Vedels Anlæg
I 1902 var der et et grønt område i det trekantede stykke, afgrænset af åen, banen og Dagmarsgade i Ribe. Selv efter banens "Bramming - Ribe" åbning den 1. maj 1875, havde dette stykke natur fået lov at ligge som et grønt anlæg.
Søndag den 15. juni 1902 bliver der i anlægget, indviet en buste af Anders Sørensen Vedel, og byen tilegner anlægget til Vedel.
Indvielsen skete med deltagelse af kulturministeren og byens borgmester. Desuden deltog mange andre politikere og kendte kultur og erhvervsfolk; blandt andre brygger Carl Jacobsen. Alle lærere og elever fra Askov højskole var indbudt og ligeledes byens borgere. Det var en virkelig regnfuld dag, men alligevel deltog op mod 1000 mennesker.
Fra Vedels Anlæg er der via åstien (der går under banen) forbindelse til et andet grønt område hvor der er en mini-dyrepark.
Anders Sørensen Vedel
Anders Sørensen Vedel (9. november 1542 i Vejle (deraf tilnavnet) – 13. februar 1616 i Ribe) var en dansk historiker og forfatter til en lang række værker. Blandt andet kendt for at han oversatte Saxos Gesta Danorum fra latin til dansk.
Efter skolegang i Vejle og Ribe kom Vedel til København i 1561. Fra 1562 til 65 ledsagede han Tycho Brahe som hovmester til Leipzig og Wittenberg.
Han skrev selv sit navn som Anders Søffrinssøn Vedel. Han tog selv navnet Vedel efter sin fødeby Vejle, hvis navn i middelalderen er blevet stavet Wæthla, Wæthel og Vedel.
Efter i 1566 at have erhvervet magistergraden ved Wittenbergs universitet blev han i 1568 slotsprædikant ved Københavns Slot, et embede han beklædte, til han i 1581 flyttede til Ribe.
Vedel blev den 30. juni 1577 gift med den 14årige Marine Hansdatter Svane, en datter af Hans Svaning, men Marine dør under et besøg i forældrenes hjem året efter brylluppet og de efterlader sig ikke børn. I 1581 flyttede Vedel til Ribe, her bliver han gift den 20. august samme år med Mette Hansdatter, datter af Hans Laugesen og Dorthe Tausen.
Anders Sørensen Vedel. Foto fra: Wikipedia Commons
Historiker
I 1570'erne oversatte han Saxos Gesta Danorum fra latin til dansk: "Den Danske Krønicke som Saxo Grammaticus screff nu først aff Latinen udsæt, flittelige offuerseet oc forbedret aff Anders Søffrinssøn Vedel, København 1575"
Fire år senere, i 1579, udsendte han den første trykte udgave af Adam af Bremens kirkehistorie fra omkring 1070, der handler om biskopperne af Hamburg-Bremen fra omkring 800 til Adams egen tid omkring 1070. Værket er en væsentlig kilde til Danmarks tidlige historie. Vedels udgave bærer den lange titel: Historia ecclesiastica continens Religionis propagatæ gesta, quæ a temporibus Caroli Magni usque ad Imp. Henricum IIII acciderunt in Ecclesia, non tam Bremensi quam vicina Septentionali ferme universa nunc recèns mendis vindicata et e tenebris in lucem vocata, studio & opera Andreæ Severini Vellei.
Et tredje hovedværk i Vedels litterære produktion er Hundredvisebogen, hans udgave af danske folkeviser fra 1591. På titelbladet: It Hundrede vduaalde Danske Viser, om allehaande merckelige Krigs Bedrifft, oc anden seldsom Euentyr, som sig her vdi Riget, ved gamle Kemper, naffnkundige Konger oc ellers forneme Personer begiffuet haffuer, aff arilds Tid indtil denne neruærendis Dag. Bogen er tilegnet Frederik 2.s dronning Sophie og trykt på Vedels eget trykkeri i Ribe, Liljebjerg.
