligt stednavn her er Svendsstalde.

Helt indtil krigen i 1864 tændte man bål på høje steder for at sende advarsler. Over hele landet findes gravhøje med navnet Bavnehøj. | Grimstrup Krat er højen i dag dækket af egekrattet, men tidligere har den stået frit i landskabet, så blusset kunne ses fra den næste bavnehøj.

I Grimstrup Krat ligger tre gravhøje så tæt, at de har fået navnet Trehøje. De stammer fra ældre bronzealder, ca. 1700-1100 f.Kr. Vest for højene lå landsbyen og markerne. Egekrattet har senere bredt sig ind over gravhøjene, som aldrig er blevet arkæologisk udgravede. Her skulle dog være fundet en flintedolk.

Et skilt med "Russerhulen" viser ind i Grimstrup Krat. Stierne leder ind til en lille fordybning i jorden. Det var en hule for to russere, der skjulte sig dér under 2. Verdenskrig. Under krigen foregik her også våbennedkastninger til frihedskæmperne ved skoven, hvor de i ly af træerne kunne indsamle våbnene.

Grimstrup Krat skæres midt igennem af Adelvejen eller Adelgrøften, der løber i en lige øst-vestlig linje. Adelvejen begynder ved Altmarkgård, men bliver mest tydelig inde i krattet. "Adel" eller "Al" betyder den vigtigste eller største, og Adelvejen har sandsynligvis været en gammel hovedvej mod Skads Herreds tingsted ved Korskro.

Festpladsen ligger som en stor lysning i det sydøstlige hjørne af Grimstrup Krat. Det blev skabt 1933-1934 af Ungdomsforeningen. I den nordlige ende af krattet boede indtil 1941 eneboeren J.E.M. Overgaard, der gik til hånde hos sognets beboere. Han boede i en lille hytte, hvor han havde have og frugttræer.

Grimstrup betyder Grims torp (udflyttergård). Måske er landsbyen opkaldt efter den vikingehøvding, som i 900-tallet blev begravet med sin hest og alt sit flotte udstyr: Sadel og tømmer var udsmykkede med rasleblik, der glimtede i solen, og våbnene var pyntede med sølv. Grim var derfor en stor høvding og kriger.

I 1500-1600-tallet blev mange kvinder, men også en del mænd brændt på bålet, dømt for at være hekse, der øvede trolddom og forårsagede ondskab. Mette Chrestensdatter og Johanne Chrestens fra Grimstrup Sogn blev i 1620 dømt for at være hekse. Maren Spliids, som blev henrettet i Ribe i 1641, var også født i Grimstrup.

På en lille bakke ligger Grimstrup Kirke, en stor sognekirke bygget i romansk stil. Kirken har tidligere hørt under herregården Endrupholm og senere under slægten Teilmann.

Syd for Grimstrup ligger Raunsø Mose, som sammen med Størsbøl Bæk er et naturskønt område. I begyndelsen af 1800-tallet dækkede mosen et område, som gik fra Endrup til Gummesmark. Tørvegravning og dræning har formindsket mosen, og således har veje og landbrug skabt forbindelse mellem landsbyerne og udnyttet jorden bedre.

Fattiggården i Raunsø var indtil 1860 præstegård for sognepræsten i Vester Nykirke. Derefter blev gården købt af fem sogne og indrettet til fattiggård. I 1938 købte Johannes Jørgensen, bestyrer af fattiggården, selv gården. Enkelte fattiglemmer blev boende hos ham og hans efterkommere, den sidste fattiggårdsbeboer flyttede herfra i 1983.

I tiden omkring Kristi fødsel anlagdes en lille landsby ved Raunsø Mose. De enkelte gårde var indhegnede. Nord for landsbyen havde man gravet et utal af huller, måske efter sand, og herefter har man brugt hullerne som "affaldsspande". Vores husholdningsaffald afslører vores dagligliv – både i nutiden og i fortiden

Frit i landskabet ligger den lille Vester Nykirke. Navnet tyder på, at kirken er opstået ved en sognedeling, og den ligger da også midt imellem de to dele af Grimstrup Sogn. Siden 1500-tallet fungerede Vester Nykirke som herregårdskirke for Endrupholm, der ejede kirken fra 1688 til 1910.

Endrupholm blev oprettet i 1580 af Claus Skeel. Den nuværende hovedbygning fra 1805 er opført af Thøger de Teilmann. Fra 1827 solgte skiftende ejere en del jord fra. Landbruget blev nedlagt i 1963, og der var restaurant 1917-1963. Endrupholm blev renoveret i 1990'erne og er stadig i privateje.

Ved Størsbøl lå en oldtidsboplads med rester af 25 huse fra perioden fra dolktid (2350-1700 f.Kr.) til ældre romersk jernalder (100 f.Kr.-200 e.Kr.). Hovedparten af bebyggelsen stammer fra bronzealderen (1700-500 f.Kr.), Et smukt bronzefad viser befolkningens vidtstrakte kontakter. 5500 år gamle, forkullede korn antyder, at der allerede var bosættelse i tragtbægerkulturen.

Bramming Hovedgård blev oprettet af Christen Lange i 1572. Den nuværende hovedbygning er bygget af Termann Øllgaard i 1786. Hovedgården har haft mange skiftende ejere, og i 1982 blev den indrettet til efterskole. Nær hovedgården fandt man en sten udskåret med tre ansigter, den findes i dag på Esbjerg Museum.

Sankt Knuds Kirke hed tidligere Bramminge Kirke. Den ligger ved siden af Bramming Hovedgård, nord for byen Bramming. Kirken er opført omkring år 1200, men før har der muligvis stået en trækirke. Kirken skulle være indviet til den danske kongehelgen Sankt Knud. Ved nattetide spøger adelsmanden Kaj Lykke.

Tæt ved Kirkebro lå i germansk jernalder (400-750) en landsby. Der var flere indhegnede gårde bestående af langhuse med beboelse og stald samt mindre bygninger og brønde. I små nedgravede grubehuse var der væveværksteder. Uden for indhegningerne fandtes jernudvindingsovne, og et smedeværksted viser, at jernet blev smedet til redskaber i landsbyen.

I 1874 kom jernbanen til Bramming. Byen voksede op omkring stationen, og efter få årtier blev den gamle sognekirke, Sankt Knuds Kirke, for lille. En ny kirke, Sankt Ansgar Kirke, blev opført tættere på jernbanen og byens nye centrum. Kirken fra 1915 har tydelige træk fra middelalderen.

Bramming var tidligere en mindre landsby omkring Bramming Hovedgård, men da jernbanen kom i 1874, voksede byen omkring stationen, der var knudepunkt for jernbanetrafikken fra alle verdenshjørner. Byen udviklede sig som en typisk stationsby med en særegen arkitektur, en livlig handel og mange erhverv centreret omkring hovedgaden.

Kongehøjene består af 14 gravhøje opført i stenalderen for ca. 4500 år siden. De døde lå i sovestilling med ansigtet mod syd. Mændene lå på højre side med hovedet i vestlig retning, mens kvinderne lå modsat på venstre side. Typiske gravgaver var stridsøkser, flækkeknive, ravskiver, perlekæder i rav samt lerkar.