Da Vedel i 1581 slog sig ned i Ribe, var det for at hellige sig sit største litterære projekt, en ny danmarkshistorie fra de ældste tider til hans egen tid. Det var et arbejde han påtog sig efter aftale med den danske regering, nærmere bestemt kansler Niels Kaas. Imidlertid lykkedes det ikke Vedel at fuldføre opgaven, og i 1594 tabte regeringen tålmodigheden. Vedel fik besked på at aflevere, hvad han havde både af egne udkast og af dokumenter til regeringen i København. I hans sted blev professor ved Københavns universitet Niels Krag udset til at skrive en ny danmarkshistorie. I modsætning til Vedel fik Krag officiel titel som kongelig historiograf.
Vedel nåede efter alt at dømme ikke at skrive meget af den store danmarkshistorie. I dag kendes kun en udførlig indholdsfortegnelse samt et enkelt afsnit, nemlig Svend Tveskægs historie. Den er affattet på dansk (og blev først trykt i 1705 længe efter Vedels død). Tanken var i udgangspunktet, at Vedel skulle skrive sit store værk på latin.
Imidlertid kender vi en del til Vedels visioner for en ny danmarkshistorie. Han skrev nemlig en slags 'ansøgning' om at komme i betragtning som regeringsudpeget historieskriver. Det er et lille essay med betragtninger om, hvordan opgaven at skrive Danmarks historie bedst gribes an. Bl.a. hævder han her det synspunkt – der i samtiden var ganske radikalt – at en danmarkshistorie først bør begynde omkring år 700: Vedel afviste at fæstne lid til Saxos beretning om de ældste tider.
Vedel skrev denne 'ansøgning' på latin i 1578 og på dansk et par år senere, i 1581. Den latinske version er bevaret i Vedels eget manuskript (i dag på Det Kongelige Bibliotek, GKS 2437 4to), og den danske version kendes også i dag i et håndskrift, der formentlig er skrevet af en af Vedels medhjælpere (Det Kongelige Bibliotek, GKS 2435 4to). Ingen af dem blev trykt i Vedels egen tid.
Død og eftermæle
Vedel døde efter kort tids sygdom, han blev begravet i Ribe Domkirke, hans gravsten er i dag forsvundet.
Der står en statue af ham på Kirketorvet foran Skt. Nikolaj Kirke i Vejle, i samme kirke hænger et portræt af ham.
Indvielsen
Anders Sørensen Vedel.
født 9. November 1542 i Vejle.
Død den 13. februar 1916 i Ribe.
Boende i Ribe fra 1581 til sin Dødsdag.
Monumentet i Ribe afsløret.
Det var den 10. og 11. November 1900, Dagene umiddelbart efter hans Fødselsdag, at "Ribe stiftstidende" bragte en Afhandling om Anders Sørensen Vedel, hans Liv og Gerning og Betydning for dansk Historieskrivning. Ganske kort Tid efter udgik fra en Komité, bestaaende af Pastor Simon Hansen, Dyrlæge Pedersen, Stiftamtmand Stemann, Købmand Termansen og Overlærer Øllgaard Opfordring til at søge rejst et Mindesmærke for A. S. Vedel, hvilken Opfordring yderligere tiltraadtes af en Kreds af Mænd fra By og Land. Allerede i December kunde de første Bidrag noteres, og ved Komitéens energiske Arbejde lykkedes det i forholdsvis kort Tid at faa samlet saa meget, at Monumentets Tilblivelse var sikret. Uden i ringeste Maal at ville frakende Komitéens enkelte Medlemmer hver især et dygtigt Arbejde bør det dog anføres, al den største Andel af Æren for, at Planen er ført saa smukt igenneni, tilkommer Komitéens Formand, Stiftamtmand Stemanns utrættelige Virken og omfattende personlige Arbejde for Tilvejebringelsen af de fornødne Midler.
I Forsommeren 1901 kunde Komitéen træffe difinitiv Aftale med Billedhugger Poulsen og den 13. Maj d. A. havde han fuldført Opstillingen i Anlæget ved Jernbanen af det smukke Monument, for hvis omhyggelige, dygtige og heldige Udførelse han nu vil modtage enstemmig Anerkendelse.
Med disse faa orienterende Linier og endnu blot Bemærkningen om, at selve Monumentet fandt en udførlig Omtale i vort Nummer for den 13. Maj, skal vi gaa over til Referatet af selve
Afsløringshøjtideligheden.
Ribe havde allerede fra Morgenstunden iført sig Festdragt ved almindelig Flagning fra offentlige og private Bygninger. Men Vejret var ikke gunstig. Regnen strømmede uafbrudt ned og i Steden for, som man havde ventet, at tage af, tog den ved Firetiden lidt til. Trods dette var det en meget talrig Forsamling, der havde indfundet sig i Anlæget og navnlig udenfor; hvor mange var det vanskeligt at afgøre, men Tallet ansloges fra 600 til 1000; det sidste turde dog være det rigtige. I Dagmarsgade var der fra Stationsbygningen til Dagmarbroen rejst Flagstænger paa begge Sider, og Pladsen omkring Monumentet var prydet med danske, norske og svenske Flag.
Foruden Komitéens Medlemmer med Stiftamtmand Stemann i Spidsen bemærkedes Hs. Eks. Kultusminister Christensen, Ribe Byraad med Borgmester Tvermoes i Spidsen, Stiftamtmand Bardenfleth, Biskop Koch, Professor Dr. phil. Edv. Holm, Brygger Jacobsen, Museumsdirektør Mollerup, Professor Dr. phil. Daae fra Christiania, Etatsraad Heide, Havneingeniør i Aarhus P. Vedel, Departementssekretær i Udenrigsministeriet Kammerjunker Vedel, Rektor Fritsche, Stiftsfysikus Kiær, Herredsfoged Ferslev, Pastor Dr. phil. Helms, Landstingsmand, Grosserer Holger Petersen, Professor Amberg, Billedhugger A. Poulsen, Underbibliotekar Gjellerup, Provst Nissen, Pastor Dir. phil. Fejlberg, Forstander L. Schrøder, Professor la Cour, Arkitekt Knudtzmann, Professor Stadsarkitekt Fenger, Folketingsmand Jens Busk m. fl.
Højtideligheden indlededes med Afsyngelsen af følgende i Dagens Anledning skrevne Sang:
Mel. : Droslen slog i skov sin klare Trille.
Hil dig. Ribe, du har fostret mange
Fromme, stærke, fædrelandske Mænd,
Som med hæder bar i Sagn og Sange
Danmarks Ros til sene Tider hen;
Sank end snart din kongeborg i Gruset,
End din Kirke hæver sig mod Sky,
Fra dens Buer daled Aandesynet,
Ved dens Fod fandt milde Aander Ly.
Anders Vedel, han var en af disse,
Her som Pebling han i Skole gik,
Medens lærde Mænd med graanet Møje
Tændte rige Syner for hans Blik;
Fædres Daad og Drift beskrive nøje,
Grave Sagas Guld as Glemsels Sand
Blev da stedse Maalet for hans Øje,
Selv paa Rejsesærd i fremmed Land.
Som en hædret Ven og stille Lytter
Mellem ædle Stormænd Plads han tog,
Drog saa ud paa Borge og i Hytter
Overalt, hvor danske Hjerter slog,
Tamlcd' Minder frem ad mange Veje,
Hvad han fik, han rigt dog gav igen,
Saxos Værk nu først blev Folkets Eje,
Folkevisen hele Folkets Ven.
Raadsnild var han og som Præst frimodig,
Klog og flittig, jævn i Ord og Sans,
Og paa Liljebjerget vokste srodig
Blomster til en Danmarks Hæderskrans;
Meget brast for ham som for os alle,
- Ak, mit Land, hvor blev du plukket tæt -
Dog engang forvist skal Sløret falde
For hvad der var ædelt, sandt og Ret.
Fra den overdækkede Talerstol talte derefter
Professor, Dr. phil. Edv. Holm
omtrent saaledes:
Naar vi i Dag ere komne sammen fra alle Kanter af vort Land i denne gamle minderige By, er det for at samles om et Minde fra en Tid, der stærkt fængsler enhver Dansk, som vender Tanken tilbage til den. Det var Reformationstidens og Renaissancetidens Aarhundrede med dets mægtige Vækkelse og Røre, først og fremmest i religiøs Henseende, men ogsaa paa mange andre aandelige Omraader, og usigelig stor var da ogsaa Modsætningen imellem det og de nærmest foregaaende
Aarhundrede. Som det taler et levende Sprog til os ved vor lutherske Bekendelse og vor Kirkes Ordning, ved skønne Bygningsværker rundt omkring i vort Land og ved, hvad der berettes os om betydelige Mænds Gerning i Fred og i Krig, saaledes ogsaa ved aandelig Storværk af udmærkede Personligheder og ved, hvad der fortælles os om deres Liv og Udvikling. Det var Tyge Brahes Tid, det var Niels Hemmingsens Tid, og det var den Mands Tid, hvis Minde vi i Dag her samles om, Anders Sørensen Vedels.
Vi sige, at det var hans Tid, fordi han i en mærkelig Grad var Præget af det bedste, der i aandelig Henseende var oppe her hjemme den Gang. Han havde Reformationstidens dybe og inderlige Gudsfrygt, tilmed fri for den Stridslyst, der for os var en Skyggeside ved den lutherske Kirkes Mænd den Gang, han havde den Granskningens Aand, der den Gang begyndte at røre sig rundt omkring i Europa for at bryde Banen for nye Videnskabsgrene, og han havde den danske, fædrelandssindede Følelse, som svære Brydninger og Kampe i den foregaaende Tid havde kaldt til Live hos Landets bedste Mænd.
Hvad der fængsler os ved Anders Sørensen Vedel og gør ham saa kær for os, er baade Tanken om, hvad han vilde udrette og hvad han virkelig udrettede. Det var Haabet om at udføre et aandeligt Storværk, der fra tidlig Tid stod for ham, nemlig at skrive vort Fædrelands Historie fra den ældste Tid indtil hans egne Dage og det i vort Modersmaal. Allerede i hans Opvækst viste det sig, at der boede en Historiker i ham ved hans Kærlighed til at læse alt, hvad han kunde overkomme af historisk Læsning, og til at høre Fortællinger i den Retning. Da udtaltes det om ham, at det var forbavsende, at han saa ung kunde "læse skrifter, som kun fremlærde Mænd og de, som paa høje Skoler studeret haver, have Forstand til at læse med Skønsomhed". Siden styrkedes hans historiske Sans ved lærde Studier i Udlandet, og den fik rig Næring ved de Indtryk, som samtidige Begivenheder, saadanne som den nordiske Syvaarskrig, gjorde paa ham og ved den Lykke, han havde som ung Mand, da han i en Alder af kun 20 Aar blev Kongens Hofpræst, at leve i et rigt befrugtende Samliv med de betydelige Mænd, der havde gennemlevet den foregaaende Tids Udvikling og været med iblandt dem, der havde baaret den. Først og fremmest den gamle Kansler Johan Friis, "min besynderlige Patron og allerbedste Ven", som Vedel kaldte ham, der i sin rige Hukommelse bevarede et levende Minde om Reformationen og Grevens Fejde, for ikke at tale om de nærmere liggende Begivenheder, men ogsaa Peder Oxe og Niels Kaas og andre. Der var for Vedel noget
usigeligt vækkende ved Samlivet med disse Mænd, der saa fuldstændig mødtes med ham i den Tanke, at der dybt favnedes et Værk om vort Fædrelands Historie ned igenneni Tiderne.
En ganske lignende Tanke havde fire hundrede Aar tidligere staaet for Absalon og Saxo og dengang fremkaldt dennes mærkelige Danmarks Krønike. Saa var der kommet magre Aarhnndreder, der kun havde tørre Annaler og Krøniker at opvise. Var saa end den historiske Sans vaagnet til stærkere Liv i Reformationstiden, og var der saa end skrevet forskelligt i de nærmeste Aartier derefter, savnedes dog et virkeligt Nationalværk.
Dette følte Vedel og hans højadelige Venner som en Ulykke, især da rundt omkring i Evropa Værker om andre Landes Historie kom frem. Ja, det var mere end en Ulykke, det var næsten som et Brud paa Pligten imod de svundne Slægter, overfor hvem man maatte staa "Skamrød ved at have forsømt den danske Krønike", og tillige et Brud paa den Pligt, der skyldtes Fædrelandet. Her som saa tidt kommer hans stærke Fædrelandsfølelse frem hos ham. "Enhver ærlig mand og kvinde", har han sagt, "Elsker saa deres Fædreland, at de ofte for hendes Ære og Velfærd sætte deres Gods, Liv og Velfærd i Vaade".
Over denne Opgave, at skrive vort Folks Historie, har han grublet, og det var et for hans Tid stort og aandsuldt Syn, han havde paa, hvorledes den skulde løses, og hvorledes derved "Gud og Fædrelandets Ære skulde søges saa vidt muligt".
Utrættelig Grundighed i Arbejdet, Omhyggelighed i at ransage Kilderne for at naa til Sandheden, der er "Historiens Sjæl og Liv", og Samvittighedsfuldhed i Dommene, det var, hvad han krævede af sig selv.
Ingen Videnskabsmand her hjemme har da let kunnet kaste sig med større Kærlighed over sin Opgave, og intet kunde overgaa den Nidkærhed, med hvilken han tog fat paa de omfattende og trættende Forarbejder, ikke alene ved Studier indenfor de fire Vægge, men ogsaa ved Rejser rundt omkring for at lære Landet at kende og samle Stof alle Vegne baade i Byer, i nedlagte Klostre og paa Herregaarde.
Desto værre var det Maal, han stillede sig, alt for stort, meget større end at det kunde løses af en enkelt Mand. Det startede ham paa Evne til at begrænse sig, hans højadelige Venner trak i ham til forskellige Sider for at høste Gavn as hans Veltalenhed og Arbejdsevne til Taler og Lejlighedsskrifter, og snart oprandt en Tid, da nye Mænd kom til Magten i Landets Styrelse og foretrak en anden til at gøre
Vedels Gerning. Saa gik de Frugter tabt, som hans Værk skulde have bragt.
Men lykkeligvis tale vi ved Vedel ikke alene om, hvad han har villet udrette, men ogsaa om, hvad han virkelig har udrettet. Jeg tænker her ikke paa de Vidnesbyrd, han har givet om sine Evner som den lærde Videnskabsmand med kritisk Evne, vi holde os her til det Arbejde af hans, der er bleven til Gavn og Glæde for Folket i det hele. Først da paa hans berømte Oversættelse af Saxo. Det var en lykkelig Tanke, at naar Folkets Kærlighed til dets Historie skulde vækkes, burde Begyndelsen gøres med at iføre den gamle Historikers
Fortællinger baade om de gamle Sagn og om hans egen mærkelige Tid dansk Dragt.
Det gjorde da Vedel, ikke alene med Evne til at fortolke Saxos svære Sprog, "denne tunge og dybe Latine", som Vedel siger, men ogsaa med den store Evne, han havde til at skrive vort Modersmaal. Her staa vi overfor noget af det, der gør ham kærest for os. Ingen kan læse hans Taler eller hvad han har skrevet af Afhandlinger uden at blive slaaet af hans Evne til at give levende Skildringer og klare Oplysninger med rammende Udtryk og malende Billeder og tillige af, hvorledes han har forstaaet at finde en Sprogtone, der gaar os til Hjærte ved sit jævne, folkelige, troskyldige Præg, der forekommer os at være i Slægt med noget af det bedste af vort Folks Naturgrund. Det er netop dette Præg, han har givet sin Oversættelse. Han er derved paa en Maade bleven banebrydende i vor Litteratur. Ingen havde for ham paa den Maade brugt endnu vort lidet udviklede Sprog til historisk Fremstilling, og, maa vi desto værre sige, det skulde vare længe, inden der kom nogen, som heri blev hans Ligemand. Der var stor Naturbegavelse i delte; men atter her mærker man Virkningen af hans levende danske Følelse. Han elskede vort Sprog, og det var ham en Opgave at bringe det til Ære, samtidig med, at han vilde vække Kærlighed til Minderne om Forfædrene.
At det kunde blive en Skat, han skænkede Folket ved sin Oversættelse af Saxo, det forstod netop de Mænd, der den Gang vare de ypperste her hjemme Johan Friis og Peder Oxe havde ivrig opmuntret ham til at tage dette Arbejde for, og da det saa blev trykt, og det - betegnende for, hvor langt vi endnu vare tilbage - fattedes paa Papir til at faa Bogen trykt til Ende, var det, at Tyge Brahe skrev til Kvinderne i den Egn af Landet, hvor han boede: "I danske Kvinder ofrer af Kærlighed til Fædrelandet Eders Lintøj selv, at ikke vore herlige Forsædres Ros stal skjules i Glemselens Nat". Og da saa endelig Bogen forelaa, blev den hilset Velkommen af mange, og en af Datidens Digtere herhjemme gav denne Stemning Udtryk ved at skrive et Digt, hvis sidste Vers lød saaledes:
Mester Anders Vedel gjorde dette Gavn
som forre havde Møde og Vanske
Thi bør hannem Tak og Eftersagn
Til Ære af alle Danske.
Dette har da ogsaa været Efterverdenens Dom, og der har ikke siden været Uenighed om, at dette hans Arbejde er et vigtigt Monument i vor Litteraturs og Sprogs Historie.
Vi møder den samme Kærlighed til Minder fra Fortiden og til Sproget i et andet Værk af ham, hvorved han ogsaa var banebrydende, og det var ved hans Udgave af Kæmpeviserne, den første Samling af dem, der har set Lyset i vor Litteratur. Ingen har vistnok talt i varmere Ord om Værdien af de gamle Viser, som siden have hørt til vort bedste Folkeje,
baade om det kvægende ved dem som "ærlig og sømmelig Tidkort", om hvorledes de kunne forøge Glæden hos de glade, adsprede
dem, der ere paa Rejser og opmuntre dem, der ere i Sorg og Trængsel. Og det, han elsker at finde i dem, det er baade Fortællinger om gamle historiste Bedrifter, det er Eksempler paa Dyds og Fromheds Gerning og paa Ondskabs Idræt til Advarsel, og det er det Billede, de give af Forfædrenes Levevis, deres Hjærtelag, Sind, Tale og alt, hvad der kan vise deres daglige Liv, endelig er det de "herlige gamle Gloser og Ord, deres skønne Sprog og runde Tale og deres Digt i sig selv". Det var, sagde han med Føje, som Dag og Nat, naar man sammenlignede dem, med hvad der i hans egen Tid frembragtes af Digtning.
Naar Tanken om og Takken for, hvad denne Mand har skænket vort Folk, har ført til, at der er rejst ham et Minde, saa har man valgt at rejse det her i Ribe. Og det med Grund. Ikke alene er det, som om denne By ved sit gamle historiske Præg stemmer godt med hans Gerning, men her var dek, at han fik de friske, befrugtende aandelige Indtryk i sin Opvækst, og her har han levet den allerstørste Del af sit Liv. Herhen var det, at han, da han nedlagde sin Stilling som Hofpræst, søgte for i al Stilhed at sætte sit Arbejde ind paa at løse sin Opgave. "Det var her", har han sagt, "som med en Fugl, der undkommer fra sit Bur og maa have sin frie Flugt over den vilde Skov og Mark og hvor den lyster". Her fandt han ikke alene sin Livslykke i et lykkeligt Ægteflab; men her byggede han sit Hjem paa L i l l i e b j e r g e t s Grund som et Tempel, der var helliget Gud og Muserne, her, hvor han samlede Bøger og Haandskrifter til sin Gransknings Brug efter en Maalestok som ingen anden herhjemme. Og her levede han sin lykkeligste Tid. Her var det ogsaa, at han skulde opleve sit Livs store Smerte, da han maatte udlevere sine Samlinger til en lykkeligere Medbejler; men her var det dog tillige, at
det forundtes ham til sin høje Alderdom at kunne arbejde i sine kære Studier over Fædrelandets Historie.
Staar Vedel nu for os som den, hvis Liv fra Ungdommen af har været indviet til et betydeligt og dygtigt Arbejde for med de Kræfter, han havde, at gøre vort Folk Gavn ved at skænke det aandelige Gaver af høj Værd, som netop kunde styrke det som bandt Folk, saa har han ogsaa tilfulde fortjent det Minde, der her er rejst for ham, og for hvilket dækket nu skal falde. Anders Sørensens Vedels Minde leve!
Stiftamtmand Stemann
overleverede derefter Monumentet, der nu var afsløret, til Byen, idet han udtalte sig omtrent saaledes:
Efter at vi nu have haft den Glæde, trods Regn og Slud, at høre en Tale af vor u d m æ r k e d e Historiker, Professor, Dr. Edv. Holm, en Tale, om hvilken jeg mener, at der ikke kan siges noget bedre end, at den var Anders Vedels Minde fuldt værdig, og efter at Forsamlingen har kunnet overbevise sig om, hvor fortræffelig Opgaven er lykkedes for Billedhugger Paulsen, skal jeg paa Komiteens
Vegne bringe Dem begge en hjærtelig Tak.
Jeg skal dernæst udtale en Tak til alle dem, der saa beredvillig have bidraget til, at Komiteen har kunnet opnaa et saa smukt Resultat: Bidragyderne fra Ind- og Udland, Regering og Rigsdag for Bevillingen af Broncemetallet og Jærnkæderne og Ribe Byraad for Tilladelsen til Mindesmærkets Anbringelse l disse smukke Omgivelser og for Tilsynet med dets fremtidige Fredning og Vedligeholdelse.
Endelig skal jeg takke Forfatteren til de to Sange, som danne saa smuk en Ramme om denne Fest.
Saa har jeg da hermed den Glæde paa Komiteens Vegne at overlevere dette Mindesmærke til Ribe Byraad til fremtidig Værn og Vedligeholdelse.
Paa Byraadets Vegne modtog
Borgmester Tvermoes
den smukke Gave, idet han udtalte sig saaledes:
Idet det tilstedeværende Byraad hermed paa Byens Vegne modtager det i Dag afsiørede Monument for Anders Sørensen Vedel, skal jeg som Raadets Ordfører og i dettes utvivlsomme Overensstemmelse med Befolkningens Øsker ved denne Lejlighed fremføre Ribe Bys Tak for dette nye Led, der hermed er indføjet som Led af Byens historiske Mindesmærker. Med fuld Erkendelse af den væsentlige Andel, som Kunsten og Kunstneren har haft i Tilblivelsen as dette Mindesmærke, retter Byraadet sin Tak i lige Grad til den Komitee, der har baaret denne Sag frem, og til den Kreds af Mænd og Kvinder, hvis Fædrelandssind og Offerberedvillighed det skyldes, at dette Mindesmærke er sat for den af den historiste Videnskab højt fortjente Ribe Borger.
Naar, som vi lige have hørt, Betydningen af Anders Sørensen Vedels Livsarbejde har strakt sig langt ud over denne By, hvori han boede, er det udenfor al Tvivl, at de, der have rejst ham dette Mindesmærke, ville høste Anerkendelse i Ord eller Tanke overalt, hvor hans Betydning for den historiske Videnskab er erkendt; men i Ribe Bys Tak er indbefattet en særlig Paaskønnelse af, at man ved
Valget af Monumentets Plads fra først af har haft Tanken henvendt paa denne By og derved bidraget til, at Byens Navn end yderligere knyttes til Mindet om denne berømte Historiegransker.
Med denne Tak og med et Velkommen og en Tak til alle Byens Gæster fra Ind- og Udland, der ved deres Tilstedeværelse have bidraget til denne Højtidelighed, vies saa dette Anlæg til Mindet om Anders Sørensen Vedel og Monumentet til Lovens Værn og Ribe Byraads Tilsyn og Forsorg gennem Tiderne.
Sluttelig talte Medlem af Komiteen,
Pastor Simon Hansen:
"Stenene skulle tale" ; det Ord fra den hellige Skrift ville vi, der have arbejdet for at rejse denne Sten, gerne gøre til vort. Vi vil, at denne Sten skal tale sit tause, men klare og tydelige Sprog ikke blot til den Slægt, der nu lever, men ogsaa til de Slægter, der endnu ikke ere fødte. Vi vil, at den skal tale om alle de rige og store Minder, vi, det lille, danske Folk ejer, de Minder, der høre med til vort aandelige Eje, til vor Fædrenearv. Der er Velsignelse ved at drage dem frem af Glemselen; vi adles derved, thi Minderne ere jo hele vor Historie fra Hedenold til vore Tage, de ere en Historie om alt, hvad der i Aarhnndredernes Løb har groet
til Sjæleføde, en Historie om alt, hvad der har været os til Fald og Oprejsning, en Historie om, at vi endnu er et dansk Folk.
Vi vil, at denne Sten skal tale dette Mindets Sprog til Borgerne her i Ribe om, at en Gang har en af Danmarks ædleste Mænd valgt denne By til sit Opholdssted, fordi han folte, at her var godt at være, og at selv om mangt et Haab brister for en, som meget bristede
for Anders Vedel, saa skal man dog ikke opgive sig selv. Vi vil, at den skal tale til den Ungdom, der samles her i Byens Skoler, at om man skal blive til Velsignelse her i Verden, maa man først lytte til erfaren Mands Tale, som Vedel lyttede til Præsten Grunnets Tale. Vi vil, at den skal tale til den Ungdom, der samles i den lærde Skole, om, at den aldrig over det fremmede glemmer, at den er dansk.
Vi vil, at den skal tale til de unge, der samles her paa Seminariet, skal tale om, at det Guld, som Vedel stænkede os i Folkevisen og i Saxo, det Guld skal de være med til al udmønte for danske Drenge og Piger for derigennem at vække Fædrelandskærligheden. Vi vil, at denne Sten skal tale til troende Mennesker om, at et fromt Kristenliv og en nidkær Præstegerning kan være forenet med en varm Kærlighed til Folk og Fædreland. Vi vil, at denne Sten skal tale til Sønderjyderne om, at de Minder, vi drage frem, det er ogsaa Eders Minder. Vi vil, at denne Sten skal tale til alle de fremmede, der gæste denne By, til alle dem, der betyde noget i Kunstens, i Videnskabens, i Politikens og i Pengenes Verden, skal tale om, hvad denne By en Gang var og atter gerne vil være, om Betingelserne maatte komme tilstede, en By, i hvis Midte der var baade aandelige og materielle Betingelser for, at en Mand som Anders Sørensen Vedel kunde leve.
Ja, lad Stenen tale dette Sprog, og dermed et Leve for Anders Sørensens Vedels Minde!
Højtideligheden sluttede med Afsyngelsen af den anden i Dagens Anledning skrevne Sang:
Mel. : Snart er Natten svunden.
Saa lad Stenen tale
Om den Dannesvend,
Som i Vraa og Sale
Stred med Mund og Pen
For at vække danske
Mænd til stolt Bedrift,
For med Flid at granske
Fædrelandets Skrift.
Signe Krist dit Minde,
Sagas ædle Tolk,
Du, som vilde binde
For vort Land og Folk
Krans om Danmarks Pande,
Lade Heltesyn
Folkehjemmet rande
Over Skovens Bryn.
Hvo sit Land vil tjene
Uden Skrømt og Tant,
Troskab det forlene
I alt skønt og sandt,
Vil dets Lvkke fremme,
Virke til dets Gavn,
Han skal ikke glemme
Anders Vedels Navn.
J. N.
Trods den vedvarende Regn tog Foramlingen derefter Monumentet i Øjesyn, og det varede længe, inden de sidste forlode Festpladsen.
Paa Monumentet var henlagt en stor Palmekrans, paa hvis ene signerede Baand læstes "Fra efterkommere af Ander Sørensen Vedel", medens der paa det andet Baand læstes følgende Vers:
Han etsked' sit Land, sit Sprog og sit Folk,
han blev for dets Hæder den Ypperste Tolk;
han etsted' dets ældgamle Sagabog
og tyded' dens Skrift i vort hjemlige Sprog,
og Sangen, som aanded' i Folkets Bryst,
fik Toner og Liv af hans klingende Røst.
Thi elskes hans Navn ved den bølgende Strand,
thi bæres med Hæder det vidt over Land,
thi skal det leve, mens Tider rinde,
saa længe Stjærner om Danmark skinne.
Kransen var sendt af en Dame i Aalborg.
Ved Siden af denne var der henlagt en stor dejlig Krans, bundet af lutter Markblomster i de herligste Farver og saa mange i Arter, som vi ikke se dem her paa Egnen. Til viske var knyttet en Buket af røde og hvide Roser. Den ualmindelig smukke Krans er sendt af Pastor Vedel i Korup paa Fyen, der paa Vandringer har samlet de mange forskellige Blomster sammen, ligesom Vedel vandrede om og samlede sine Indtryk og Oplysninger til Kæmpeviserne og Danmarkshistorien. Da Pastor Vedel paa Grund af Gudstjeneste ikke kunde komme selv, mødte i hans Sted hans Datter med Kransen.
Ribe Stifts-Tidende. Mandag den 16. juni 1902
- ► Områdeindeks